↩ Men at du siger jeg anseer en sandfærdig Fortælling om det Forbigangne for en ringe Ting, det er en slem Usandhed af dig, som jeg ikke vil opfordre dig til at bevise, thi det kan du ikke, og vil vist ikke heller prøve paa, men til at ►gienkalde, som Noget der er sagt i en besynderlig Overilelse. Du henviser til min Bog ►Pag. 322, men just den vidner imod dig ogsaa paa dette Sted, det vil du selv see, naar du rolig læser Ordene i Sammenhæng, thi de lyde jo ►saa: de (somme og ikke saa faa Folk) mene at en god Krønike er en nogenlunde sandfærdig Fortælling om det Forbigangne, udsmykket med platte Anmærkninger og høitravende Ord; at ville spore den Usynliges Finger i Tidernes Gang, det heder ►Sværmerie paa deres Tungemaal og er et ►vist Mærke paa forrykte Hjerner; ligefrem, enfoldig Tale heder Barne451snak, som Man, i Betragtning af de uoplyste Tider, kan tilgive 👤Herodot, 👤Snorre og ►de Hellige Skribentere, men Ingen nuomtide. Jeg synes ►rigtig at knap en Fiende, end sige en Ven kunde her opdage mindste Spor til Ringeagt for den sandfærdige Fortælling, eller Grund til den Formodning, at jeg kanske ansaa de platte Anmærkninger og høitravende Ord for Sandhedens uadskillelige Følgesvende. Men, sæt at mine Ord vare ligesaa tvivlsomme som de ere tydelige, da kunde jo ikke de, men ene min Fortælling selv være et gyldigt Beviis for, hvorvidt jeg ringeagtede Sandfærdighed eller ikke, thi har jeg fortalt sanddru, hvad vilde det da sige om jeg etsteds havde ►forskrevet mig; og er min Fortælling løgnagtig, hvad kunde det da hjelpe om jeg nok saa smukt havde lovet Sandfærdighed.