↩ I ►“Første Riimbrev. Til Bernhard Ingemann”, der fulgte umiddelbart efter ►“Riim-Breve” i ►Danne-Virke 2, henvendte Grundtvig sig direkte til 👤Ingemann. Her iscenesætter Grundtvig sig som læremester overfor 👤Heiberg og som forsvarer af 👤Ingemann. Kritikerne af 👤Ingemann, det vil nu først og fremmest sige 👤Heiberg, fremstilles som umodne og åndløse skoledrenge, der gerne vil fremstå som voksne mænd, men hvis kritiske arsenal alene består af legetøj: Pilene til deres buer er “lutter Pølse-Pinde”, og deres hyldebøsser (dvs. legetøjsgeværer) har “En Prop i Enden og lidt Blaar om Pinden” (►1817b, s. 104). Deres kritik mangler med andre ord alvor. 👤Heiberg tildeles i tillæg til sin umodenhed en række feminine træk i Grundtvigs fremstilling: “Saa løfter strunk sig paa sin Taa, / Den Dukkemand i Aabenraa, / Og skyder løs saa godt han kan, / Paa hvad han kalder ingen Mand” (s. 104). 👤Heiberg karakteriseres endvidere som 👤Harlekin, der blot forfører og underholder publikum med sine “Kaprioler” [krumspring, undvigelser] og med “Hui og Hei” og som “Hjortespring”, dvs. som 👤Peder Hjort, der deltog i tylvtestriden på 👤Oehlenschläger og ikke Grundtvigs side. (►1817b, s. 114).