Grundtvig, N. F. S. Kundgjørelse angaaende Udgaven af Saxos og Snorros Krøniker Hvorledes gaaer det med Saxo og Snorro? Hvad kommer der ud af al den Vind med Saxo og Snorro?

Føljetonen om oversættelserne af Saxo og Snorre

Finansiering og oplagsstørrelse

✂ Allerede den 3. november 1815 — efter udsendelsen af ►Prøverne — meddelte kongens chatolkasserer Selskabet for Nordiske Oldskrifter, at det kunne regne med et tilskud fra ‘Chatolkassen’, også kaldet Partikulærkassen, når oversættelserne begyndte at udkomme (►Schrøder 1905, sp. 812). ‘Chatolkassen’ var enevoldskongens ‘private’ kasse, af hvilken han kunne støtte personer eller projekter uden om statskassen.

✂ Det var oprindelig tanken, at der skulle udkomme 2.000 eksemplarer af hvert værk, og at de skulle uddeles landet over til særligt interesserede, der samtidig blev forpligtede på at videreformidle bøgerne med eller uden betaling (►Grundtvig 1815, s. 95, og ►Grundtvig 1816, s. 3). Det økonomiske grundlag blev skabt ved hjælp af storstilede indsamlinger i både Danmark og Norge. Ved denne fremgangsmåde håbede både Grundtvig og Selskabet for Nordiske Oldskrifter at vække fædrelandskærligheden og skabe en national oprustning i begge lande, selv om det nok var mest tiltrængt i Danmark. Grundtvig ville gerne vække “Sandsen for National-Ære, hvoraf Dansken dog har Lidt, og Normanden Overflødigt” (►Grundtvig 1818, sp. 38). 👤Flemming Lundgreen-Nielsen har karakteriseret finansieringsmodellen som “en omsætning af litterært sværmeri for folket til praktisk folkelig virkelighed” (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 680). Bidragyderne ville naturligvis få et eksemplar af oversættelserne, når de udkom, men de fleste havde givet langt mere, end bøgerne ville komme til at koste. Et overslag angav 270 ark for begge oversættelser, og da bøgerne skulle trykkes i oktav, havde man således beregnet, at de samlet skulle komme op på omkring 4.320 sider. De indsamlede beløb skulle udelukkende dække omkostningerne til papir og tryk, eftersom der ingen fortjeneste skulle være til trykker og forlægger, ligesom det heller ikke var tanken, at Grundtvig skulle have egentlig løn for sit arbejde, idet han var på kongelig og anden understøttelse i disse år, hvilket dog kun rakte til en stram økonomi (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 655; ►Grundtvig 1817, sp. 1575). I 1817 opstod tanken om at øge oplaget til 3.000, hvoraf de sidste 1.000 kunne sælges i fri handel, en ordning, som Grundtvig plæderede for. Herved ville der komme flere penge ind til den fortsatte trykning af værkerne og til Selskabet for Nordiske Oldskrifter, og man ville sikre sig en endnu større udbredelse af krønikerne.

✂ For Grundtvig har ideen med den landsomfattende indsamling også været et spørgsmål om at bryde ud af “det københavnsorienterede kulturliv” (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 776).

Kundgjørelse angaaende Udgaven, august 1816

“Hvorledes gaaer det med Saxo og Snorro?”, december 1817

✂ Når Grundtvig i overskriften stiller spørgsmålet “Hvorledes gaaer det [...]?”, kan det opfattes som et retorisk spørgsmål, idet Grundtvig ved udsigten til snart at være færdig med oversættelserne aflægger en statusrapport i forbindelse med finansieringen af de to store oversættelser af 👤Saxo og 👤Snorre. Han giver dog også udtryk for, at han ofte er blevet mødt af spørgsmålet. Bogtrykker 👤Johan Frederik Schultz, der havde påtaget sig at stå for trykningen, var død i november, og desuden indrømmer Grundtvig, at han nu selv forhaler sagen (►1817, sp. 1572). Overskriftens spørgeform, hvor Grundtvig var den adspurgte, gentages i en række spørgsmål til de områder i København og det øvrige Danmark, hvor bidragene ikke havde været så rigelige (sp. 1574). Spørgsmålene kredser om, hvorvidt glorværdige fortidige begivenheder, steder og personer er blevet glemt. Grundtvig benytter således lejligheden til at give især København og Sjælland en opsang, fordi de — når man ser bort fra kongen og studenterne — ikke har bidraget så meget til indsamlingen som fx Fyn. Som løsning på de økonomiske problemer, udgaven står over for, foreslår han, at oplaget hæves til 3.000, hvoraf 1.000 eksemplarer skulle komme i offentligt salg. At Grundtvigs artikel faktisk satte skub i indsamlingen igen, viser et brev fra 👤Anders Faaborg Mülertz, der rummer en anvisning på 80 rigsbankdaler (Breve 1, s. 480). Derimod havde Grundtvig næppe ventet, at hans statusrapport ville medføre en diskussion om finansieringsformen.

Brolunds forslag

✂ Men den 6. januar 1818 indrykkede den fynske pastor 👤Henrik Anton Brolund i ►Skilderiet artiklen ►“En uforgribelig Mening om Udgivelsen af Saxos og Snorros Krøniker, og Anvendelsen af de dertil indkomne Bidrag” som reaktion på Grundtvigs “Hvorledes gaaer det [...]” fra december 1817. 👤Brolund mente, at oplaget var for lille, og at værkerne burde udkomme på almindelig vis med alle eksemplarer i fri handel (►Brolund 1818a, sp. 17). Derudover frygtede han, at spekulanter vil hamstre de gratis eksemplarer for bagefter at sælge dem til egen fordel (sp. 18). 👤Brolund ville i stedet bruge de indsamlede penge på at oprette en fond, der kunne stå for udgivelsen af flere oldskrifter, ligesom han mente, at både trykker, forlægger og oversætter burde have normalt honorar eller fortjeneste (sp. 19). Endelig så han gerne, at det ligefrem pålagdes hvert skoledistrikt at anskaffe sig det samlede værk (sp. 19).

“Hvad kommer der ud af al den Vind?”, januar 1818

✂ Grundtvig greb 👤Brolunds indlæg i ►Skilderiet den 6. januar 1818 som en kærkommen anledning til at svare. Nu var han også så langt med sine oversættelse, at han kunne forudse, at trykningen af de første dele ville blive færdig i 1818, idet den allerede var begyndt. I “Hvad kommer der ud af al den Vind med Saxo og Snorro?” påpeger Grundtvig, at 👤Saxo og 👤Snorre ganske vist allerede eksisterede i oversættelser af henholdsvis 👤Anders Sørensen Vedel med ►Den Danske Krønicke, som Saxo Grammaticvs screff, halffierde hundrede Aar forleden: Nu først aff Latinen vdsæt, flittelige offuerseet oc forbedret (1575) og af 👤Peder Claussøns 👤Snorre-oversættelse, der bl.a. går under titlen ►Norske Kongers Chronica fra 1539, som dog først blev trykt 1633. Men disse flere hundrede år gamle udgaver var næsten umulige at opdrive. Naturligvis ville det være lettere for en forlægger at basere sine udgivelser på disse, men de var forældede i sproget og stavemåden, så Grundtvig mente ikke, at de egnede sig til egentlig læsning, selv om de nok “vilde finde Kiøbere og Bladere” (►1818, sp. 34). Hans oversættelser var med andre ord nødvendige.

✂ Bogtrykker 👤Schultz' død i november 1817 kunne have betydet, at Selskabet havde måtte se sig om efter en anden bogtrykker. Men hofbogtrykker 👤Andreas Seidelin havde allerede givet tilsagn om at overtage opgaven, så den side af sagen var sikret (sp. 36).

✂ Tonen over for 👤Brolund er usædvanlig fordragelig, idet Grundtvig er glad for, at andre end han selv interesserer sig for sagen. Grundtvig mente dog, at 👤Brolund var lidt sent ude med sit forslag. Samtidig benytter han lejligheden til at fremhæve egne sproglige færdigheder og den indflydelse, hans opvækst blandt mennesker med et gammeldags dansk har haft på hans sprogforståelse og tonen i hans oversættelser.

Brolunds svar

✂ 👤Brolund svarede i ►Skilderiet den 24. januar 1818 under overskriften ►“Svar paa Hr. Grundtvigs i Skilderiets No. 3 og 4 sidstleden Indrykkede”. Af svaret fremgår det, at han kun delvist havde fattet det storladne i Grundtvigs (og resten af komiteens) projekt: at oversættelserne skulle være en slags national folkegave til de interesserede, men ikke nødvendigvis bemidlede, baseret på indsamlingerne i Danmark og Norge. Ikke desto mindre er han enig med Grundtvig i “hiint attraaede Maal, at de skulde blive Almuelæsning” (►Brolund 1818b, sp. 98). I øvrigt ser 👤Brolund det som en fordel, hvis værket også bliver udstyret med et “index rerum et verborum [dvs. et sag- og ordregister], hvoraf der kunde hentes Oplysning om Ord, hvis Bemærkelse [dvs. betydning] ikke er almindeligen bekjendt”, fordi det tiltænkte publikum netop ikke formodes at kende alle de ord og begreber, der findes i oversættelsen (►Brolund 1818b, sp. 101).

✂ Grundtvig lod 👤Brolunds sidste indlæg ubesvaret i debatform, selv om hans efterladte manuskripter viser, at han havde tænkt sig at tilbagevise 👤Brolund endnu engang. Fasc. 246.16 rummer en kladde til et svar og har overskriften “Hvorfor svarer Grundtvig i Øster, naar man spørger i Vester?”. Heri påpeger Grundtvig, at bøgerne skal ses som en “Kiærligheds Gierning” over for almuen, (blad 4v, her citeret efter ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 776).

De færdige udgaver og den manglende afsætning

✂ Selve oversættelserne af både ►Saxo og ►Snorre begyndte at udkomme henholdsvis 18. december 1818 for 👤Saxos vedkommende og 11. januar 1819 for 👤Snorres (►Bibliografien, bind 1, s. 145), men de var først endeligt færdige i 1823. Grundtvig fik fuldført, hvad han havde sat sig for. Til gengæld måtte han lide den tort, at efterspørgslen var langt ringere end forventet, så i 1830'erne blev det besluttet, at de ikke solgte eksemplarer (ca. 1.700 stk.) via biskopperne skulle uddeles gratis over hele landet, især på stifternes skoler. Dette skete ved 👤Frederik 6.'s jubelfest i 1834 i forbindelse med 50-årsfejringen af, at han som kronprins ved et statskup havde overtaget regeringsmagten i 1784 under titel af kronprinsregent (►Schrøder 1905, sp. 853 f.).

Anvendt litteratur