Om 👤Johannes Myller.
✂ Naar Man læser 👤Molbechs bittre Bebreidelse til mig om himmelraabende Uretfærdighed mod den bolde 👤Johannes fra 📌Schafhausen, denne stærke, herlige ►Røst som raabte i Ørken; da maatte Ukyndige troe, at jeg fiendsk havde forgrebet mig paa ham, at jeg blind for hans Storhed, eller ►trædskelig tavs om den, havde med Lyst uretfærdelig dadlet og haanet ham. Andet veed de som have læst min ►Tale om ham og rolig overveiet, hvordan jeg maatte være sindet imod ham, for at føre en saadan, rolig beskuet det Billede af ham som er afpræget ved ham selv paa Papiret, og dermed ►lignet de Omrids jeg gav, hvor der ikke var Rum til at male. Jeg har ►sjunget engang ved hans Grav, da kiendte jeg ham ikke, nu kiender jeg ham, og kan synge endnu, synge et Kvad med Betydning, giør det vel ogsaa om Gud vil, venlig og sanddru. ►Saa er det sømmeligt; som den Dødes Sanger løftede jeg ►klagelig Røsten, ►der han blev død udbaaren, som Præst hentraadte jeg til Graven og gjorde mit Embede, forkyndte Støvet sin Dom og ►Opreisning. Skal jeg synge igien, da begynder det ►saa: ►nu lade vi ►hannem sove i Fred►, og sjunge om Aanden som rørte sig, blændet men kraftig, i Støvet, men som vi haabe opfoer at kiende og skue. Saaledes hader jeg Schveitseren, og det tør jeg 26sige, at er han der hvor jeg ønsker og haaber at samles med ham, og kunde han høre vor Røst, ►vist skulde han da vende sig bort fra de smigrende Lovtaler og smile vemodig ved mine ►Sandsagn. ►Saa lød min Tale, mine ►velbetænkte, paa Guds Ords, paa Sandhedens Vægt, veiede Ord: (Side 287-292).
✂ Ogsaa 📌Sveits har sluttet sit livlige Tidsrum men værdelig og altsaa skinnende. 👤Gesners ►Idyller og 👤Lavaters Folkesange ere favre Ligsalmer og 👤Johannes Myllers Krønike en stolt Bautasteen. Ligprædiken skulde jeg sagt, men de Runestene staa mig ►end saa nær at de stundom fordreie mit Tungemaal. Efterat jeg dernæst har talt om 👤Pestalozzi, den kiærlige sværmende Mand, som vil indpompe Livsluft i Liget, ►vender jeg Talen ►saa: i mange Maader kan man sige, at 👤Johannes Myller skrev sin Krønike paa 👤Pestalozzis Viis, som da ei heller er underligt, aldenstund de vare samtidige Landsmænd; thi denne Krønikes Kiendemærker ere, en for Udlændinge kiedsommelig, stundom ►smaavurn Vidtløftighed, men ►alt imellem Falkeblik og ►Kiæmpegreb i Menneskets og Tidernes Indvortes. Hertil kommer ►end, et mandigt ►Tungemaal og den Særhed, at en kort Anmærkning mangengang siger meer end ►et heelt Bladetal. Den samme Mand, der saa tit dømmer Mænds ►Idræt og Begivenheders Komme med deres Aarsager, ligesom hans ►Alders selvkloge Daarer, er den Første, som lod Pavemagt, Riddertid, og Korstog, ja den ganske ⓘ Middelalder ske nogenledes Ret. Sin Christendom ►forlorede han halv i Tidens 27Strøm, saa at han endog formastelig tilraabte Folkene: ►Troer fast eller ►troer Intet! og fordømmer saaledes sin egen ►Halvhed, men kostelig taler han mangensteds, naar hans gode Aand raader som naar han til Tidens taabelige Bebreidelse: hvad Ondt skeer, som Præster ei bedrev? lægger det korte Spørgsmaal: og hvad Godt? naar han om de gamle, troeskyldige Kirkefædre melder: af slige Mænd er Christendommen ei opdigtet, naar han taber sig i Beskuelsen af den giæve 👤Luther, naar han klarøiet kalder 👤Kants ►Lærebygning: Forstandens Bankerot, og saa tit foruden, hvilket Alle som oplæres i de boglige Konster, skulde læse hos ham selv, saavel i hans Krønike om 📌Sveits, som i hans ►korte Begreb af Verdens Historie, der, i al sin ►Halvhed, dog er en mageløs Bog.
✂ Er det virkelig med fiendtlig og ►dadlesyg Pen man ►tegner saadanne Ord, er her fortiet hvad der sanddru kan siges til den Hensovnes Pris? er det at haane?
✂ Dog jeg maatte kanske ikke sige hans Feil og Mangler! hvorfor skriver man da Historie, hvorledes skal man give et tro Omrids, og dog kun tegne den ene Side?
✂ Men han var en Kiæmpe og jeg er en Dværg, det er da Formastelse at ►mestre ham! men kan en levende Dværg da ikke ret godt maale en død Kiæmpe, naar han har en ►stemplet Alen? kan en Dværg ikke meget vel male en Kiæmpe, naar han har ►vist Syn og ►tro Haand og rette Farver? Jeg er Christen; jeg er en Dværg i den Kiæmpes Tjeneste for 28hvem al Verdens Kiæmper ►ere Madiker lige, Han har laant mig den Alen, hvormed han maaler sig selv, Han har lært mig at haandtere den, og skulde 👤Johannes Myller være voxet fra den? det er Guds Ord. Med den Alen har jeg maalt ham og ►saa kaldt ham ⓘ ►halv, lad nu andre bevise at den Alen ikke duer, eller at jeg har maalt feil; men Skiældsord bevise ikke det. At male med Ord dertil beskikkede Gud mig, ►der han gav mig ►Skjaldskab, i dens Ord jeg maler skal jeg dyppe Penselen og lade Gud styre Haanden; har jeg brugt fremmede Farver til at male 👤Johannes Myllers Aasyn, eller har jeg ►mænget dem vrangt, eller rystede Haanden? det ►bevise Man! men Skiældsord bevise ikke det.
✂ Har ikke 👤Johannes raabt til Folkene: ►troer fast eller ►troer Intet, thi det lærer Historien kommer ud paa Eet, kun Vaklen eller Halten er fordærvelig. Jeg har ikke hans Krønike om 📌Sveits, og kan derfor ei nemt angive Siden eller anføre mere ordret end de Ord, jeg satte i ►Krøniken, men lad det nægtes at han har talet ►saa: da møder jeg vel Bogen engang, men det behøves ikke, thi det er ikke nægtet, kan ikke nægtes af den som har læst 👤Myllers Bog og veed hvad der staaer. Er det nu ikke en formastelig Tale, saa er der heller ingen Gud til; thi at Han skulde skue med samme Velbehag paa dem der fornægte og bespotte, som paa dem der stadelig i Sindet ære og tilbede ham, det er jo umulig, ►Gud kan ikke nægte sig selv, og ⓘ skulde han da have nægtet sig selv i Historien? Er det ikke vist, at den som i sit Hjerte meente de Ord var en Gudsfornægter, at den som kan 29sige dem har netop betragtet Historien med et halvt Øie. Og ere nu ikke 👤Myllers Krønike om 📌Sveits og om Verden saavelsom hans Recensioner og hans hele Liv ►Borgen for, at han i hine Ord udsagde sin Beskuelse af Historien, at han selv vaklede imellem at tro fast og tro Intet, mellem den barnlige, christelige Tro og Tidens vantro Klogskab, som udleder Alt af de menneskelige Lidenskaber, af Beregning og Tilfælde. Trods maa jeg byde den, som af 👤Myllers Skrifter kan vise det er ikke ►saa, og maa da ikke en Christen sige, at han tit dømte ligesom hans ►Alders selvkloge Daarer? Vil jeg bruge et ikke tomt Ordspil, da kan jeg sige: ja, jeg kaldte ham halv, fordi jeg ikke kiendte ham heel. Men er ikke selv denne ►Halvhed en ærefuld Undtagelse fra de selvkloge Daarer, der ►vare hele i Vrangheden, mon det er af mig en liden Roes at jeg tillægger 👤M. det Syn, at fra Troen udgik alt det Gode i Tiderne, at Christendommen er et af Menneskekløgt uforklarligt Factum, at 👤Luther var en Guds Mand, at Fornuften i 👤Kant ►opgav sin Bo og kun vidste at angive sin Gield, ei Midler til at betale den? Det er ikke at takke mig for, thi de Ord ere ►og hans egne, men det er ei heller at laste mig for, at jeg i Korthed har malet ham med hans egne kiernefulde Ord. Er det Uretfærdighed at jeg har sagt, at alle som holdes til Bogen, burde læse hans Bøger, da maa det være mod Bogen, thi mod Bøgerne og 👤Johannes er det dog visselig ingen. Jeg har sagt, at hans Krønike om 📌Sveits havde en, vel at mærke, for Udlændingen kiedsommelig, ja stundom ►ⓘ smaavurn Vidtløftighed. Er det ikke en unægtelig 30Sandhed, og lader det ikke til jeg har veiet mine Ord, siden jeg ei vilde sige, at Vidtløftigheden var kiedsommelig for Schveitsere; og ere ikke Ordene om Falkeblik og ►Kiæmpegreb, som følge disse lige i Hælene, ►dygtige Vidner om, at jeg ikke agtede Alt for ►smaavurnt. Jeg har kaldt hans ►korte Begreb af ►Verdens Krønike ►halvt, og er det ►heelt? er ►Verdens Krønike fremstilt i Sammenhæng, eller er det ikke lutter Brudstykker, tildels kostelige, dyrebare, men dog Brudstykker; og maa jeg da ikke kalde Bogen ⓘ ►halv? Naar jeg i samme Aandedræt ►siger paa dens Vegne Trods til den hele historiske Litteratur med de Ord: det er dog en mageløs Bog, har jeg ikke talt for høit, for lavt var det ►vist ikke.
✂ Behøver jeg, behøver 👤Molbech, behøver 📌Dannemark nu at skamme sig, om man i Anledning heraf vil sige i 📌Tydskland: saaledes behandler man store Mænd i 📌Dannemark, i hvad Mening man saa end sagde det? Nei, saaledes skulde store Mænd behandles paa hvert Sted, ikke giøres til Afguder og ikke forhaanes, men dømmes retfærdelig ⓘ efter Guds og deres egne Ord med en Sanddruhed, der intet Offentligt skjuler, ei lader sig forblinde af Tilbøielighed, ei kyse af Verden, da ►fik vi engang en Historie hvor Menneskene ►bleve hvad de vare, fordærvede, vildfarende skrøbelige Redskaber, selv de bedste kun Skygger af Guds Billede, og Gud blev Hvad han er, den ene Mægtige, Vise og Gode, hvis Finger holder Tidernes Tømme, hvis Aandepust ►henveirer Slægterne, hvis ►Raad selv hans Fiender maa udføre, ►hvis Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. ►Saa skal 31det være, thi ►saa er det, ►saa siger Han selv: ►Jeg er Herren, det er mit Navn. Jeg vil ikke give nogen anden min Ære eller de udskaarne Billeder min Pris. Og nu et Ord om 📌Tydskland at tale, hvem priste 👤Myller mest, 👤Woltmann eller jeg? 👤Woltmann, hans ►Kynding, hans Ven, som maalte med sin egen Alen; ja skulde jeg ikke af 👤Heerens Lovtale kunde bevise min Doms Gyldighed, forudsat at Guds Ord er Sandhed?
✂ ►Nu lade vi ►hannem sove i Fred►. Jeg har nævnet ham mellem mine Læremestre, min Bog har ei lært Lidet af Hans, jeg har Meget, saare Meget at lære af ham, thi han var, hvad jeg ikke er, Lærd; jeg sidder gierne stille og hører paa ham, thi han forstaaer at røre Tungen, men derfor løber jeg ikke fra ►Bibelen, hvordan han saa peger, derfor betænker jeg mig intet Øieblik paa, hvem der tog Feil, naar jeg veed det var Gud eller Ham; min Mester er 👤Myller i visse Dele, men Gud er hans i alle og til Ham holder jeg mig i den strængeste Eensidighed.