↩ At jeg nu maa finde mig i at dømmes som et dadlesygt, ukiærligt Menneske er ►ligefrem; saaledes har ventelig Pharisæer og Skriftkloge dømt om 67👤Jesus selv, og ►en Tjener er ikke bedre end hans Herre; ►saa har Verden dømt om alle Guds Ords frimodige Tjenere, derved maa jeg da ikke krympe mig, men trøste mig ved, at Verdens Venskab er Guds Fiendskab, trøste mig ved den Vished, at ►►enddog jeg ingenlunde har ►grebet det, har der dog aldrig været mere Kiærlighed i mit Hjerte baade til Gud og Næsten end just siden jeg ansees for ukiærlig, og med Guds Hielp skal baade min Omgiængelse og min Maade at stride paa bevise, at Kiærligheden ikke tager af, men voxer ►alt som ►det nye Menneske i 👤Christo Jesu. Lad saa Verden murre og knurre: den kan jo ikke andet, den veed ikke hvad det er at elske Gud og Næsten, den forstaaer kun at elske Verden og sit Kiød og hvor denne Kiærlighed ikke vises, mene de, der maa være Bitterhed og Had og Kulde. Nu Had er der ►vist nok, et brændende, uudslukkeligt Had til alt Ondt, til alt hvad der staaer Gud imod, og vil fordærve Menneskenes Sjæle, men det Had har Gud selv i allerhøieste Grad, netop fordi ►Han er Kiærlighed, og er der Godt og Ondt til, da veed jeg visselig ikke hvorledes Man skulde elske det ene, uden at hade det andet, Man maatte da ville ►tiene to Herrer, men det siger 👤Jesus gaaer ikke an, man maatte være lunken, hverken kold eller varm, men da siger 👤Jesus: ►jeg vil udspye Dig af min Mund; og hvem som har ►fornummet hvor godt der er hos Ham at være, lader sig vist heller udspye af Verden, om han ikke er den største blandt Daarer.