↩ Hvorvidt nu 👤Jacobi har Ret til denne Beskyldning, er vel klart, er ►den Atheist som nægter en evig uforanderlig, levende Gud, da er 👤Schelling det efter hans egen klare Bekiendelse, er det derimod Tro paa Gud at mene der engang kan blive en personlig Gud færdig, naar Videnskaben arbeider dygtig som Naturfilosophie, da vedkiender 👤Sch. sig en Saadan. Man seer lettelig at 👤Schellings Grundlag for Gud, som af den vaagnende ⓘ Intelligents underordnes til en Verden, 41er i Grunden hverken meer eller mindre end Grækernes gamle ►Nat og alle de Gamles ►Chaos, kun ►lidt forklaret; Naturen forguder sig efterhaanden igiennem Mennesket efter et nødvendigt Mønster (Urbillede) og vil man kalde dette Gud kan Man jo gierne, men levende, personligt kan det ikke være; det er en reen Intelligents hvis Liv og Styrke er i Naturen. At Naturfilosofien aldrig kan mene der er nogen egenlig Forskiel mellem Godt ⓘ og Ondt følger af sig selv; vil Man kalde ⓘ den Kraft, som under Giæringen lægger an paa at hindre det ►Aandiges Udvikling, men netop derved befordrer den og er ligesaa nødvendig til Livsprocessen som den modsatte, vil man kalde den ond, o ja, men det er dog kun Spøg, at hade den, at sørge over dens tilsyneladende Seier, det falder ikke Naturfilosofen ind. Sin nødvendige Tænken kan Ingen ►for, siger 👤Schelling, sin nødvendige Synden ikke heller maa han ►nødvendig lægge til, ja at Gud selv synder er hans alvorlige Paastand.