Grundtvig, N. F. S. Til Elises Søster. (Ved liden Dideriks Vugge) Til Professor Sverdrup (Ved liden Regines Kiste i Dimmelugen) Til Frigges Recensent

✂

Grundtvigs følelser og forlovelse

✂ Allerede titlen angiver, at der er noget på spil. Digtet er tilegnet en søster til en navngiven person – ikke til denne person selv – og anledningen er en lille dreng i en vugge. Det virker, som om Grundtvig hellere ville vise drengens moster opmærksomhed end rette den mod den spædes moder. 👤Diderik var nemlig søn af hans første større, men uerklærede kærlighed, 👤Bodil Marie Elisabeth Blicher. Kort tid efter at hun i foråret 1804 havde forlovet sig med 👤Poul Egede Glahn, rettede Grundtvig en del af sine længsler mod lillesøsteren, 👤Lise eller 👤Elise (►Rønning 1907, 1:1, s. 103-107). I 1811 forlovede Grundtvig sig med 👤Lise, der egentlig hed 👤Elisabeth Christina Margaretha, og de blev gift i 1818.

✂ Første strofe rummer en forsikring til barnemoderen om, at det er 👤Lise, der nu er genstand for Grundtvigs kærlighed. Han er “👤Lises Kjæreste paa Jord” (s. 220).

✂ Men der havde været forhindringer på Grundtvigs kærlighedssti. Opholdet på Langeland (1805-1808) som huslærer for 👤Karl, søn af 👤Constance og 👤Carl 👤Frederik Steensen-Leth, kan i denne sammenhæng betragtes som et intermezzo. Dér var han begyndt at sværme for sin arbejdsgiver, 👤Constance, et forhold, der hos ham gav anledning til hjertesuk, digte og den begyndende asarus, men ikke andet (se indledningen til ►“Om Asalæren” (1807), afsnittet om den forelskede huslærer). Så tidligt som i en dagbogsoptegnelse fra 10. september 1806 havde han skrevet: “Gaaende paa [Forstandens jevnere Vej] maa Jeg vel kalde det en Lykke, at min Kærlighed var ulykkelig, siden den gjorde Mig virksom, og bidrog til mine Kundskabers Forögelse” (►Dag- og Udtogsbøger 1, s. 383).

✂ 👤Bodil Marie og 👤Poul Glahn var blevet gift i 1808 og fik sønnen 👤Diderik den 28. juni 1811. 👤Lise og N.F.S. blev forlovet sidst i september 1811 – efter at Grundtvig endegyldigt havde opgivet sine sværmerier for 👤Constance Leth og i et fødselsdagsdigt til hende 11. april 1811, ►“Til en Veninde” (trykt i ►Saga 1811, s. 94-99) havde erklæret sig for at være hendes ven og ikke andet (se også ►Rønning 1909, 2:2, s. 3 f.).

✂

Dåbsdigt med forpligtelser

✂ Anledningen til digtet ►“Til Elises Søster. (Ved liden Dideriks Vugge)” er den lille 👤Dideriks dåb. Det er ved dåben, at barnet navngives, og “Vuggepenge” (strofe 2) gives som faddergave til barnet (eller dets amme). Men selv om der er tale om en familiebegivenhed, formår Grundtvig at gøre størstedelen af indholdet alment og samtidig redegøre for sin tanker om kristen børneopdragelse.

✂ I strofe 2 når Grundtvig frem til selve navnet 👤Diderik og fører hermed digtets genstand ind i billedet. Navnet tolkes ikke symbolsk. Barnet er nemlig opkaldt efter sin afdøde morfar, præsten 👤Diderik Nicolai Blicher. I øvrigt fik også Grundtvigs ældste søn, 👤Johan, i dåben navnet Diderik efter sin morfar.

*Navnet Diderik var populært i 1810'erne. Dette kunne bl.a. skyldes, at faderen til den første oldenborger på den danske trone, 👤Christian 1., hed 👤Diderik (den Lykkelige). Han var greve af Oldenborg og Delmenhorst.

✂ Romantiske digtere kunne hævde, at det guddommelige kunne anes overalt: “I Sole, i Violer, / I det Mindste, i det Største”, som digteren 👤Adam Oehlenschläger havde skrevet i ►“Guldhornene” (►Oehlenschläger 1803). I modsætning hertil mener Grundtvig, at man ikke tidligt nok kan begynde at indpode kristendommen og tanker om det guddommelige i børnene. De skal tidligt lære at forholde sig til såvel det konkrete som det abstrakte. Fadernavnet gøres således dobbelt, idet dele af den himmelske faders domæne beskrives ved hjælp af den biologiske faders naturlige sfære: den fædrene gård med alle dens kendte og fortrolige beboere (strofe 11).

*På Grundtvigs tid hørte der landbrug til alle præstegårde, der ikke lå i de større byer. Præsterne levede blandt andet af naturalierne herfra.

✂ Titlens fokusering på barnemoderen underbygges i de mange strofer, der er direkte henvendt til 👤Dideriks moder og tilskynder hende til at opdrage sit barn til at blive en god kristen (fra strofe 5). På dette tidspunkt i Grundvigs liv er han – også i lyset af, at han har været huslærer for 👤Karl – optaget af, hvordan og hvornår den kristne børnelærdom kan eller skal bibringes barnet. I digtet forpligter han moderen på at være den, der åbner barnets øjne for Guds eksistens og den kristne lære: “Syng det, Søster! for din Søn” (strofe 14). Hermed kan man sige, at digtet også almengøres, idet alle mødre eller søstre i den kristne menighed bliver pålagt samme forpligtelse. At kærligheden til Gud netop skal synges eller fortælles ind i de små er en tanke, Grundtvig udvikler livet igennem i sine mange bibelkrøniker og bibelhistoriske salmer og sange.

✂ Hvornår børn skal præsenteres for en kristen opdragelse, er et diskussionsemne i samtiden og i digtet. Nogle mener, at kristendommen først skal læres af børnene, når de har nået en vis modenhed. En generel opfattelse går ud på, at specielt de ældre skolebørn skal have indterpet den kristne børnelærdom i skolen, heriblandt 👤Luthers ►Lille katekismus og 👤Balles ►Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler. Samtidig var det et udbredt synspunkt i samtiden, at de mindre børns religiøsitet endnu var ubevidst, og at de endnu ikke havde evner til at opfatte og forstå kristendommens sandheder (se f.eks. ►Bugge 1965, s. 110 f.). Grundtvigs polemik mod begge disse synspunkter i samtiden ses eksplicit i strofe 7-8 og 10-11.

✂

Form

✂ Digtet består af 15 strofer. Hver strofe har 7 linjer, hvoraf de 6 første er rimende (krydsrim og parrim). Det leder opmærksomheden hen mod sidste linje, der således ‘står uden rim-makker’. Grundtvig udnytter dette til at anbringe retoriske spørgsmål eller prægnante udsagn i sidste linje, der netop får eftertryk ved ikke at følges af en rimende verslinje.

* Digtet vil kunne synges, men hverken i 👤Zinks ►Koral-Melodier 1801 eller 👤Thuners ►Dansk Salme-Leksikon: Haandbog i dansk Salmesang findes netop denne specielle opbygning med trokæiske firslagsrækker i de første seks linjer og tre trokæer i den sidste, rimløse linje.

✂

Hovedtanker

Teksten opererer med flere modsætningspar. Først og fremmest er der tekstens emne: den jordiske død, der opvejes eller besejres af det evige liv, fx udtrykt som et her og hisset: “Mens her vi saae, maa bittre Taarer rinde, / Men hist med Fryd vi Negene skal binde” (s. 229; sml. ►Sl 126,55-56), ligesom Guds “blanke Lys” står i modsætning til “Dødens Skyggedale” (s. 227). Også den mindre “Lovens Dør” over for den større og rummeligere “Naadens Port” (s. 232) rummer et vigtigt udsagn, som er centralt i luthersk teologi: frelsen ved nåden alene (‘sola gratia’), her forklaret i et sprog, som er let at forstå.

✂

Trøst og tårer

✂ Den største trøst ligger i det helt centrale kristne dogme om en opstandelse efter døden. Her har kristne en fordel frem for hedninger, der nemlig kun kan sørge, men som er uden opstandelseshåbet (s. 227). Med et retorisk spørgsmål forsikrer Grundtvig om, at det ikke er umandigt at græde (s. 226) – tværtimod kan tårerne åbne hjertet for trøsten: “Thi naar han græder da med højen Røst, / Oplades [dvs. åbnes] Hjertet for den søde Trøst” (s. 229). Også den tankegang, at barnet har det bedre hos Gud end på jorden, og at vi nærmest skal være misundelige på de døde, finder udtryk her (s. 231). De efterladte kan desuden se frem til at møde deres afdøde barn i Himmerige (s. 231).

✂

En lille polemik

✂ Grundtvigs polemiske gemyt fornægter sig dog ikke – selv et sørgedigt kan bruges til at udtrykke meninger om noget andet. I den ellers alvorlige tekst kommer Grundtvig med en indirekte kritik af samtidens salmebogspolitik. Her er det ►Evangelisk-kristelig Psalmebog, som var blevet autoriseret med kongelig resolution af 13. april 1798 (►Hansen 1937, s. 30; ►Kjærgaard 2003, bind 1, s. 156), som Grundtvig kritiserer. 👤Thomas Kingos salme fra ►Danmarks og Norges Kirkers Forordnede Psalme-Bog (1699), ►“Op, Siæl, bryd Søvnen aff” indgik nemlig ikke længere i den autoriserede salmebog: “Ak, længer ej med høj og festlig Klang / I Herrens Hus vi høre 👤Kingos Sang” (s. 228). 👤Kingos ►salmebog var derimod Grundtvigs barndoms salmebog. Fra 👤Kingos side var salmen tænkt brugt ved gudstjenesten første påskedag.

✂

Genre og form

✂ I modsætning til digtet til 👤Elises søster, der er fuldstændig regelmæssigt strofisk, er digtet til 👤Sverdrup stikisk med indlejrede citater fra og gendigtninger af både Bibel og salmebog. I anmeldelsen (se afsnittet om “Til Frigges Recensent”) kaldes digtet da også en epistel, hvad det formelt godt kan opfattes som, idet det har både en modtager og en afsender. Teksten kan også karakteriseres som et rimbrev.

✂ Den stikiske form brydes af en passage med flere let omdigtede strofer fra 👤Kingos salme ►“Op, Siæl, bryd Søvnen aff” (strofe 2, 3, 10 og 9 hos 👤Kingo; findes nu i ►Den Danske Salmebog som nr. 225). Digtet uder i et halleluja med henvisning til opstandelsen og et indirekte citat fra den fra gammel tid kendte salme ►“Krist stod op af døde” (i dag ►Den Danske Salmebog, nr. 218). Således går form og indhold op i en højre enhed, idet påskens opstandelsesmotiv får det sidste ord i et trøstedigt til de sørgende forældre (s. 233-234).