↩ Ogsaa 📌Sveits har sluttet sit livlige Tidsrum men værdelig og altsaa skinnende. 👤Gesners ►Idyller og 👤Lavaters Folkesange ere favre Ligsalmer og 👤Johannes Myllers Krønike en stolt Bautasteen. Ligprædiken skulde jeg sagt, men de Runestene staa mig ►end saa nær at de stundom fordreie mit Tungemaal. Efterat jeg dernæst har talt om 👤Pestalozzi, den kiærlige sværmende Mand, som vil indpompe Livsluft i Liget, ►vender jeg Talen ►saa: i mange Maader kan man sige, at 👤Johannes Myller skrev sin Krønike paa 👤Pestalozzis Viis, som da ei heller er underligt, aldenstund de vare samtidige Landsmænd; thi denne Krønikes Kiendemærker ere, en for Udlændinge kiedsommelig, stundom ►smaavurn Vidtløftighed, men ►alt imellem Falkeblik og ►Kiæmpegreb i Menneskets og Tidernes Indvortes. Hertil kommer ►end, et mandigt ►Tungemaal og den Særhed, at en kort Anmærkning mangengang siger meer end ►et heelt Bladetal. Den samme Mand, der saa tit dømmer Mænds ►Idræt og Begivenheders Komme med deres Aarsager, ligesom hans ►Alders selvkloge Daarer, er den Første, som lod Pavemagt, Riddertid, og Korstog, ja den ganske ⓘ Middelalder ske nogenledes Ret. Sin Christendom ►forlorede han halv i Tidens 27Strøm, saa at han endog formastelig tilraabte Folkene: ►Troer fast eller ►troer Intet! og fordømmer saaledes sin egen ►Halvhed, men kostelig taler han mangensteds, naar hans gode Aand raader som naar han til Tidens taabelige Bebreidelse: hvad Ondt skeer, som Præster ei bedrev? lægger det korte Spørgsmaal: og hvad Godt? naar han om de gamle, troeskyldige Kirkefædre melder: af slige Mænd er Christendommen ei opdigtet, naar han taber sig i Beskuelsen af den giæve 👤Luther, naar han klarøiet kalder 👤Kants ►Lærebygning: Forstandens Bankerot, og saa tit foruden, hvilket Alle som oplæres i de boglige Konster, skulde læse hos ham selv, saavel i hans Krønike om 📌Sveits, som i hans ►korte Begreb af Verdens Historie, der, i al sin ►Halvhed, dog er en mageløs Bog.