↩ ⓘ S. 79-83 drøftes 👤Jakobis Inddeling af Philosopherne i dem, der lade det Fuldkomne udvikle sig af det Ufuldkomnere, og dem der lære at det Fuldkomneste var først. Den første Menings Rigtighed paastaaer 👤Sch. men ►sætter til, at begge kan have Ret og blive enige, naar de sidste ei paastaa at det Fuldkomne var fra Begyndelsen til som Fuldkomment, men kun som en Spire der kan og maa udvikle sig til Fuldkommenhed. At nu det Fuldkomneste ei som saadant var til ►af Begyndelsen skal allerede være klart deraf, at det, i virkelig Besiddelse af den allerhøieste Fuldkommenhed, ingen Grund havde til at skabe og frembringe saamange Ting, hvorved det maatte blive mindre fuldkomment. ►Foran det selvbevidste Væsen maa da, som dets Grund, tænkes en blot Styrke, en Natur som indslutter i sig Spiren til Fuldkommenhed og udvikler den ved sin egen Kraft i en Kamp med sig selv. Denne Natur udbreder sig ved Skabelsen, og Tilværelsen er da Guddommens Selvudvikling. Dette er Meningen, 39tildels med hans egne Ord og til Stadfæstelse kan man læse Side 94. “Gud, eller bestemtere talt, det Væsen Gud er, er Grund i dobbelt Forstand, først er han Grund (Grundlag) for sig selv, for saavidt Han er et moralsk Væsen, thi at enhver Intelligents (Forstand) maa i sig selv have en Begyndelse til sig selv, som er ikke intelligent er ►alt beviist (sagt) i det Foregaaende. Men Gud giør sig ►end til Grund (Grundlag) i det Han giør den samme Deel af sit Væsen lidende, med hvilken han før virkede,” (i det Han skaber Verden af den Natur der var Hans eget Grundlag, og som i sin Kamp udviklede ham som Intelligents, men nu underordnes som Hans Væsens fornuftløse Deel).