↩ Grundtvig kan også have skrevet ►“Riim-Breve” ud fra en generel opfattelse af, at litteraturen var i krise, og altså ikke kun med tanke på 👤Heiberg og 👤Ingemann. Dette kan forklare, hvorfor han i første omgang kun henviser til 👤Baggesen og hans satiriske kritik og ikke til 👤Heiberg. Krisen beskrev han i et brev til 👤Jens Møller i februar 1817. Her udpegede han indirekte 👤Rasmus Nyerup og 👤Christian Molbech, som nogle af de ansvarlige. Når 👤Heiberg bliver genstand for Grundtvigs kritik er det altså både som symbol på litteraturens krise og som et konkret eksempel på, hvad der er galt med kritikken (►Grundtvig 1924-1926, bind 1, s. 448-451).