Føljetonen om oversættelserne af Saxo og Snorre
Kort overblik over forløbet
✂ I 1815 havde Grundtvig udgivet ►Prøver af Snorros og Saxos Krøniker i en ny Oversættelse samt et Ord til Danske og Norske (herefter kaldet ►Prøverne). Denne udgivelse var tænkt som en smagsprøve på og et oplæg til hans samlede oversættelser af 👤Saxos ►Gesta Danorum og 👤Snorres ►Heimskringla, se indledning til ►Prøverne her.
✂ Pjecen Kundgiørelse angaaende Udgaven af Saxos og Snorros Krøniker udkom i august 1816 som led i den indsamling, der skulle betale for trykningen af og papirforbruget til de to oversættelser; læs nærmere om denne pjece her.
✂ Som en sen opfølgning herpå kan man se Grundtvigs indlæg “Hvorledes gaaer det med Saxo og Snorro?” (13. december 1817; læs nærmere her). Dette indlæg affødte en diskussion mellem Grundtvig og den fynske pastor 👤Henrik Anton Brolund i begyndelsen af 1818 over flere numre af ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn (herefter kaldet ►Skilderiet). Diskussionen handlede om oplagsstørrelse, udsalgspriser, evt. honorar og finansieringsmodeller. Grundtvigs svar til 👤Brolund havde overskriften “Hvad kommer der ud af al den Vind med Saxo og Snorro?” (10. og 13. januar 1818; læs nærmere her). 👤Brolunds to indlæg kom ligeledes i ►Skilderiet, henholdsvis 6. og 24. januar.
✂ Endelig begyndte selve oversættelserne at udkomme fra årsskiftet 1818-1819.
Initiativer til oversættelserne
✂ En del af initiativet til disse to store oversættelser af henholdsvis 👤Saxo og 👤Snorre var oprindelig kommet fra Det Kongelige Selskab for Norges Vel, der var blevet stiftet i 1809, og som i 1811 gerne ville have 👤Snorres kongesaga ►Heimskringla i samtidens sprog. Selskabet havde først henvendt sig til islændingen 👤Poul Arnesen, der accepterede opgaven, men som i 1813 ikke kunne finde tid til oversættelsen, fordi han var blevet ansat som overlærer i Slagelse Latinskole (►Schrøder 1905, sp. 810). Herefter overdrog selskabet oversættelsesarbejdet med 👤Snorre til Grundtvig. Den anden halvdel af initiativet kom fra Grundtvig selv, fordi han under sine indledende overvejelser til oversættelsen af 👤Snorre — efter tabet af Norge i 1814 — følte, at også en oversættelse af 👤Saxos ►Gesta Danorum måtte med. For ham hang oversættelsen af 👤Snorres ►Heimskringla nemlig uløseligt sammen med en oversættelse af 👤Saxos ►Gesta Danorum, fordi de et stykke hen ad vejen skildrede samme historiske periode fra to geografiske indfaldsvinkler og med et lille personsammenfald, og fordi Grundtvig i årevis havde været lige optaget af de to værker. I fortalen til oversættelsen af ►Saxo beskrev han senere denne beslutning som en nærmest visionslignende erkendelse. Han siger, at under oversættelsen af ►Olaf den Helliges Saga vågnede
✂ Fædrenelands-Kiærligheden [...] med en mig hidindtil af Erfaring ubekiendt glødende Ild og seierrig Vælde i mit Bryst […] jeg kunde nu ei bære det over mit Hjerte, at udgive 👤Snorros Krønike, med mindre 👤Saxos kunde følges med! (►Grundtvig 1818-1823a, bind 1, s. XXX).
Hovedidealerne bag oversættelsen
✂ For Grundtvig var oversættelserne ikke bare oversættelser. Deres fremkomst ville illustrere en af hans kongstanker: den årtusind gamle samhørighed mellem Danmark og Norge, der for Grundtvig på det tidspunkt var blevet accentueret af adskillelsen på det politiske plan. Værket kunne netop derfor virke som en trøst oven på de foregående års ulykker:
✂ hos det menige Folk [kan oversættelserne] vække og udbrede hvad der aandelig styrker og adler Mennesket, hvad der kan trodse Lykkens Omskiftelser og forsøde Vandheld: ophøiende, kjærlige, haabfulde Følelser [...] sand Fædrenelands-Kjærlighed med eet Ord udtrykker hvad der behøves (►Grundtvig 1816, s. 4).
✂ Også i 1818 bruger Grundtvig stærke ord. Hans formål var at skabe en “ny Oversættelse, hvor Fædrene-Aanden og Moders-Maalet fik Lov at raade, saa man, uden Tolk, kunde tale med de Gamle, og dog faae deres Hjertens-Mening at vide” (►Grundtvig 1818, sp. 35). Projektet er nationalt, historisk og mentalitetsopbyggende, og det skal medvirke til at skabe en nutidig og fælles forståelsesramme for fortidens storhed.