Til Læseren.
✂ ►Første Hefte af ►Dannevirke er recenseret i ►Litteratur-Tidenden No. 30, og det, som ►Mærket viser ikke skal ►fordølges, af vor islandske ►Sprogmester Hr. 👤Rask. Førstegang i mit Liv nyder jeg da nu den Lykke at have en Recensent, som har nogen Forstand paa hvad han vil bedømme, og derfor ikke vil tage sig Tingen saa let at erklære Alt hvad jeg siger for galt, paa den gyldige Grund, at jeg er gal. Synes det mig da ►end, som det virkelig giør, at 298Han ►endnu har fundet baade Sagen og mig for let, maae jeg dog let undskylde det som en naturlig Følge af den Tone man er blevet saa vant til at høre, hvor der tales om og til mig, at det ►sagtens maae koste Umage, ikke ►stundum uvilkaarlig at ►falde i den, og jeg, som allerede er saare glad, naar man blot vil tale lidt rolig og fornuftig med mig, vil i denne Henseende kun i Forbigaaende bede min ►Rec. ved Leilighed at overveie, om den Tone han ►imellem ►falder i, er passende.
✂ Men, til Sagen! At Versene kun ere ►kortelig anmeldte, ►lover jeg min ►Rec. for, thi det er dog ►den høie Tid, at man indseer, Enhver ►vel har fuld Ret til at sige om et Vers behager, og hvad der støder ham, men at Ingen, han ►være for Resten den klogeste og lærdeste Mand, kan bedømme et Digt, med mindre han selv er Digter. Derfor vilde jeg ogsaa ønske ►Rec. havde ladet være at ►spase med mine ►Kiærminder og ►opholde sig over de specielle ►Hensyn i ►Strøtankerne, thi jeg kan forsikkre, at disse ►Hensyn ere, for hvem der fatter dem, temmelig universelle, og ►Kiærminderne ere neppe Strøelse; ikke heller skulde det i al Fald støde de islandske Skjaldes ►Kynding at finde en Kvinde benævnet som en Blomst.
✂ 299Dog, jeg vil, ligesaalidt som min ►Rec., over Biting glemme Hovedsagen, som her er vore aldeles ►ulige Meninger om ⓘ Modersmaalet, dets ⓘ Oprindelse og Fortrin. ►Rec. er, som bekiendt, den ypperste ►Forfægter af den Mening, at det Sprog som endnu tales paa 📌Island, er hele 📌Nordens Grundsprog, hvoraf vores Dansk er opstaaet ved en Opløsning, og Blanding med andre Sprog. Selv har jeg enstund været af samme Mening, og det saa aldeles for Alvor, at det ►kiendes paa mine Bøger endnu, thi jeg sluttede ganske ►fornuftelig, at var vort Sprog fordærvet Islandsk, da baade kunde og burde det efterhaanden, ved igien at oplives af sin ►eiendommelige Aand, føres hardtad ►ganske tilbage, thi længe før jeg klart indsaae det, følde jeg, at et Sprog umulig kan saaledes opløses uden aandelig at døe, tabe sin Aand, og maae kunne opreises, hvis det af den igien kan oplives. Kun modnere Indsigt, saavel i Historien overhovedet som ►besynderlig i Sprogenes Vilkaar, samt nærmere Bekiendskab med de nordiske Sprog i deres indbyrdes Forhold, kun disse Ting have tvunget mig ⓘ til at forlade en Gisning, der ved første Øiekast synes mig saa ►rimelig, og, uagtet jeg er villig til at lade mig overbevise, skiønner jeg ikke rettere, end at hin Gisning maae, saalænge jeg kan røre Pen, faae 300i mig en af sine ivrigste Modstandere. Ærlig og venlig kaster jeg da herved Handsken til den islandske ►Dannemand, og skal, ►vil Gud, ►bryde en ublodig Landse med ham til ►Dannekvindens Ære, hvorved jeg tør haabe, at Spørgsmaalet skal nærme sig sin Afgiørelse; thi jeg tør haabe han ei vil afslaae Kampen, fordi han i mange Dele af Sprogkyndigheden er min ►Mester, da han dog for Øieblikket neppe har nogen bedre for sin Haand, og det jo desuden slet ikke er en Æressag imellem os, men et saare vigtigt historisk Spørgsmaal, der skal afgiøres. Denne Betragtning maa ogsaa forbyde os paa nogen Maade at betjene os af den personlige ►Overvægt, vi hver paa sin Maade kunde have, men meget mere hjelpes ad, da det kun var en daarlig Ære, og en endnu daarligere Fortjeneste, om nogen af os kunde medvirke til at befæste en Vildfarelse, der dog engang maatte opdages og oprykkes som en ►Skreppe og Skarntyde paa Videnskabernes Mark. At nu ►Rummet her er alt for snevert til at svinge Landser, seer man let, ja jeg stævner endog udtrykkelig med ►forbeholden Frist, thi deels er den Kamp ei ►at løbe til, naar den skal have noget at betyde, deels har det ingen Hast, da det endnu er saa tidlig paa Morgenen, at man neppe endnu finder ►Dannekvinden oppe, og, som sagt, det er for 301hendes, ikke for vor egen Skyld, vi ville kiæmpe; og endelig har jeg i ►Mellemrummet lidt at bestille, som først skulde giøres, og ►Giemt er ikke glemt. Da det imidlertid lader til at min ►Rec anseer Sagen for afgjort og mener, at min Overbeviisning om Modersmaalet er kun en løs Grille, eller fix Idee, som i Grunden kommer ud paa Eet, finder jeg det passende og i visse Maader Pligt, foreløbig at giøre nogle Bemærkninger, som jeg haaber skal for ham bevise, at er han end Seieren vis, er den dog endnu ikke vundet, og at altsaa Kampen fra den Side er ikke overflødig.
✂ ►Rec. indrømmer, at det danske Sprog nu har en ►eiendommelig Character, altsaa en Aand der hverken er tydsk eller islandsk, og det skal da godtgiøres at det er en historisk Mulighed, hvad jeg anseer for en Umulighed, at et Sprog saaledes kan tabe sin Aand og faae en anden igien; thi da maatte Sprogets Aand have tilintetgjort sig selv, og derpaa omskabt sig.
✂ ►Rec. mener, hans ►Sætning er ►noksom beviist derved, at vi læse Islandsk paa vore Runestene, og kan ikke, uden Islandsk fyldestgiørende forklare nogen Paragraph i vore ældste Love, men det er en meget overilet ►Slutning, thi forholdt det sig nu ogsaa aldeles ►saa, skulde det dog først bevises, at Folkets 302Tungemaal virkelig var det samme som ►Steen og Lov-Sproget, thi ellers maatte han ligesaavel af latinske Gravskrifter og ►Kongebreve kunne bevise at Folket talte Latin. Det maatte længe nok være en uopløselig historisk Knude, hvi man ►ristede og skrev paa et andet Sprog, det vilde ligelidt være tilladt at overhugge den og da mene, at Knuden om Sprogets Forvandling som slet ikke berørdes, derved var opløst. Men, hertil kommer ►endnu, at medens jeg lader Runestenene, der i ingen Henseende ere lette at ►løbe med, ►staae ved deres Værd, maae jeg anmærke, at Historien har fritaget mig for det Beviis at de gamle danske Love kunde forstaaes uden Islandsk, thi det er unægteligt, at man uden det forstod dem i det 15de og 16de Aarhundrede, paa enkelte Ord nær, som man ganske rigtig misforstod til Tegn paa at man ikke kunde Islandsk.
✂ ►Rec. anseer de mange Ord i ►Dansken, der ere nær beslægtede med tydske eller islandske som gyldige Beviser for, at ►Dansken er opstaaet ved en Blanding af benævnde Sprog, men han vil ►lettelig indrømme, at forsaavidt Ordenes Indførsel ikke er beviislig, kan man ligesaagodt vende Tingen om, og sige at Tydskere og Islænderne har laant dem af ►Dansken, uden at nogen af Paastandene beviser det allermindste, undtagen hvad vi ere ►fuldelig enige om, 303at der stedse har været et nært Slægtskab og stærk Vexelvirkning mellem Sprogene.
✂ Derimod tør jeg paastaae, at der ere mange ældgamle Ord i ►Dansken hvortil man ingen lignende finder ►enten i Tydsk eller Islandsk, hvilket dog ingenlunde maatte være Tilfældet, naar hiin Gisning skulde agtes for en afgjort Sag.
✂ Fremdeles tør jeg paastaae, at der er mange af de ældgamle danske Ord der i Lyd have stor Lighed med tydske eller islandske, som dog har enten aldeles forskiellig, eller kun saadan beslægtet ►Bemærkelse som man er vant til at finde i beslægtede Sprog, hvilket modsiger Gisningen.
✂ Videre tør jeg paastaae, at den beviislige Forandring der har ►havt Sted i vort Tungemaal i de sidste 300 Aar, netop den Tid, da fremmede Sprog giennem Skrift har kunnet virke derpaa, er langt fra at stadfæste men modsiger ligefrem den angivne Forvandling, at saaledes, blot for Exempels Skyld, Vocalen Y er i den Tid i Bøger og de Fornemmeres Mund forandret i flere Ord til U istedenfor at hin Gisning forudsætter det modsatte: yd, ud, Bryd, Brud, Hyvl, Hjul o. s. v.
✂ Ydermere tør jeg paastaae, at Ordføining, Vendinger, Ordsprog og Talemaader, det hvori et Sprog udtrykker sin Aand, beviser, saa langt vi kan gaae 304historisk tilbage, en saa stor Forskiel, at al ►Rimelighed for Sprogenes Eenhed bortfalder, og det er i den Henseende et høist ►mærkeligt Udbytte man vinder ved at giennemgaae 👤Peder Laales ►danske Ordsprog og sammenligne dem med islandske, som vi ►vel ikke have saaledes samlede, men dog nok af, til at see de, for det meste holder paa begge Sider op at være gangbare Ordsprog, naar de ordret oversættes, hvilket aldrig kunde været Tilfældet, naar Sprogene havde været eet.
✂ Endelig tør jeg paastaae det er aldeles umuligt at to Folk der giennem et Aartusinde sees fra en vid Afstand at have nærmet sig hinanden i Aand og Sprog, uden endnu nogensinde at være blevne eet, skulde nogensinde før som Folk have været eens i Sprog, altsaa ogsaa i Aand, thi, som sagt, den samme Aand maatte da i sig have to hinanden modsigende og ophævende Retninger, hvilket er umuligt.
✂ I Øvrigt seer man let, at jeg i denne ⓘ Tvist har en naturlig Fordeel paa min Side, hvilken jeg ikke kan opgive, thi naar man forefinder to saa forskiellige Sprog som Dansk og Islandsk, da er det ►rimeligst at de altid have været forskiellige, den som paastaaer dette er ingenlunde ►forbunden til at forklare alle de Enkeltheder der kunde synes at hentyde paa en tidligere Eenhed, men den som paastaaer en 305saadan, er ►forbunden til, fyldestgiørende at ⓘ forklare Alt hvad der synes at modsige hans Paastand, og kan han ikke det, bliver Tingen fra hans Side uafgjort, og ►Rimeligheden paa dens Side der har Sprogenes store, unægtelige Forskiel giennem ⓘ Aarhundreder for sig. Lader nu desuden, som jeg troer, Indvendingerne mod den bestandige Forskiel, sig langt nemmere opløse end Sprogets majestætiske Indvending mod sin Opløsning og ►Vanart, da er det ►ligefrem, at hine Indvendinger tabe al deres Styrke, om de ►end enstund maae vente paa det Lys der skal opklare ►Skyggen hvormed Oldtids Bjerge omringe dem.
✂ Saameget vilde jeg sige for at forberede min ►Rec. paa den Modsigelse der fra min Side vil møde ham, og tvivler ingenlunde paa, at han vil optage det i samme gode Mening og afhandle Spørgsmaalet med mig paa en Maade der anstaaer Sønner af ►Danne-Kvinden, der begge har traadt deres første Børneskoe, elske den fælles Moder og hendes Tungemaal, og findes under megen anden Uenighed besjælede af fælles ►Attraae efter, at lade de gamle Dage oplyse baade sig selv og de nærværende, lade dem tale med deres egne Tunger, hvilke de saa end have været og derved give den ►visse Beskeed om deres Vilkaar, ingen kan give i deres Sted.
✂ 306I Henseende til de enkelte Ord i ►ⓘ Riimkrøniken som ►Rec. giver en anden ►Forklaring over end jeg, vil jeg kun anmærke at han ►vist har Ret med Vand ►ͻ: det danske ►Vaand, om ►Tige og ►halle er jeg ikke ganske overbeviist, og mod alle Forandringer i Læsningen som ei ere aldeles nødvendige ►nedlægger jeg Paastand, ligesom imod ►Skilsmissen mellem Hjerneskal og Pandeskal, der ►upaatvivlelig hænge sammen i Sproget som i Legemet, hvorfor man ►og endnu paa godt Dansk ►vel ikke giver, men dog siger baade et ►Knæps og en ►Taar paa Skallen.
✂ For ►Mindelsen om ►Aukathor takker jeg og skal forbedre mig; ►klunget lader jeg staae og ►nedforet vil jeg forsvare, men ingenlunde Forsvar i den ►ⓘ paaankede► ►Periode, der ved Sætterens eller min Forseelse har ►anmasset sig Giensvars Plads; min Modsætning til det attende Aarhundrede kan jeg ikke fortie, min Klynken er der Maade med, hvad der duer til at staae skal jeg ►vist aldrig lægge an paa at undertrykke, og af mit ganske Hjerte istemmer jeg med ►Rec.:
✂
👤Christ ►signe hver god ►Dannesvend,
Som baade med Mand og ►Hand
Uden Skrømt og ►Tant med Flid og Tro
Vil tjene sit Fædreneland!