Havfruen og ►Dane-Dronningen.
(En Kæmpevise).
✂
►Dan Konning griber en Havfru fiin,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Og den sætter han i ►Taarnet ind,
For hun ikke ►fremmed hans Villje.
✂
Dronningen kalder paa Svende smaa:
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
I ►lade den Havfru nu for mig indgaae,
Thi her skal hun ►fremme min Villje!
✂
Ind kom den Havfru og ►stæddes for Bord,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Hvad ►vilst du mig, Dronning! du sendte mig Ord,
Jeg kan ikke ►fremme din Villje.
✂
210Dronningen klapper paa Hynde blaa,
Den Havfru dandser paa ►Tilje.
Du ►sidde, skiøn Havfru, og hvile herpaa!
Thi ►fremme saa skalst du min Villje.
✂
►Vilst du ►forraade mit unge Liv?
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Hist under jo ligger den hvasse Kniv
►Hvor skulde jeg ►fremme din Villje?
✂
308
(PS)
►Veedst du saa meget, da ►veedst du ►og meer,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Du ►sige mig hvad af min Skæbne du seer!
Saa haver du ►fremmet min Villje.
✂
Veed jeg din Skæbne, jeg ►veder din Bøn,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Og Baalet jeg venter at ►fange til Løn,
Ei bedre jeg ►fremmer din Villje.
✂
Sønner saa ►bolde du føder vel tre,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
De ►koste dig Livet i Fødsels-Vee,
Saaledes jeg ►fremmer din Villje.
✂
Skal det ►for dennem ei bedre mig gaae,
Den ⓘ
Havfru dandser paa ►Tilje,
211Saa siig mig hvad Skæbne skal Sønnerne faae,
Da haver du ►fremmet min Villje.
✂
Een til ►Dan-Konning du vugger i Skiød,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Den Anden skal bære Guldkronen saa rød,
Saaledes jeg ►fremmer din Villje.
✂
Sidst kommer Sønnen vidunderlig viis,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Ham ►monne du ►vinde med Livets Forliis,
Nu haver jeg ►fremmet din Villje.
✂
Dronningen svøber sit Hoved i Skind,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Hun ►ganger for Kongen i ►Høieloft ind,
Thi ►fremmet saa var hendes Villje.
✂
309
(PS)
Hør mig, kiær Herre og Husbonde min!
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Du ►give mig ►gunstig den Havfrue fiin,
Thi hun haver ►fremmet min Villje!
✂
Ikke saa skiænker den Havfru jeg Liv,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
212Thi syv mine Snekker ►forraadte den Viv,
Da ►fremmed hun ikke min Villje.
✂
Dronningen blegner og blaaner som Jord,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Hun segner og daaner for ►Konningens Bord,
For han ►fremmer ei hendes Villje.
✂
Kæreste! ei maae du daane og døe,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Følg heller den Havfru med æren til Søe!
►Mens hun haver ►fremmet din Villje.
✂
Klædt blev den Havfru i Skarlagen rød,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Den Dronning af hende var spaaet sin Død,
Men ►fremmet var dog hendes Villje.
✂
►Kommer I Møer nu alle ►paa Stand!
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Og ►følger skiøn Havfru med æren til Strand!
Thi hun haver ►fremmet min Villje.
✂
Havfruen sættes paa Bølgen hin blaa,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Og Dronningen ►efter ►mon grædende staae,
►Saa haver hun ►fanget sin Villje.
✂
310
(PS)
213Græd ikke, Dronning, o græd ikke ►saa!
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
Viid aabne dig Himmerigs Dørre ►mon staae,
Nu haver jeg ►fremmet din Villje.
✂
►Der skal i Himlen du bygge og boe,
Den Havfru dandser paa ►Tilje,
►Der ►fanger du først baade Hvile og Roe,
Nu haver jeg ►fremmet din Villje
*Denne Vise som er den 24de i anden Part af ⓘ
►Kæmpeviserne, synes mig saa inderlig, ⓘ
vemodsfuld deilig, at den ►vel fortjende, at faae de Smaaknuder i ►Versefaldet som støde øret, udjævnede ved en ærbødig Vennehaand. Man ►dømme nu hvorvidt ►der med denne er lykkedes mig, hvad jeg agter at giøre ved flere, hjelpe dem paa Beenene, uden at giøre enten Hjerte eller Tunge noget ►Meen! I Overskriften staaer, at det var Dronning 👤Dagmar Havfruen spaaede, men derom tier Visen, og da hin 👤Voldemar Seiers Dronning 👤Margrethe, som for sin ►Vænhed og ►Livsalighed blev kaldet 👤Dagmar, det ⓘ
er Morgenstjerne, eller ►Soeløie, ikke fødte fornævnde Sønner, er Visen ei heller gjort til hendes ►særdeles Ihukommelse, men ►heller paa fri Haand af en ►Danne-Rimer, som stirrede paa ►Markens ►Danne-Kvinde med Kiærligheds øie, udsang hvad der tonede i Hiertet, og spurgde ei om hvad det skulde betyde. Fred med hans ►Støv, ære med hans Vise! ►Hil være den som ►giemmer den ►inderlig og vel, ►Hver nyde som han nemmer, da ingen skeer Uskiel! jeg tyder ►som mig tykkes, Gud give det maae lykkes! da ►times 📌Danmark vel!.
✂
214Rørde sig noget, o Svend, i dit Bryst
►Ahned dig sælsomt det Høie,
Sænked i Vemod du, Møe, dig med Lyst,
Perled dig Taaren i øie,
311
(PS)
Skimted du, Gubbe, bag Gaader og ►Flor
Glimt af det Lys som er Sandhedens Straale;
►Følde du, Kvinde, ved Havfruens Ord:
Død man i Fromhed for Sønner kan taale;
►Kommer, o ►kommer da Sødskende bolde!
►Hviler, I Gamle, paa Hynderne blaa!
Venlige Taler saa ►ville vi holde,
►Grunde og giætte som bedst vi forstaae!
Lad ikkun smile de Selvkloge, Kolde!
Stort er det ofte som Dværge forsmaae,
Fuglen formindskes for støvede Øie,
►Alt som han hæver sig meer i det Høie.
✂
Hvem er den Dronning i ►Høielofts-Sal?
Hvem er den Havfru som dandser paa ►Tilje,
215Dandser og kvæder paa Bølgen saa sval,
Varsler, og ►fremmer dog Dronningens Villje?
Hvem er den Moder som føder de Bolde,
Føder en Viis som maa ►Helsoten volde?
✂
Kan vi, o Kiære! vor Moder miskiende,
Kan vi miskiende vort Fædreneland!
Spaaer ikke Havfruen klarlig om hende,
Toner det ei fra den bølgende Strand:
👤Dagmar er ►Danas ►livsalige Navn,
Solen hun elsker og tager i Favn,
Avler ►og Sønner saa giæve og ►gilde,
Bolde og prude, ►omsider og snilde,
►Smuldrer til Støv naar den Vise er fød,
Elsker dog Havfruen selv i sin Død,
Blegner, men smiler saa mildt, thi hun saae
Himmerigs Dørre sig aabne at staae,
Veed at hun der skal evindelig boe,
►Fange først der baade Hvile og Roe.
✂
312
(PS)
Tiden ►mon være, hvad Havet betyder,
Bølgende trindt sig om ►Midgard den snoer,
Op af dens Bølger sig Havfruen skyder,
►Saga ►saa kalder man hende i 📌Nord,
Ikke ►med Tant farer Skjaldenes Tale:
►Saga ►mon ►bygge i bølgende Sale.
216Snekkerne syv ►mon ►vel Havfruen sænke,
Ned i det dybe, det brusende Hav,
►Vel maae hun lære i ►Konningens Lænke
Ikkun det Døde at bære til Grav,
Ikke for vilter at dandse paa ►Tilje,
►Stol-Kongen ære og ►fremme Hans Villje.
✂
Dog naar han stækker den Flygtiges Vinge,
Griber den Viltre med vældige Arm,
Da ►monne for Dronningens øren det ringe,
Høit banker Hjertet den Milde i Barm,
Da hende lyster at ►fare med Liste,
Havfruens Kløgt og sin ►Lykke at ►friste.
✂
Hører I ei, hvor det toner i Sale!
Dronningen kalder paa Svendene smaa,
Hastig saa vil hun med Havfruen tale,
Breder for hende det Hynde saa blaa,
Lægger ►og Kniv under Hynde med ►Liste,
Agter den Havfrues ►Spaavid at ►friste.
✂
Skjalden maae tie, lad Havfruen tale,
►Alt som hun taler i Bølgernes Døn!
Spaaed om Møe i Kong 👤Voldemars Sale,
Spaaed om 👤Frederiks herlige Søn*See ►Frederik den Andens Krønike, eller i ►Roskilde-Saga om Varselet for 👤Fjerde Christian!,
217
313
(PS)
Selv maae hun sige hvoraf hun det vidste,
At nu den tredie vorder den sidste.
✂
Moder, o ►frist kun den Havfru med Snilde!
Livet hun ►lade hvis ei hun kan spaa!
Men naar hun røber hvad dølge du vilde:
Blinkende Staal under Silken saa blaa,
Prøv da ei med hende Konsterne flere!
Veed hun saameget, da veed hun vel mere.
✂
Sønnen med Brynie-Skjorte du fødte,
Hørde ham hilse ►med Dankonge-Navn,
Saae hvor han kæmped og seired og blødte,
►Vide paa Land og i kneisende Stavn,
Ham har du ►baaret til Verden med Smerte,
Og seet ham døe med et Sværd i dit Hjerte.
✂
Sønnen hin anden du ogsaa har skuet,
►Alt som den herligste ►Konninge-Brud,
Ham over Tindinger Guldet har luet,
►Alt som en Krone saa ⓘ
herlig og prud,
Ham har du skuet udmattet, bedrøvet,
Gulne og falde i Høsten med Løvet.
✂
Hvis nu den Havfru i ►Høielofts-Sale
Røber din Skæbne, og sørgelig spaaer:
218Du skal med Livet den sidste betale,
Som skal forklare dig Brødrenes Kaar,
►Vilst du da bede hos Kongen om Naade
►Alt for den ⓘ
Havfru som Døden dig spaade?
✂
►Vilst du den Havfru i Skarlagen klæde
Følge til Bølge som Bruden til Dands,
314
(PS)
►Vilst du forglemme, din Død at begræde,
Naar hun dig minder om ►Høielofts Glands;
►Vilst du, mens Havfruen dandser paa ►Tilje
Sjunge: min Konge! jeg ►fremmer din Villje!
✂
O! da skal Sønnen til Verden du føde
Som skal ►fordunkle al Glimmer med Glands,
Som skal ►i Aanden opvække de Døde,
Som skal ►forklare den Havfrues Dands,
Som skal ►forklare den bølgende ►Tilje
Hvorpaa hun dandser, og ►fremmer Guds Villje.