Grundtvig, N. F. S. Literatur-Tidendens Skudsmaal i Henseende til Prøverne af Saxo og Snorro

👤P. E. Müller

✂ Den anonyme anmeldelse i ►Dansk Litteratur-Tidende strækker sig over numrene 7, 8 og 9, hvor hvert nummer behandler et tema i forhold til Grundtvigs ►Prøver. I nr. 7 omtales udelukkende selve oversættelsesprojektet, dets mulige økonomi og dets nationale betydning i både Danmark og Norge. I nr. 8 begynder anmelderen med betinget at prise Grundtvigs indledningsdigt, der opmuntrer læseren “til at henvende sin Hu paa Fædrenes Idrætter” (►Müller 1816a, s. 113). Anmelderens begejstring ville dog være større, “naar Forf. ikke talte saa meget, om hvad han har ahnet, han har skuet, han har varslet, han har truet” (s. 113). Derefter bringes et uddrag fra 7. bog af 👤Saxos latinske tekst (efter 👤Stephanius' latinske udgave, ►Saxonis Grammatici Historiæ Danicæ libri XVI fra 1644) efterfulgt af den ældre oversættelse (dvs. ►Vedel 1575) og Grundtvigs, hvor de to oversættelser var sat op i parallelle spalter (s. 116 f.), så læseren med anmelderen let kunne sammenligne. Konklusionen på denne sammenligning bliver, “at Oversættelsen er forfattet med Aand, at Sproget bevæger sig frit i samme, og dog vedbørligen slutter sig til Texten” (s. 117). Kort sagt: ubetinget ros.

✂ Anerkendelsen gælder også de vers hos ►Saxo, som Grundtvig har oversat:

✂ Saare skiønne, som man kunde vente det af en saa øvet Digter, ere de Vers, der i Oversættelsen ligesom i Originalen oplive Fortællingen. Med Grund ere de oversatte frit, da det her ikke kom an paa enkelte Ord, fordi 👤Saxo vist nok har taget sig megen Frihed med at oversætte Skaldeqvadene i latinske Phraser (►Müller 1816a, s. 119).

✂ Vi ser her, at anmelderen principielt tilslutter sig den af Grundtvigs oversættelsesstrategier, der går ud på, at der ved vers hersker en meget større frihed end ved prosaen. Til gengæld huer det ham ikke, at Grundtvig tildigter flere verslinjer, der ikke er belæg for hos ►Saxo (►Müller 1816a, s. 120). Fx har Grundtvig udvidet ►Habors (eller ►Hagbards) sang med følgende linjer:

✂ Og hvad klart i dem afmales,
Mindes, til hvert Hjerte svales (►Grundtvig 1815, s. 82)

✂ Derudover er anmelderen utilfreds med, at Grundtvig indfører en række forældede eller dialektale ord, som igen vil kræve oplysninger eller forklaringer i noteform, fx “Dressel” eller “strag” (s. 120). Værre er det dog efter hans mening, “at her findes saa mange uædle og lave Udtryk, der, uden for Borgstuen, allene taales i et komiskt Foredrag” (s. 121). Her tænker han på udtryk som “dennehersens 👤Olav” eller “kom drattende bag efter" eller “den Flødskiæg” (s. 121).

✂ Hvad 👤Snorre-oversættelsen angår, kommer anmelderen med nogle eksempler på, at Grundtvig ikke kender nok til oldislandsk, fx er “Hvæsserim” – hvormed Grundtvig mener rim, der skærper sindet eller opmuntrer til bedrift – ikke en god oversættelse af ‘aminningarvisor’, der snarere betyder viser, der huskes (s. 122).

✂ Endelig kommer anmelderen i nr. 9 igen ind på, hvordan Grundtvig ødelægger tekstens integritet, når han tilsætter for meget af sit eget i gendigtningen af versene hos ►Snorre. Det gælder både Grundtvigs hjemmelavede kenninger som “Kongehalds Fugle” (der skal betyde krigere) og “Ørneklo-Timen” (der skal betyde krigsstund; begge ►Grundtvig 1815, s. 19), hans billedsprog, når det tager billeder fra den jødisk-kristne kulturkreds som “Uomskaarne Hjerter” og “Næser høie” (►Grundtvig 1815, s. 45), og de tildigtninger, der ikke har hjemmel i grundteksten. Ikke desto mindre er hans konklusion, at Grundtvig har evner og muligheder til at levere en god oversættelse af ►Saxo og ►Snorre. Han kunne derfor ønske:

✂ at de gamle Skaldeqvad maatte blive oversatte vel ikke aldeles ordret, men nøiagtigere end i den meddeelte Prøve. Just Hr. G. var i Stand til at giøre dette, hvis han vilde, uden at Versene derfor skulde savne Velklang (►Müller 1816a, s. 144).

👤Christian Molbech

✂ 👤Molbech bringer sin anonyme anmeldelse i tidsskriftet ►Athene under overskriften ►“Prøver af Snorros og Saxos Krøniker i en ny Oversættelse”. Han er så begejstret for selve tanken om at lave en samlet oversættelse af ►Saxo og ►Snorre, at han ligefrem foreslår: “uden Vederlag at uddele i det mindste et Exemplar til hvert Kirkesogn i Landet” (►1816, s. 73), så de kan komme helt ud i alle landets afkroge.

✂ Som 👤Müller bringer 👤Molbech et uddrag af Grundtvigs oversættelse sat op i spalter, hvor han sammenligner Grundtvigs med de tidligere, så læserne selv kan danne sig et indtryk af forskellene. S. 79-82 viser et stykke fra ►Snorre om 👤Kalv og 👤Olaf (kap. 228) i henholdsvis Grundtvigs og 👤Gerhard Schønings tresprogede udgave og oversættelse, ►Norske Kongers Historie (►1778, bind 2; heri kap. 240) og et stykke fra 👤Saxo om kong ►Siger (7. bog, kapitel 8.3-4) i 👤Vedels oversættelse (►1610-udgaven).

✂ I teorien er han – som 👤Müller – et langt stykke af vejen enig i Grundtvigs oversættelsesmetode og udtrykker, at der

✂ imod denne ikke lader sig giøre nogen grundet Indvending, naar Hensigten ei er at levere en saadan ordret Oversættelse [...], men en dansk 👤Saxo og 👤Snorre, der med Lyst og Lethed kan læses af Menigmand (►Molbech 1816, s. 74).

✂ Derimod kniber det mere for ham at forstå den måde, hvorpå Grundtvig i praksis udfører oversættelsen:

✂ baade Aanden i disse og Sproget i Oversættelsen skal nyde hver sin Ret; den maa give os Originalerne, omklædte i vort danske Sprog, men ikke et Værk, hvori vel disses Aand er bevaret, men Legemet (Sprog og Maneer) forvandlet til et udvortes originalt Arbeide af Oversætteren (►Molbech 1816, s. 75).

✂ Med andre ord: efter 👤Molbechs mening oversætter Grundtvig både 👤Saxo og 👤Snorre, så de taler grundtvigsk, ikke deres eget sprog.

✂ 👤Molbech vil derfor advare Grundtvig om, “ei at lade 👤Saxo og 👤Snorre tale alt for liigt ham selv” (►Molbech 1816, s. 76). Hans kritik opsamles således: “alt for hyppigen, støder man paa Ord og Udtryk af Almuesproget og den daglige Tale, paa visse plebeiske Talemaader og Vendinger i Sproget, der [...] næsten allevegne kunde være ombyttede med ædlere” (s. 83). Grundtvig falder “fra Historiens ædle Stiil og værdige Tone ned til et søgt Hverdagssprog, til overflødige Archaismer og til en Lavhed i Udtryk, som endog Menigmand snarere vil stødes ved, end finde Behag i” (s. 83). Grundtvigs dansk er flere steder så specielt, at også 👤Molbech ligefrem savner ordforklaringer på hans dialektord (s. 84).

Borgestuedansk og skolemesterstil

✂ Grundtvig svarede indirekte på indvendingerne mod det meget jævne sprog ved at fylde ►Skudsmaal med ordsprog, der understreger hans tilstræbte folkelighed. Ganske morsomt havde han samlet en stor del af ordvalgskritikken i et enkelt stykke (►Grundtvig 1816, s. 26), som direkte spiller på kritikken i ►Athene (►Molbech 1816, s. 83; se også ►Skautrup 1968, bind 3, s. 326 f.), idet han i et enkelt afsnit stort set får anvendt alle de eksempler, som 👤Molbech havde fremhævet.

✂ To ord, der optrådte hyppigt i både anmeldelserne og i ►Skudsmaal, var ordene ‘borgestue’ og ‘borgestuedansk’. Det sidste ord er Grundtvigs egen betegnelse her fra 1816 (►Skautrup 1968, bind 3, s. 324). For Grundtvig var det et begreb, han så at sige vedkendte sig på trods (►Lundgreen-Nielsen 2010, s. 59). Det er svært at finde en dækkende moderne betegnelse for det dansk, man kunne høre i borgestuerne, dvs. det rum, hvor tyendet på en herregård eller større bondegård opholdt sig og indtog sine måltider. “Karakteristisk for borgestuedanskens ordforråd er da først og fremmest dagligdagens, derunder også dialekternes ord og ordforbindelser, gerne de kraftige, der grænser op til det vulgære lag” (►Skautrup 1968, bind 3, s. 328). Begrebet dækker et jævnt, folkeligt dansk – ikke uden humor og selvironi.

✂ For Grundtvig rummede borgestuedansk noget positivt. Det var et ordreservoir, hvorfra han kunne hente ældre ord og vendinger, som det dannede københavnerborgerskab ikke nødvendigvis kendte til. For det selvsamme borgerskab derimod, som fx 👤P.E. Müller og 👤Christian Molbech tilhørte, kom begrebet til at dække noget lavere, der helst burde undgås i litterære værker – med mindre det var et bevidst komisk islæt (►Molbech 1816, s. 121) – og i alt fald under ingen omstændigheder burde promoveres. Anmelderne og Grundtvig stod simpelthen på hver sin side af en sprogkløft: “Når Grundtvig kunde fare så voldsomt frem, skyldtes det hans faste overbevisning om, at hos folket, i den jævne mands mund havde det rette og gamle danske modersmål altid levet, og dette skulde nu igen gøres levende litterært” (►Skautrup 1968, bind 3, s. 327).

✂ Hvor borgestuedansk var et skældsord for anmelderne, klandrede Grundtvig i ►Skudsmaal anmelderne for at dadle ham, som var de en “Puge-Skolemester” (►1816, s. 7), der talte i ‘skolemesterstil’ til ‘pogen’ Grundtvig. Kritik er i sig selv ikke problematisk for Grundtvig, men han bryder sig ikke om den “Skolemesterstiil, [...] der føres hos ►Athene hvor Drenge spille Mester paa Borde og Bænke, eller i ►Literatur Tidenden, hvor Folk, der skulde have bedre Forstand, staae med Huen i Haanden for hinanden” (►1816, s. 28 f.).

Bogstavtro oversættelse eller gendigtning?

✂ Det havde aldrig været Grundtvigs hensigt at give en historisk-filologisk eller en ord-til-ord-oversættelse – det havde han allerede givet udtryk for i forordet til ►Prøverne:

✂ Det er ikke her Sagen at levere en saadan ordret Oversættelse, som for Historikeren kunde tjene i Grundskriftets Sted, et Arbeide, som om det ogsaa var mueligt, dog ei vilde være Umagen værd, da Ingen bør vove sig til at være nordisk Historieskriver, uden selv at forstaae saavel Islandsk som Latin. Her er det Hovedsagen at levere de gamle Skrifter i deres eiendommelige Aand, i et let, fatteligt og trohjertigt Sprog, jo nærmere man kan holde sig til Grundskriftets Ord, Vendinger og Talemaader des bedre; thi des troere og fuldstændigere et Billede leverer man, men i Nødsfald skal man lade fare hvad der ei er vigtigt og ei lader sig forene med de ypperste Fordringer (►Grundtvig 1815, s. XXX).

✂ I ►Skudsmaal præciserede han sit syn på den mere indviklede del af den norrøne skjaldedigtning:

✂ Har jeg da ikke meget mere Lov til at sige: de af Versene hos ►Snorro som jeg forstaaer og finder poetiske vil jeg stræbe at oversætte, hvor jeg derimod kun finder eller forstaaer enkelte Billed-Udtryk eller vittige [her: spidsfindige eller spøgefulde] Vendinger, der vil jeg benytte dem paa det Bedste, og kun af al Magt stræbe efter at bevare de gamle Skjaldes Aand og intet historisk Træk tilsætte eller udelade? (►Grundtvig 1816, s. 59).

✂ Udsagnet svarede imidlertid ikke helt til, hvad han i praksis have gjort i Prøverne, hvilket især 👤Müller havde påvist (►Müller 1816a, s. 126 f.).

✂ Allerede inden Grundtvig påbegyndte oversættelsen, havde han i et brev til Selskabet for Norges Vel fra juli 1812 formuleret sine synspunkter meget skarpere, så selskabet bag projektet vidste på forhånd, hvad det var gået ind til:

✂ Stort poetisk Værd have, som bekendt, de fleste Vers i ►Snorro ikke, saasom de alle ere fra det Tidsrum under og efter 👤Harald Haarfager da kunstig [kunstfærdig] Versebygning og pralende Ord skulde erstatte Mangelen paa høie Tanker og ukunstlet Ynde, men gør det, naturligviis, som de fleste af vor Tids Surrogater, kun for Børn og Narre. Imidlertid er der stor Forskiel, 👤Eivind Skaldespiller havde herlige lyse Øieblikke, hos 👤Thjodolf findes mangengang en gribende, trohjertig Vending midt i den brammende Ordkløgt. Nu tænker jeg som saa, hvor Saadant findes der hjemler det Verset Ret til Oversættelse, men hvor Kunsten mere bestaar i høitravende mest mythologiske Ord, eller hvor det slet ikke indeholder Andet end hvad der staar foran i Prosa, synes det mig ei Umagen værd at spilde Tid og Ord, aldenstund Lægmand ei deri kan finde mindste Behag eller Forstand. At Versene for en Gransker baade som Stadfæstelse og Vidnesbyrd altid blive mærkværdige er en anden Sag. Dette om Valget og hvad nu Oversættelsen angaaer da gør jeg mig til Lov at give Meningen, saavidt jeg kan komme efter den uforfalsket (citeret efter ►Johansen 1968, s. 57).

✂ Ondskabsfuldt parafraseret: ord, som Grundtvig ikke forstod, ville han springe over. Dybest set mener han, at dele af den norrøne skjaldekunst uden for ►edda-digtningen er for søgt, en slags ‘entartete Kunst’, længe før dét begreb blev opfundet. Man kan sige, at Grundtvig bandlyser skjaldekunstens raffinerede billeder som overflødigt sprogligt praleri.