↩ 293Ja, for at ►møde Alt, er her ei Tydske og Nordmænd i Landet, i Staden, er her ei agtede, anseete, kyndige Mænd af begge Folkefærd, som have ►Kyndinge, Frænder og Venner i Hjemmet, monne de Intet føle ved deres Landsmænds Nød! mon de skulde være uvillige til at staae bi, ja at staae i Spidsen med Raad og Daad, modtage hvad vi kan yde, forhøre hvor Nøden er størst og besørge Alt ad de nærmeste og bedste Veie! Det vilde jo være en skammelig Mistanke at tvivle derom, det kan jo ikke være andet, end at Landsmænds Suk og Skrig for Brød maa have skaaret hver ægte Nordmand og Tydsker i Hjertet, at de inderlig maae have ønsket at lindre deres Trang og stille deres Taarer, og at det kun var Frygten for at begynde, der afholdt dem fra at minde os om Christendoms Bud og Kiærligheds Pligt. Nu vel da! saa hil være de danske Præstemænd, som aabnede vor Mund med christeligt Tilraab, saa lad os nu haste desmeer, da vi have tøvet saalænge! Nordmænd! Tydske! ►prøver det kun! det er eders hellige, ueftergivelige Pligt, ►vælger i eders Midte blandt os, agtede, retskafne Mænd! Lad dem indbyde os til at ►offre vor Skiærv paa Kiærligheds Alter! og de skal sikkert erfare, at endnu ere der dog Tusinder iblandt os, der ei aldeles have glemt Faderen i 👤Christo, Tusinder, som dog have bevaret nogen virksom Kiærlighed til Brødrene i Verden. De vil ►sikkerlig i 📌Dannemarks fleste Præster finde om end ikke lige villige og varme; saa dog virksomme Medhjelpere, og det kan vist aldrig feile, at Foretagendet vil, under den Guds Velsignelse, som hører de Trængendes Suk og ►haver alle Hjerter i sin Haand, krones med et glædeligt Udfald, saa mange Hungrige bespises, megen Mistvivl beskiæmmes, mangt et Hjerte røres, mange Læber ►oplades til at prise den Eviges Miskundhed og forherlige Ordets ►Jubel-Aar i den Menighed, for hvis Stiftelse der er opoffret anderledes meget, end christen Kiærlighed her fordrer af os!