Molbechs erklæring
✂ 👤Molbech blev ganske rasende over Krønikens Gienmæle. Til 👤Kamma Rahbek skrev han, at han ønskede at finde en måde, hvorpå han uden bitterhed kunne fortælle, hvor meget Grundtvig “har krænket mig, og at jeg i Fremtiden ikke vil have det Mindste at giøre med ham [...] Med vort Venskab er det ude” (►Molbech & Rahbek 1993, s. 205). 👤Kamma Rahbek svarede, at det var, som om Grundtvig “slet ikke mere veed, hvad der skikker sig, og har bidt Hovedet af al Skam” (s. 207).
✂ Den 24. juli indrykkede 👤Molbech ►“Erklæring til den læsende Almeenhed” i ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, se faksimile. Heri gjorde han det klart, at han anså videre debat med Grundtvig for nytteløs, da Grundtvig var så sikker i sin sag: “Sandhed er, at mene og troe som Grundtvig. Der gives ingen Religion, ingen Philosophie, ingen Historie, uden hans – thi: alle tre indeholdes i ►Bibelen” (►1813c, sp. 929 f.). Andetsteds omtalte 👤Molbech sarkastisk dette som “den Grundtvigske infallibilitet”, dvs. lig den pavelige ufejlbarlighed (►Molbech & Rahbek 1993, s. 222). 👤Molbech ønskede i sin erklæring kun at gendrive et enkelt punkt, nemlig den grove og usande anklage om, at han skulle være ukristen. Han mente, at Grundtvig var gået videre end “Inquisitions-Tribunalernes blodtørstige Tyranner”, når han i “fanatisk Blindhed” tillod sig at dømme 👤Molbechs tro efter sine egne indfald og indbildninger (►1813c, sp. 931 f.).