↩ Udgangspunktet for Grundtvigs historieopfattelse var “den typologiske eller figurale fortolkningsform” (►Holm 2001, s. 23), som har spillet en væsentlig rolle i kirkehistorien. Den typologiske fortolkningsform forekommer allerede i selve ►Bibelen, fx hos apostelen 👤Paulus i ►Første Korintherbrev: “Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske” (►1 Kor 15, 21). Her fungerer 👤Adam som for-billede (typos) for 👤Jesus, - han præfigurerer 👤Jesus. Den typologiske fortolkningsform fokuserer overordnet på sådanne paralleller inden for kristendommen. Personer og begivenheder i ►Det Gamle Testamente peger frem på lignende, men væsentligere personer og begivenheder ►Det Nye Testamente. Det kan sammenlignes med profetier, der opfyldes (jf. ►Holm 2001, s. 24). Som den tyske litteraturhistoriker 👤Erich Auerbach fremhæver, begynder den tidlige kristendoms kirkefædre, som 👤Tertullian og 👤Augustin, også selv at tolke typologisk. Ideen er, at hvis én begivenhed kan pege på en anden, så kan den måske også pege på en tredje og fremtidig. 👤Jesu opstandelse, som er præfigureret i ►Det Gamle Testamente og opfyldt i ►Det Nye Testamente, kan således også pege på noget fremtidigt. Den typologiske fortolkningsmåde kan dermed også fungere som grundlag for historiefortolkning i bredere forstand. Et af de væsentligste elementer af ►Bibelens virkningshistorie var ifølge 👤Auerbach netop, at den typologiske fortolkningsmåde blev bragt i spil i forhold til senere historiske perioder end de bibelske. På Grundtvigs tid var denne tilgang til historien imidlertid forladt af de fleste.