↩ Side 112. “Fornuftens rene, umiddelbare Viden kan kun være en Viden som beroer paa dens absolute Lov, en Erkiendelse af ⓘ Modsigelsen eller det Endeliges og Uendeliges absolute Eenhed, som det Høieste. Denne Viden er vel forsaavidt ogsaa en Erkiendelse af ⓘ Gud, som hin absolute Eenheds (det sig selv ⓘ Modsigendes) Væsen allerede ►implicite (i Muligheden) er Gud, eller bestemtere at tale, det samme Væsen som ►forklarer sig til den personlige Gud, men en 40Viden om, en Erkiendelse af den personlige Gud kan den dog ikke kaldes; ikke heller har jeg udgivet den derfor, men udtrykkelig ►lært det Modsatte. Jeg sætter Gud som det Første og Sidste, som ►A og Ø, men som ►A er Han ikke hvad Han er (ⓘ vorder) som ►Ø, og forsaavidt Han kun som dette (som det ►udkommende ►Ø) er Gud ►sensu eminenti (i høiere Forstand end Alting er Gud) kan Han ikke allerede som hiint være Gud i samme Mening, eller strængt talt kaldes Gud, det ►maatte da være at Man sagde udtrykkelig, den uudviklede ⓘ Gud, ►Deus implicitus da ►Ø er ►Deus explicitus.