↩ Men siger Man, en saadan Bedømmelse maa Man ikke kalde Historie, det er en Philosophie ►over Historien. Rigtig, Historien er den sandfærdige Fortælling om hvad der er skeet, men det er ikke nok at vide, en Christen søger Viisdom i Historien, ►opleder sin Guds Venner og eftersporer Hans Styrelse, og er nu Fortællingen ikke længere Historie, ikke længere en sandfærdig Fortælling, fordi der tillige fældes en sandfærdig Dom over Mænd og ►Idrætter, fordi Tildragelserne sammenknyttes med objectiv Sandhed ►efter deres Forhold til ►Bibel og Christendom? Men dette Forhold afgiver maaskee ikke Prøvestenen for den objektive Sandhed? Nu vel, saa er 👤Christus og ►Bibelen Løgnere, saa var 👤Christus ikke Guds Søn, saa er Han ikke opstanden. Dette historiske Factum, 👤Christi Opstandelse, forbinder Theologie og Historie ⓘ saa uadskillelig, og her maa Striden staae; thi er den sand, da har Tiderne maattet rette sig efter Ham, og vel maa da deres Betragter rette sig efter Hans Ord, om han vil ⓘ finde Sandhed. Det nytter da slet ikke at ville lade 👤Christi Liv og Lære giælde som et Factum, men, uden Hensyn paa dem, tale om det Guddommeliges Aabenbaring i Tiderne; thi ►Gud kan jo ikke nægte sig Selv, Han kan jo ikke have aabenbaret sig modstridende; har 19Han eengang aabenbaret sig ►øiensynlig i 👤Christus, tydelig i det skrevne Ord, da kan Han ikke have aabenbaret sig ►nogentid, ►uden i den fuldeste Overensstemmelse dermed, og alt hvad som strider derimod, er Diævelens og Løgnens Aabenbarelse, som Gud visselig ►og har styret, men ►vist ikke elsket eller villet at Menneskene skulle elske.