998
Et Par Ord om det nys udkomne angelsaxiske Digt.
✂ (Fortsættelse; see No. 60.)
✂ Da var paa Borgene ►Bjovulf ►Skyldingernes Kjærlighed, Folkets Konge, som Olding forlod han Verden, da den ►høie Halfdan fødtes ham. Saaledes begynder Indholdslisten af første Sang i ►Rec. og heri er, paa lidet nær, ligesaamange Feil som Ord, endogsaa een mere end i den latinske Oversættelse. At Oversætteren har anseet ►Bjovulf her og i Indledningen for et Navn paa ►Skjolds Søn, det kunde let skee, skjøndt Man ved nøiere Eftertanke seer at ►Beovulf her, ligesom ►Hrodulf (S. 90) kun er et Æresnavn og at den ►Skjoldungers ►Bjovulf hvormed første Sang begynder er ingen anden end ►Skjold selv; men hvad der er heel usømmeligt, er at ►Hr. Etatsraaden, for at faae Noget sagt om den selvgjorde ►Bjovulf har gjort aabenbar Vold paa Textens klare Ord. Vel ere nogle af Ordene dunkle, men klarlig staaer der, at efter Folks Sigende (►Folcum ►gefræge) ►svunde mange Aar paa Jorden, før efter ►Skjoldungernes ►Bjovulf den ►høie Halfdan opstod, (►onwoc) og det er ingen Ubetydelighed, det er historisk vigtigt om den gamle Skjald opregner ►Skjold, ►Bjovulf og ►Halfdan som Søn efter Fader, eller han siger at der var et langt Mellemrum fra ►Skjold til ►Halfdan, som der efter vore andre ►Oldsagn maae være. Det er ei heller uvigtigt, om Skjalden giver os ►Bjovulf som et dansk Kongenavn, det er af mange Ting klart at han gjør det ikke, men det er ikke vigtigt nok til her at udvikles og jeg vil kun anmærke, at første Sang føier sig paa den meest utvungne Maade til Indledningen naar Man, som Man med god Grund kan, oversætter: nu var da ►Skjoldungers ►Bjovulf, den elskede ►Stolkonge, bisat, og som Man siger, ►henrunde mange Aars Dage, før efter ham den ►store Halfdan opstod*At ►burg, ►byrig, ►beorg, ►biorh, Ord, som alle komme af ►beorgan (bjerge, forvare) maae efter Sammenhængen oversættes snart Borg eller Stad, snart Grav, Gravhøi, ligesom tildeels Bjerg, er Noget, enhver angelsaxisk Historie og Ordbog flux lærer..
✂ 999Ved Smaating og Ordstrid vil jeg ei opholde mig, men kun bemærke, at al Tvist om Navnet ►Hjort paa ►Hrodgars ►Hald nok var en Strid om Keiserens Skjæg, thi deels er jo ►heorth en Hjemstavn (►Heerde) og deels synes det mig klart at ►Hjort i al Fald siges at være Hallens poetiske Navn, ventelig af Ordet ►hiorta (lystig, munter).
✂ Ved Indholden af anden Sang om ►Grændels ►Indbrud i Hallen og de Danskes Sorg er intet Vigtigt at anmærke, uden det, at Skjalden, ved at nævne ►Vig som de Danskes Afgud, forstærker det 👤Ælnothi Vidnesbyrd (Kap. 23) som Man ei har villet ændse.
✂ Tredie og fjerde Sang om ►Bjovulfs Færd fra 📌Gothland til 📌Dannemark og hans Modtagelse af Kystvagten udgjøre et af de mest poetiske Stykker i Digtet og have en ligesaa uventet som indtagende ►odysseisk Deilighed, saa der vel i en Recensjon burde været sagt lidt Mere og Andet om Samtalen, end at Kystvogteren spurgde i en lang Tale hvo de Fremmede vare og hvad de vilde, samt at ►Bjovulf svarede med samme Vidtløftighed, thi ved at læse dette venter Man i det mindste intet inderlig Deiligt at høre. Dog, om Smag og Behag skal Man jo ikke ►tvistes, derimod burde ►Rec. seet at det Fyr Oversætteren lader Kystvagten tænde er et blot forunderligt Hjernespind, da der i Digtet kun staaer at han blev nysgierrig, ►der han saae de Fremmede, ►hine fyrwyt bræc, en Talemaade som i samme Digt (149) oversættes rigtig, et andet Sted (207) derimod heel fortvivlet ved: ►domesticos ensis rabidus subegit, og det er da i dette Digt ingen Sjeldenhed at de selvsamme Ord oversættes paa den meest modsatte Maade, men Sligt skulde dog en ►Rec. see, deraf lære, det ei gik an at stole paa Latinen og ei tillade ►Angari ignes at prange i ►index rerum, naar de ei havde anden Hjemmel. Den Kyndige seer let at det ei er aldeles uvigtigt om den gamle Skjald nævner Fyr eller Bavne som sædvanlige i det gamle 📌Dannemark og det maae forsvare Opholdet ved disse Ord. Ganske urigtigt og ei engang hjemlet i Latinen er den Kundegjørelse af ►Rec. at Kystvogteren bad ►Gotherne forlade Skibene, thi han bød dem netop at blive ved Skibene til de ►finge Bør og kunde atter hjemseile til 📌Gothemark.1000Dunkelt er det derimod hvad der bestemde ►Bjovulf til desuagtet at gaae op i Landet, mig synes her staaer talt om en Guddoms, ventelig ►Hildas, Aabenbarelse i et gyldent Luftskib og at hun lovede Helten baade at beskjærme ham og vogte Skibene, men for ►Vist vil jeg Intet udgive, hvorom jeg selv har ogsaa kun den mindste Tvivl.
✂ Ved den femte Sang som beskriver ►Bjovulfs Sang og ►Anmeldelse hos ►Hrodgar, finder jeg intet Vigtigt at anmærke, men om den sjette som indeholder ►Hrodgars Tale om ►Bjovulf og dennes Tale til ham maae jeg tale et Par Ord. Man lader ►Hrodgar sige om ►Bjovulf at han var kommet med Foræringer og 300 Mand, da han derimod kun siger at Søfolk har fortalt ham om ►Bjovulf, at han havde tredive Mands Styrke, Noget som netop passer til at han kunde brydes med ►Grændel. Hvad Foræringerne angaaer, hvis saadanne forstaaes ved ►gifsceattas, da ere de vigtigere end ►Rec. tænker, thi dette Sted kunde da let blive brugt i en Tvist om, enten ►Gotherne havde ►skattet til de Danske eller disse til ►Gotherne. Videre maae jeg bemærke at ►Recs. ►Slutning fra de 300 Mand til ►Smaaheden af de femten Skibe ►Bjovulf havde, som aldeles ugrundet, bortfalder, at der (S. 36) ei tales om ►Thurser men at kun ►Grændel kaldes en ►Thyrs, og at ►Bjovulf ei vilde have sine herlige Vaaben, ►Velands Værk, med sig i Graven, men bad at de maatte hjemsendes til Kong ►Higelak.
✂ Sjette Sang, som indeholder ►Hrodgars Velkomst er især ►mærkelig for de ►Vilfingers eller ►Vylfingers Skyld som der nævnes, da det efter Regelen (►Vulf for ►Ulf, ►Vord for Ord og endnu i 📌Jylland ►Volle for Ole) maae være de samme som Islænderne kalde ►Ylfinger, og disse maaskee ere de samme som de berømde ►Volsunger. Talen er imidlertid saa kort at den ei kan give Vished, men hvorledes ►Rec. kan falde paa at ved ►Vilfinger skal forstaaes Nordmænd det er mig ubegribeligt. ►Rec. har gjort vel i ei at tilegne sig Modsigelsen i Oversættelsen at ►Bjovulfs Fader overgav sig til ►Vilfingerne for ikke at forfærdes af dem, og drog saa til 📌Dannemark, men at han ei derfor var klogere paa Fortællingen sees deraf at han taler om ►Ægthiofs Krige med ►Vilfingerne og om at ►Hrodgar sendte ►Vilfingerne sin Skat, hvorom Skjalden 1001ingenlunde taler, han siger kun, at ►Ægthjof blev ►Hatholafs Banemand (►hand bonan, see 101 og 186) kunde derfor ei begaae sig hos ►Vilfingerne og maatte flygte til 📌Dannemark. Siden forligdes han med ►Vilfingerne om Mandeboden, ►ⓘ Hrodgar betalde den, og, som det synes, svor ►Ægthiof ham derfor Huldskab og Mandskab, dog er Talen maaskee ►og blot om en ►Gjeldseed, hvilket rimer sig bedst dermed at han synes ►alt forhen at have været ►Skjoldungernes Mand (►ar ►Scyldinga).
✂ Om ottende og niende Sang kunde siges Meget, men da de virkelig tildeels ere heel dunkle og jeg ikke selv endnu er ganske paa det Rene med deres Indhold, vil jeg kun sige, at ►Rec. skulde ei saa rask sige: ►Bjovulf havde gjort et ►Tog til Øen ►Ræmis, derfra til ►Brondingernes Land, hvor han plyndrede en frie Bye og ►ⓘ Bjanstens Søn betalte ham alt; thi det staaer der paa ingen Maade. Hvad ►Ræmis betyder her, vil jeg ikke ►end afgjøre, men at det ikke hører til Holm i næste Linie lærer Grammatik og Sammenhæng uimodsigelig, at det ikke var ►Bjovulf som drog til ►Brondingernes Land det er klart, om det var en ►Bjotal ►Bjanstens Søn vil jeg ikke afgjøre, men at den Betaling ►Bjanstens Søn efter ►Hunferds Mening gav ►Bjovulf ei var at rose af, det er vist, thi netop derover gjør ►Hunferd sig lystig og selv den latinske Oversætter mener vist ved sit ►persolvit hverken Sølv eller Guld. Dette anmærkes kun for at ingen skal lede efter ►Ræmisholm eller mene at ►Hunferd fortalde ►Bjovulfs Seire.
✂ Tiende, ellevte og tolvde Sang beskrive ►Bjovulfs Nattevagt og Kamp med ►Grændel, have meget poetisk Værd, men naturligviis intet egentlig historisk og ere paa sine Steder temmelig dunkle. Dog det kan Man see, at Dronningen ikke efter Kongens Bortgang besøgde Vagten endnu engang, at ►Grændel ikke, efterat have slugt endeel af ►Bjovulfs ►Kiæmper ►fornam at han Intet formaaede mod de Fremmede, og saa galt er det end ikke i Latinen. Naar ►Rec. videre siger at ►Bjovulf forfulgde ►Grændel til Moradserne, og at ►Hel indsluttede den, der blandt Mennesker havde været stærkest, da er det klart at han taler af sig selv, thi hverken i Text eller Oversættelse staaer noget Sligt, der ►og vilde modsige den hele Fortælling; men vel staaer der at ►Grændel var i 1002Fingre paa den stærkeste Mand blandt Menneskens Børn*Det er Oversætterens ►ⓘ inferno captum som gav ►Rec. Anledning til hin slemme Vending; men hvad nytter det at ville rette hvad Man ei forstaaer?. Forunderligt maae det ►og kaldes at ►Rec. tilskriver den uldne Kjortel ►Bjovulfs Helbredelse, thi uden at tale om at samme udentvivl tilhører den latinske Oversætter, er det dog ►vist at han ingen Deel har i dette Uldkjortelens latterlige ►Underværk, thi han siger, som der staaer, at ►Hilda lagde sin Haand paa Heltens Skuldre og at dermed lægedes de. Gjerne tilstaaer jeg at ►Hilda berømmes her ligesaa uforskyldt som Uldkjortelen, men da det nu engang ikke hjelper at fraskrive vore hedenske Fædre Overtroe, tykkes mig Man endogsaa i ►Tvivlsfald skulde heller lade dem fæste Lid til en selvgjort Gudinde end til en ulden Klud, især naar det giælder om at læge blodigt Kjød. At der i vore Dage kan være dem der vente mere Hjelp af en Uldskjorte end af alle himmelske Magter, beviser Intet, thi der er Forskjel paa blinde Hedninger og oplyste Folk.
✂ (Fortsættes.)