Til
Bernhard Ingemann
i Anledning af Ingenting *See ►►Athenes Februarius..
✂
Hør mig, Frænde kiær i ►Brage!
Hør min Sang om Ingenting!
Ingenting i vore Dage
Er den store Tryllering,
Hvori Alt sig rører, speiler,
Hvormed Aanden Alt beseigler.
✂
Ingenting for Muldvarp-Vrimlen
Er det største ►Undersyn,
Ingenting er Gud i Himlen,
Ordets Røst og Aandens Lyn,
Og som Ingenting opveier
Tiden Alt hvad Tiden eier.
✂
Ingenting heraf du ►lære,
►Lære Tiden at forstaae,
338►Agte for din største Ære
Af dens Aand at nævnes saa;
Ingenting paa Tidens Tunge
Er hvad Skjalden skal ►udsjunge.
✂
Hør ►Athene da berømme
Ridder-Skaren hærdebreed,
👤Seraphines Kirke-Drømme,
Og 👤Balsores Kjærlighed!
Eet og Alt jeg skulde mene
Ingenting er i ►Athene.
✂
Lad kun ►Ugle-Ungen flyve
Fornem over Kirketag,
Sig i Mosedynd ►fordybe,
Deri finde ►Hold og Smag!
👤Seraphine ei om Smagen
Strides vil paa ►Fastedagen.
✂
Lad kun Andre konstig bygge
Kroppe ►ret med Kjød og Blod,
Mens du tegner from en Skygge
Af hvad dig for Øie stod!
Vi paa Sandheds Legem bygge,
Naar vi tegne troe dens Skygge.
✂
339"Mal du trøstig kun i Vandet!
Tegn kun du i Tidens Vand,
Paa den Øe hvor du er strandet,
Skyggen af dit Fædreland!"
►Vist den skal i Ebbe-Stunden
Findes klar og fast i Grunden.
✂
Vær du kun dig selv en Gaade,
Som en Blomst paa Havets Bund
Aldrig, hvo sig selv vil ►raade
►Vorder Hjerte-Gaadens Mund,
Glimt af Herrens ►Gaade-Kierte
Er det Lys vi har i Hjerte.
✂
Gud ►indaandet har af Naade
►Støvet Gnist af Guddomsliv,
Læse kun vi kan, ei ►raade
Runen► i det ►Skaberbliv,
Kun som Kjærlighedens Gaade
►Støvet føler Herrens Naade.
✂
►Vist i Tidens Morgenrøde
Som et Speil af reent Chrystal
Maatte skues, maatte gløde
Aande-Sjælens ►Gaadehald,
Men ak! den sig lod fordunkle,
Kan i Anelser kun funkle.
✂
Kun med Længsler, rene, ømme,
Blundende i Herrens Fred,
Hjertet kan i Gaade-Drømme
Ane ►Støvets Herlighed,
Og i Troe paa ►Tidens Fylde
See det sig i Glands forgylde.
✂
Kjærlighed er Livets Kilde,
Raabes nu fra Syd til Nord,
Og kun i dens Straaler milde
340Klarer sig den mørke Jord.
Ak, men det er Vellyst ene
Verdens Folk i Hjertet mene.
✂
Troe kun ei at Kjærligheden
Har sit Legeme paa Jord!
Synligt var det kun herneden,
►Der det straalende opfoer,
Og til Det igjen nedfarer,
Kun i Aanden aabenbarer
Kjærligheden sig paa Jord.
✂
Kun naar vi i Troe fortrolig
Favne hvad vi aldrig saae,
Kan i Aandens Gaade-Bolig
Fødes hvad vi ei forstaae,
Fødes hvad, naar Tid bortfarer,
Legemligt sig aabenbarer.
✂
Lad da sig i Troe forklare
Fromme Skjald! din Kjærlighed!
Da skal Aanden aabenbare
For dig hvad du ►end ei veed,
Hvad 👤Balsore heed ►herneden,
Og ►hvorlunde hun ►foer heden.
✂
Da du skal i Vuggen finde
Hvad du aldrig drømde om,
Barnet lege skal derinde
Som du dunkelt ihukom,
Tonen du ei kan frembringe
Skal dit Hjerte gjennemklinge.
✂
Da skal Billeder du tegne
Som har Liv og Kraft og Glands,
Skjøndt al ►Vift fra Himlens Egne
Er kun Luft for Kjødets Sands;
Barnet, som i Hjertet ►bygger,
Leger da i Lundens Skygger.
✂
341Men, o Frænde! bie saalænge!
Hold din Skygge klar og reen,
Om saa hele Verdens Drenge
Raabde efter Kjød og Been!
Selv de svage Glimt og Skygger
Glæde Barnet hvor det ►bygger!
✂
Frænde! tør jeg ►end dig raade!
Spild paa ►Fyrværk ei din Ild!
►Udspind ei din Hjerte-Gaade
Verden til et Skuespil!
Skyggen, der sig vil fordobble,
Brister som en ►Farve-Bobble.
✂
Hvad vil du i ►Brynje-Særke?
Hvad gjør du paa ►Kæmpeval?
Hvad vil Nattergal og Lærke
Lære i den Riddersal?
Vil de ►Minnesangen ►nemme
Som har ret i Kjødet hjemme!
✂
Vil du ►vel i Kampens Bulder
Døve Øret for den Sang,
Fuglen kvæder paa din Skulder
Med saa dyb en Veemodsklang,
Vil du under ►Pandser-Ringe
Sønderknuse spæden Vinge?
✂
Hører du den Røst fra Oven,
Du din Moders sidste Søn!
Hører du det Suk fra Skoven!
Hører du ei Bjergets Drøn!
Kan du slige Røster glemme
Over Døgnets ►Daare-Stemme!
✂
Aldrig lærer du at ►sjunge
Hvad dit Øie aldrig saae,
►Runerne paa ►Sagas Tunge
342Seent du lærer at forstaae,
Hvo som tale skal med Helte
Fødes maae med Sværd ved Belte.
✂
Seer du ei hvor 👤Laura græder
Ved 👤Massaniellos Grav?
Havde han i Fisker-Klæder
Stille stirret dybt i Hav,
Han da havde ►vist i Sundet
Perler til sin 👤Laura fundet.
✂
Stenen vilde han bortvelte
Som i Drømme den kun saae,
Meende ei at Herrens Helte
Røverdolken maae forsmaae,
Vilde sig med Trods i Sinde
Martyr-Navn og ►Krone vinde.
✂
Stakkels 👤Blanca! hvor hun bøder
Haardt for sit Heltindenavn,
Søger, ►i hvor fromt hun gløder,
Frelse i en Niddings Favn,
Var hos Blomsterne hun blevet,
Havde hun som Dronning levet.
✂
Arme Hyrde fra 📌Tolose!
Hvi blev du 👤Al Mahoms Søn?
Medens Riddere dig rose,
Du fortvivler selv i Bøn.
Hvorfor ►blevst du ei hos Hjorden?
Der du ►varst en ►Konning vorden.
✂
👤Ingemann! o hør mig Frænde!
Visselig du farer vild,
Ved paa Pinebænk at spænde
Hjertet til et Sørgespil,
Lader du det længer bløde
Sørger det sig brat til Døde.
✂
343O! gid standse jeg dig kunde
I det dyre Væddeløb,
Vende dig til Bøgelunde,
Og til Rosen i sit Svøb!
Men ak! ►end i Blod du kvæder,
Skaren klapper, Barnet græder.
✂
O! hvor skulde det mig smerte
Om du over Daarers Roes
Glemde Rosen i dit Hjerte:
Kongelige Arvegods,
Eller vided ud den Spæde
Til et Sommerfugle-Sæde!
✂
Nei, o Ven! som Ædelstene,
Bedre end din Skjald sin Ring,
Gjem hvad Tiden og ►Athene
Kalde Tant og Ingenting!
Hvis du taber hvad de vrage,
Ingenting du har tilbage.
✂
Stir paa Rosen i dit Hjerte!
Elsk den i sit grønne Svøb,
Til den under Himlens Kierte
Springer ud i Tidens Løb,
Runer paa dens Blade findes
Om hvad ►Saga ikke mindes.
✂
Runer paa dens Blade stande,
►Ristede af ►Fimbultyr,
Om de gamle stærke Vande
Og om ►Midgards-Ormens Byrd,
Ja om ►Balders ►Bane-Tue,
Og om ►Surturs lumske Lue.
✂
Dog langt meer end slige ►Stave
Gjemmer Rosen i sit Skjød,
Staaer den blye i Herrens Have,
344Er dens Duft ►og mannasød,
Himmel-Perler den ►bedugge,
Skjænke venlig Sang for ►Sukke.
✂
I de Perler aabenbarer
Edens Rose sig med Glands,
Støvets Rose sig ►forklarer
Efter den for Aandens Sands,
Og ►forklaret Rosen svinger
Sig fra Jord paa Fugle-Vinger.
✂ N. F. S. Grundtvig.