Om ►Krøniken.
✂ Der ligge de, alle de tusinde Gange Tusinder, rørige og levende have de været som vi, men kolde og stive ere de siunkne i Jorden, i Havet, i Ilden, Aske og Støv det ere de ►vordne, de ►Kiæmper i Pandser og Plade, de Konger og Hofmænd i Purpur og Silke, de Møer saa ►væne i Zobel og Maar; de kløgtige Mænd som ►udspeidede Stiernernes Vei, og Tankernes Kredse; de have hersket og kiæmpet, glimret og grublet, men nu er det ⓘ øde; tomt er nu Grublerens Dødningehoved ►som hans, der kun havde Tanke til Faaret og Ploven han fulgte, til Brødet han ►aad med Suk eller Latter; tause ere de Læber hvis Sang, stive ere de Fingre hvis Greb udi Strængen fortryllede hver, som ⓘ dem der vandrede lamme og stumme paa Jorden. Her ►gange vi, men hvad enten vi ►stoltelig løfte vort Hoved, eller vi krumme ►henskride saa sagte, Graven er Maalet, det naaer os om ogsaa vi flygte, og vi skulle vorde til Føde og Spot for Frænder af Krybet som Foden uvidende knuser, eller dog smuldre, vorde til Støv eller Aske, ja det er os ei givet at udgrunde Timen og Stunden, naar vi skal stivne og blegne, Rosen paa Kind som i Lund kan visne mens Solen ►gaaer rundt, Blodet 9kan ►hastelig isne i Vaar og ved Midsommers Tid. ►Bange ere da Menneskets Vilkaar, og hvem kunde undres derover, om den alvorlige Mand sad med hængende Hoved paa Fædrenes Grave, medens den lystige Flok bandt sig en Krands af de flygtige ►Blommer, ubekymret hvad enten den smykkede sig til Grav eller Høitid. Ei er det heller at undres over, om ⓘ Andre satte sig ned ►at beskue i Aanden de Hensovnes Færd, ►at forlyste sit Øie med Billedet af det Forsvundne, om ⓘ de bevægedes til at udfolde det bredt i de skinnende Farver og paa Pergamentet, om han prøvede paa at udstrække sit Liv i en Drøm giennem henfarne Sekler, om han prøvede ivrig at ►skuffe sig med den Tanke, at Dødninge leve, den Stund, deres Navn ihukommes, at ►Krøniken fravrister Døden dog ►Hælvden af Rovet. Det er intet Under, fordi der i Støvet vidunderlig giemtes en Længsel, en Attraa til Liv, som kun faaer Tid til at vaagne paa Jorden, som naar den vaagner ikke kan hvile, før den har ►virket et Slør over Graven, eller ►og lavet sig Vinger til Flugt høit eller vidt saa Grændsen forsvinder.
✂ Men, det er jo en Drøm, den alvorlige Mand som betænker sig ret, han maa jo fornemme, det ei er hans Navn men han selv der maa leve, om Længslen skal stilles, han maa jo fornemme, at kun naar han veed der er Intet at haabe bag Graven, eller at dog ►Undervisning derom er umulig, kun da er det sømmeligt for ham at ►skuffe sig selv, som han snildest formaaer.
✂ Skal da en Mand have Ret til at afmale henfarne Tider, kun for at male, da maa han væ10re en Hedning, og da maa det være en Hedning umuligt at lære en virkelig ►Udgang fra Døden og Indgang til Livet; men om den kan findes veed jo dog Ingen, saalænge han aander. Uimodsigeligt synes det da, at haver Nogen taget sig for at fortælle kun for at svælge i Tiderne, da har det været fordi han vilde hellere glemme end redde sig selv.
✂ Dog, naar vi kiende til Menneskets Vilkaar da veed vi, der er Noget som driver vort Øie tilbage, Noget som lader os ahne, at ligesom vi udgik af Fædrenes Lænder, og ere da knyttede synderlig til de Hensovne, kan vi ►og kun i Forening med dem forstaa os paa Livet. Naar Tanken om Død oprinder hos Barnet, da tyer det sorgfuldt til Fader og Moder at spørge om Raad, og har vi et barnligt Sind da vandre ►og vi til de nedsiunkne Grave og lytte om ikke en Røst vil opstige om Menneskets Udspring og Vilkaar og Fædreneland. Det er os en Trøst, at saamange før vi have ►vandret i Mørket, og vi vente da vist i det mindste at høre, hvordan de betragtede Livet og Døden, om der var Ingen iblandt dem, som kunde smile ved Graven og vidste Beskeed om ⓘ deres Vilkaar. Vi lytte ei heller forgiæves, der er ikke tyst over Graven, der høres en Røst og ►Krønike maa den vel kaldes, thi det er jo, ►som Tiderne talte. Dog, at forkynde sin Fødsel mægter ei Tiden, saalidet som Barnet, kun om en ►underlig Ting kan den vidne, at mellem Flokken som drev eller løb giennem Livet, sank som Umælende, styrtede blinde, forvovne, vandrede sagte en Skare, venlig og blid som om de fulgte en ven11lig og vinkende Stjerne, og naar de skulde udsige dens Navn, da kaldtes den Tro, Tro paa den Ene som Himlen og Jorden forkynde, Tro paa hans Naade ►for Støvet, ja paa et hemmeligt Slægtskab med ham, ►Borgen for Liv, som Hans Naade for Glæde. Intet Under at vi da gierne vil høre om dem, og har vi annammet den Tro, da maa vi ofte ►undløbe af Vrimlen hvor den kun fristes og spottes, tye til de Gamle i Aanden, knæle hos dem med foldede Hænder, ydmygelig Bøn til den Gud, som kan ►størke og trøste og lede, til Ham, hos hvem der er ►Udgang fra Døden; tale med dem alt om deres Daad og Bedrift, om hvad det er at vandre for Gud, eenfoldig, retsindig, om hvortil Livet skal ►nyttes saalænge vi røre os her. Underligt er det da ikke om Nogle iblandt os fornemme den Drift at afmale de Herliges Levnet til Mønster og Speil, giennem deres ►Idrætter forkynde for Verden den Tro som vi vide allene kan lyse og ►størke og frelse, men ►og kan vi drives til at afmale dem, der nægtede Troen, hadede Lyset, ►trodsed mod Himlen, spottede Dyden, ►trængte dens Venner; men kan vi venlig afmale dem, om de ►og vare smykkede, glimrende, og herligt udrustede, eller mon ikke vor Harme og Vrede maa blusse mere og mere ►eftersom Gaverne vare, der brugtes saa ilde, ►eftersom Feiden og Trodsen mod Gud og Hans Tienere var. Maa ei hver troende Mand, som troer paa ►den levende Gud udi Himlen, som troer paa ►Hans Lov i vort Hierte, paa ►Regnskab og Dom, være eensidig, holde med dem som vare Guds Venner, stride mod dem som vare Hans Fiender? 12Kun en Ugudelig, som vilde trodsende paastaae at Kraften og Kløgten kan udsone Brøde, ⓘ at Gud ►kan fornægte sig selv, kun han kan tale uden Harme og Vrede.
✂ Hidtil var Talen om ►Krøniken kun som en sanddru Tale om Mennesker med ►ⓘ Sandsadskillighed, men er det Sandhed, at Gud er til over Alle og i dem Hans Lov, da kan Han ►ei have ►ladet sig selv uden Vidnesbyrd; som Sandhedens Fader og Ven maa Han have aabenbaret sig i Tiderne, men det kunde ei ►kiendes dersom hvert Menneske levede adskilt for sig, da vidste kun hans egen Aand hvad der var i ham, kun i sig selv kunde han fornemme Guds Vidnesbyrd. Dog ved ►Forplantelsen skabtes ►Selskaber, der opstode Folkefærd og en Vexelvirkning, hvori Menneskets Indvortes ⓘ maatte aabenbares, Sandhedens og Løgnens Tjenere maatte arbeide paa at udbrede de Riger, til hvilke de hørte, og Guds Forsyn maatte aabenbares i hvert Folkefærds Levnet. ⓘ Endelig, naar de ►adskillige Folkefærd atter ►kom i Berørelse, maatte disse staa som ►Kiæmper for Sandhed eller Løgn, og i deres ►Handler maatte Guds Finger end blive synligere. Endelig kan vi betragte alle de Mennesker der ere samtidige som en Enkelt, som en Slægt, vi kan tage flere Led som nærmest høre sammen, og da formindskes Tallet af de Handlende til nogle faa, Tidsalderne staae for os, og i disses Modsætning maa Guds Forsyn tydeligt sees, thi Øiet ►adspredes ikke, i det Enkelte kan Seier og Tab, Synken og Stigen tit være kun tilsyneladende, ligesom de smaa Hjul i et Driv13værk gierne kan dreie sig i en, som det synes fiendtlig Retning og dog befordre det Heles Gang. Skulde da et Menneske ⓘ af sig selv finde Guds Styrelses Mærker i Tiden, da maatte han, som 👤Tyge Rothe, see bort fra de enkelte Menneskers, de enkelte Folkefærds, enkelte Tidsaldres Liv, tage Aartusinder for sig og betragte, hvordan Tidsaldrene ►droges med hinanden, da maatte han se Noget, som stærk bekiempet, tit som det lod, overvundet, og forjaget, altid kom igien, kom seierrigt, herligere tilsyne paa vidunderlige Maader, og dette Noget maatte være Sandhed, thi kun den er evig og fuldstændig, saa maatte dets Seier være Guds Aabenbaring, thi Gud er Sandheds Fader og Kilde. Gik han nu efter denne Opdagelse i Labyrinthen ⓘ og adskilte nøie Sandhedens Tienere og Bedrift fra Løgnens, da var det vel ikke sagt, at han altid kunde udfinde hvad hver Strid havde bidraget til Sandhedens Seier, men derfor var det ham ►ligevist, at de havde bidraget, han stirrede fast paa de Punkter, hvor Sandheden ►øiensynligt seirede og betragtede nu alle de mindre Tildragelser i deres Forhold til den store, og naar han fandt at de havde forberedet og fremhjulpet den, da var han vis paa at have forstaaet dem ret, om end ikke ►fuldelig.
✂ Kaste vi nu et Blik paa Tiderne, da see alle Øine, skarpe og svage, onde og gode, de som søge Løgn og de som søge Sandhed, Noget, som Ingen kan nægte, uden at nægte baade det Forbigangne og Nærværende, uden i latterlig, afmægtig Trods at bespotte Sandheden, de see en Punkt, 14hvor Tiderne vende sig, hvor noget fremtræder i Kamp mod den ganske Verden og seirer, ⓘ han seer det i en Række af Aarhundreder ►at bekiæmpes, forfølges, hades, som det ►lader, ►ⓘ forsages og undertrykkes, men det reiser Hovedet igien og seirer forklaret. Det maa være Sandhed, dersom der er Sandhed, ►det er, dersom Noget er til, thi uden Sandhed er Intet, Løgnen er kun en Snyltevext der ⓘ kun trives ved at stiæle dens Safter. Dette Noget er Christendom, hvo som tør nægte det, han komme frem, og jeg skal gjøre ham til en Løgner, ad hvem Børn skal pege Fingre, for hvem de Gamle skal grue, som for en Diævel. Var der nogen Tidsalder som kunde synes at vidne imod, da er det ene og allene den nærværende, da Christendoms Undergang er forkyndt dristelig og tykkes saa ►rimelig, men mærker det dog hvilket ►Herresprog den fører igiennem en af sine ringeste Tjenere; mon ikke den næste Tidsalder skal sande, at Gud igjen har beseiglet sin Søn og Hans hellige Lære, kanske ere vi blevne til Støv før det sees, men ►det er ikke heller vor Kraft, det er Guds som skal aabenbares.
✂ Dog, lad det nu staae, lad dem kun stride mod 👤Christus og bespotte Hans Navn og Ord, som mene, ►de kan stampe mod Braadden, de skal nok lære, det er haardt. Men spørge vil jeg, om den som tilstaaer at have Øie for Christendommens underfulde Virkninger i Tiden, er enig med sine egne Øine og med Sandheden, naar han tilføier, at Christendommen maa ansees som et blot Factum, der ei har med Historiens Behandling at giøre, ja 15at paastaae den har ikke aabenbaret sig som Strid. Det Sidste er jo ►aabenbar usandt; at 👤Christus ►ret egenlig streed sit ganske Liv, at hans Lære blev bestridt og har stridt i atten Aarhundreder, det er jo den unægteligste, den uimodsigeligste historiske Sandhed, at Sandheden maa bestrides og stride, det er jo dog ligesaa umiddelbar vist, som at der er Løgn til. Hvad skal da her den Tale om Christendommen som den høieste Kiærligheds Lære? skal Sandheds Ord elske Løgnen, eller har det nogensinde, kan det elske Løgnen, maa det ikke hade og bestride den, dersom det ei selv vil vorde Løgn, som det hverken kan eller vil?
✂ Hvad skal da den Tale betyde om det Guddommeliges rolige, fredelige Aabenbaring i Tiderne, hvad er det andet end tomme Ord, ►naar ⓘ det ei er et Udsagn af 👤Schellings og alle Naturfilosofers og Pantheisters bespottelige, fordømmelige, løgnagtige Lærdom, at der i Grunden ingen Forskiel er paa Sandhed og Løgn, at disse ei ere de evige, uforsonlige Fiender, som hvert Menneske veed de maa være? Af 👤Molbech ere vist saadanne Udladelser kun ubetænksomme; men i en saa vigtig Sag skulde han betænke sig bedre.
✂ Naar da en Christen skal skrive Historie da kan han aldrig betragte nogen Tildragelse uden at efterspore dens Forhold til Christendommen; Christendommen maa han lade være alle Mænds og Tiders Dommer, thi Christendom og Sandhed ere jo ei to Ting men een, og her se vi hvad der bør forstaaes ved Historiens objektive Sandhed, almeengyldige Fremstilling. Enten var 16👤Christus en Løgner ►da Han kaldte sig Sandheden, ja, enten var Gud selv, som vidnede med Ham ved underfulde Gierninger, ved Opstandelsen fra de Døde og ved Hans Lærdoms Seier; enten ere de Løgnere Een i Begge og Begge i Een, ►►eller ogsaa 👤Christus har al Dom, ogsaa for saavidt Han er ►Menneskens Søn,► at ►enhver som ikke vil tro paa Hans Navn, er allerede derved dømt, og ►Dommen er denne, at Lyset er kommet i Verden, men Menneskene elskede mere Mørket end Lyset, fordi deres Gierninger vare onde. Hvem kan da forlange at en Mand som troer at ►Gud udsendte sin Søn i Tidens Fylde, alligevel skal betragte Christendommen som et Factum der ikke af Gud er forberedet i de forrige Tider, beseiglet i de følgende? Hvem kan forlange at en Christen som maa tro af ganske Hjerte at 👤Christus ►er Sandheden og Veien og Livet, at det ene er i Hans Navn vi kan frelses, hvem kan forlange at han skal tale venlig om 👤Christi Fiender, ►ligegyldig om dem og deres ►Idrætter, som fornægtede og bespottede Ham, som fordreiede og forvanskede Hans Ord, vildledte Menneskene fra deres Frelser og Saligheds Grundvold. Jeg siger det høit og frit, den som forlanger saadant, hvo han end er, han er ingen Christen, han teer sig som 👤Christi, som Sandhedens Fiende. Det er da kun Spørgsmaalet, om vi kan i Tiderne adskille 👤Christi Fiender fra Hans Venner; med endeel er det nemt, thi de som nægtede og bespottede ham, eller forfulgte Hans Troende, bestrede Hans Ord, ►og de vare 17dog vel hans Fiender, saalænge de gjorde det, de vare dog vel Løgnens Apostle, dersom Han er Sandheden, dem maa dog vel Sandheden dømme. Videre kunde vi ikke gaae, dersom der ei var en Bog fuld af Sandheds Ord, en Bog som giemmer mangt et 👤Jesu Ord, ogsaa dem, hvormed Han udtrykkelig har givet Bogen Vidnesbyrd som Guds Ord; men den Bog, ►Bibelen, har vi, den maa en Christen tro som ufeilbar, guddommelig Sandhed, og kan han da vende Øiet fra den naar han leder efter Sandhed i Tiderne, fra den der netop er Tidernes Lys, netop er Historien om, hvorledes Sandheden aabenbares i Ordet og Ordet i Kiød; som netop lærer, hvorledes 👤Christi Komme forberedtes, 👤Christi Komme, der saa ►øiensynlig har bestemt den følgende Tids Gang. Hvem tør nu sige, at ►Bibel og Historie ei have med hinanden at giøre; hvem som sagde det, efter at have betænkt sig, løi jo imod Sandheden, den soleklareste Sandhed, thi har Christendommen Noget med Historien at giøre, som kun ►en Rasende kan nægte, er Christendommen bygget paa ►Bibelen, som jo ►og er unægteligt, er Christendommens og ►Bibelens Sandhed noget aldeles uadskilleligt, da maa vi jo lade ►Bibelen veilede os i Tiderne, som igiennem Verden, da maa vi jo behandle Enhver som 👤Christi og Christendommens Fiende, som har angrebet ►Bibelen, som har nægtet dens Ufeilbarhed, fordreiet eller foragtet dens Ord; det kan ikke være anderledes, thi er ►Bibelen Sandhed, da ere alle dens Modstandere Løgnere, og kan Sandheden elske Løgnen, kan deres Tjenere forliges?
✂ 18Skal altsaa en Christen skrive Historie, da maa han skrive den bibelsk, kalde al Lærdom som strider mod ►Bibelen ligefrem uden videre Beviis Løgn og Vildfarelse, lade ►Bibelen dømme Mænd og Tider, thi ene den har Ret dertil, den er 👤Christi Statholder paa Jorden.
✂ Men siger Man, en saadan Bedømmelse maa Man ikke kalde Historie, det er en Philosophie ►over Historien. Rigtig, Historien er den sandfærdige Fortælling om hvad der er skeet, men det er ikke nok at vide, en Christen søger Viisdom i Historien, ►opleder sin Guds Venner og eftersporer Hans Styrelse, og er nu Fortællingen ikke længere Historie, ikke længere en sandfærdig Fortælling, fordi der tillige fældes en sandfærdig Dom over Mænd og ►Idrætter, fordi Tildragelserne sammenknyttes med objectiv Sandhed ►efter deres Forhold til ►Bibel og Christendom? Men dette Forhold afgiver maaskee ikke Prøvestenen for den objektive Sandhed? Nu vel, saa er 👤Christus og ►Bibelen Løgnere, saa var 👤Christus ikke Guds Søn, saa er Han ikke opstanden. Dette historiske Factum, 👤Christi Opstandelse, forbinder Theologie og Historie ⓘ saa uadskillelig, og her maa Striden staae; thi er den sand, da har Tiderne maattet rette sig efter Ham, og vel maa da deres Betragter rette sig efter Hans Ord, om han vil ⓘ finde Sandhed. Det nytter da slet ikke at ville lade 👤Christi Liv og Lære giælde som et Factum, men, uden Hensyn paa dem, tale om det Guddommeliges Aabenbaring i Tiderne; thi ►Gud kan jo ikke nægte sig Selv, Han kan jo ikke have aabenbaret sig modstridende; har 19Han eengang aabenbaret sig ►øiensynlig i 👤Christus, tydelig i det skrevne Ord, da kan Han ikke have aabenbaret sig ►nogentid, ►uden i den fuldeste Overensstemmelse dermed, og alt hvad som strider derimod, er Diævelens og Løgnens Aabenbarelse, som Gud visselig ►og har styret, men ►vist ikke elsket eller villet at Menneskene skulle elske.
✂ Men siger Man, hin Guds Aabenbaring i 👤Christus og ►Bibelen maa dog kun hypothetisk (tvivlsom) opstilles som Prøvestenen for Guds øvrige Aabenbarelse i Tiderne. Altsaa, en Christen skal tvivle om sin Troes Sandhed, eller Verden til Behag lade ►som han tvivler. Andre skal have Lov til, ►trodsende paa egen Indsigt og Forstand, at fortælle os hvad der er Historiens objective Sandhed, hvor Gud har aabenbaret sit Forsyn, sin Velbehag og Vrede, men en Christen som troer af ganske Hierte, som er urokkelig vis paa, at 👤Christus er Sandheden og Tidernes Gud, maa ikke fremstille Tidernes Gang paa Hans Ord med Vished og Tillid? At Verden ikke kan lide det, ja det er begribeligt, den hader 👤Christus og hvert Vidnesbyrd om Ham, men skal en Christen fortie eller lade ►som han betvivler Sandheden for at tækkes Løgnen? Det kunde være nok at svare med gamle 👤Claudius: de (👤Christi og ►Bibelens Fiender) tie jo ikke, hvorfor skal vi da tie? Men videre: har ikke Christendommens Fiender netop i vore Dage med ►den frækkeste Pande fremstillet Historien som et Vidnesbyrd mod 👤Christus, og viist, at det meget godt gaaer an at fordreie og forvan20ske Facta, ja at det saaledes ene er muligt at skiule Historiens Vidnesbyrd om 👤Christo; og nu skulde en Christen ikke have Lov til at fremdrage Vidnesbyrdet, ⓘ at fortælle Facta; det, sandfærdig at vise hvorom de vidne, eller han skulde tilstaae at den eneste sande, (den christelige forstaaede) Historie ingen Historie er? Ja ►bie til han giør det; ►bie til en Christen kalder det Ret!
✂ Men, heder det, i al Fald er Lutherdommen kun en Side af Christendommen; efter det lutherske System kan da Fremstillingen ikke skee uden at Reformerte og Chatoliker ogsaa maatte have Ret til at fremstille den efter deres Systemer, og hvor blev da den objective Sandhed, den almeengyldige Fremstilling? ►Konsten heri er det ikke værdt at efterspore, men spørge maa jeg: dersom Lutherdommen kun er Christendommens ene Side, hvor er da den anden? Jeg kunde spørge, om Gud ikke vidnede ►med 👤Luther; men jeg vil giøre Striden kort og spørge: hvad er Lutherdom? 👤Luther havde intet andet System end: tro paa Christus! tro ►Bibelen i sin ligefremme, ordrette Mening! det er altsaa Lutherdom, og er det ikke Christendom til alle Sider? Maa nu ikke enhver christelig Fremstilling af Historien ogsaa være luthersk, naar 👤Luther kun protesterede imod al Forvanskning eller Fordreielse af ►Bibelen? Ja vilde Man kalde ⓘ alt det Lutherdom som er offenlig sagt og skrevet af Dem, der kaldte sig 👤Luthers Disciple og Efterfølgere, da vilde den Fremstilling af Historien som derefter blev givet, ►vist nok blive saare ukristelig, ja i den sidste Tid har Man netop villet partere Chri21stendommen saa den paa sin ene Side skulde slæbe sig hen ad Jorden ned i Graven, men er det 👤Luthers Skyld? Holder jeg med dem, eller kan det bevises, at jeg endog kun paa et eneste Sted har dømt efter et menneskeligt System imod ►Bibelen? Indtil det skeer maa jeg erklære det for slem Usandhed, at jeg har givet en luthersk Fremstilling, der ikke er netop en bibelsk. Men ►med det Beviis har det ingen Nød, ►hvem der elsker 👤Luther og tør tilegne sig hans Sind, elsker ogsaa 👤Christus og sin ►Bibel for høit til, vitterlig at vige et Haarsbred fra dens klare Mening.
✂ Men, om det nu ogsaa var Ret at fremstille Historien christelig, og derom kan da vel ingen Christen tvivle, hvad skal da den kiedsommelige Pegen, hvad skal de lidenskabelige Udraab til? passer det sig i en Historie, kan Man fortælle og disputere paa eengang eller ►lader der kiønt at afvexle hvert Øieblik, er det ikke omsonst at pege paa Solen for den Blinde, og overflødigt for den Seende?
✂ ►Saa siger Man, noget Lignende har endog en christelig Præst sagt, her er mit Svar:
✂ Dersom jeg skrev Historie i en ►Alder, da det ansaaes for afgjort, at Christendommen var sand, at altsaa Historien nødvendig maatte vidne derom, da vilde det være en glædelig Syssel, i jævn eenfoldig Tale at udfolde Tidernes Billede og lade det selv tale, men da maatte jeg enten holde mig til Fædrenelandets Historie, som jeg udentvivl da ►og gjorde; eller, vilde jeg skrive om ►Verdenskrøniken, da i tykke Bøger; selv i en saadan Tid maatte 22jeg, naar jeg vilde give ►et kort Begreb af Krøniken og den christelige Synsmaade ⓘ ei ►alt havde i et udførligt Værk taget Historien i Besiddelse, nødvendig pege mangen Gang, hvis jeg vilde forstaaes, ja hvis jeg ei vilde volde ►Misforstand.
✂ Men nu i en Tid som denne? Jeg har tænkt meget paa at skrive en Krønike om 📌Dannemark og 📌Norge, jeg vilde saa gierne glæde mig selv og andre med en trohjertig, christelig Fremstilling af Fædrenes Liv, og glemme, at der vare andre Uchristne til end de, der beseirede, ►smuldne i Jorden. Visselig, den Pegen kan vel stundom kildre Forfængeligheden, men en Christen hader Forfængeligheden ligesaavel hos sig selv, som hos andre, og det ►kieder ham ►mangengang; en Christen elsker Hvile, og strider kun for at naae ►den store Hvile som er beredt for Guds Folk, og skulde han da ikke langt hellere hvile end stride, ►under Fædrenes Ihukommelse. Jeg siger det frit, kun en Historie, hvis Forfatter kan glemme alt det Nærværende og leve med Gud og de Fromme i de henfarne Tider, kun den kan vorde hvad den bør og Mønsteret have vi i ►Bibelen. Indtil det lutherske Tidsrum svævede selv i mit ►korte Begreb det Mønster mig for Øie, og Spor deraf maa vel findes; men ►der jeg kom til 👤Luther, maatte jeg med ham ►►omgjorde mine Lænder til Strid, og hvilken Christen maatte ikke det i vore Dage? Jeg havde maattet det fra Begyndelsen, naar jeg havde tegnet meer end de alleryderste Omrids, jeg har selv omhandlet Sagen i min Fortale og viist jeg vidste, hvad man vilde dømme. Paa en Tid, da selv de Bedre have 23en uchristelig Synsmaade for Mænd og Tildragelser, er det da muligt at fremstille i Korthed Billedet af nogle Aarhundreder fra en christelig Standpunkt og dog blive forstaaet, ja ei blive grovelig misforstaaet, uden at pege tidt og tydelig? Er jeg ikke alligevel blevet saare misforstaaet, og dog skulde det være unødvendigt, overflødigt at pege? For de Blinde hjelper det ►vist nok ikke at pege, men nu ere Menneskene kun blinde fordi de lukke Øinene, eller har ►Dunster for dem; skulde det da være unødvendigt at ►blæse ad de ►Dunster, at raabe: luk Øinene op! ►vaagn op Du som sover, at 👤Christus kan lyse for Dig! Jeg mener det er nødvendigt med Historien, som med ►Bibelen, at pege ►ret tydelig i den starblinde Tid; om det vil hjelpe, ►staar til Gud og den! Jeg ringeagter heller ikke dem Man kalder Tosser og ►Svaghoveder, tit ere de klogere end de høilærdeste, jeg er selv en Tosse og ►et Svaghoved, og kan jeg ved min Pegen ►vise nogle af de allersvageste, allersygeste hen til Ham som er min Læge, til Ham, hvis ►Kraft fuldkommes i Skrøbelighed, da maa de Høilærde gierne foragte mig, det er ►saa deres Vane at foragte det som mere er: Guds Viisdom, som om det var ►Daarlighed; det vidner baade 👤Jesus og 👤Paulus. Med det Samme ere mine lidenskabelige Udbrud forsvarede, thi det er kun stærke Aandedrag til at blæse ►Dunster bort. Hvo der i den lutherske Menighed, som den nu seer ud, kan skrive om det lutherske Tidsrum og tænke paa at male til Øienslyst, ja endog til behagelig Betragtning, han er ikke Christen. Nei et Billede af Kampen, af Seieren, først Sand24hedens og saa Løgnens, det maa han male og ønske at kunne indgyde hver Beskuer, den Sorg og Nidkiærhed der ►græmmer og opfylder ham. Til Kamp for det stjaalne Klenodie, til Korstog mod alle vor Herres 👤Jesu Christi Fiender i os og udenfor os ►under Saligheds Hjelm, med Aandens Sværd. ►Os hører det til at kiæmpe; naar vi da ere ►indgangne i Hvilen, lad da vore Børn eller Børnebørn forlystes ved at male under Aandens Hvile et kvægende Billede af de henfarne Dage! de kan det, de vil det, mon de vil takke os i Graven, fordi vi ►stødte i Basunen, isteden for at hendrive den sidste, dyrebare Time med at male for Ingen. Det skal være min Glæde, om alle de der ►lægge min Bog maa ►lægge den med Sorg over det gruelige Øde den maler, thi naar de da alvorlige skue omkring sig og mærke det Øde, det Mørke der er her, at det er ikke mig men Løgnen, Guds Fiender, som have koglet det frem, da skulde de harmes, brænde, bedrøves som jeg, ►sukke til Herren om Lys og om Kraft og da ►gange ►mandelig frem udi Striden, visse paa Seiren, være ►Guds Medarbeidere til at ►Lyset igien kan ►udskinne i Mørket, at den sandfærdige Krønike om hundrede Aar kan ende med glædelig Skildring af Sandhedens Seier. ►Saaledes kunde jeg ikke ende uden at lyve mod ⓘ Sandhed. Herligt, glædeligt var det ►alt for mig og vist for Flere at jeg turde ende med hellige Varsler, at et Lysglimt fra Bjergene skiød sig giennem Natten paa den mørke Scene, det er Glimt af ►den Stjerne som ledte de Vise fra Østen.