↩ Side 42. Her burde imellem ►den døende 👤Jakobs Spaadomme, den, om ►Helten af Juda, der bandt sin ►Aseninde ved 📌Golgatas Vinstok, ei været udeladt. Det er rigtig nok forskrækkeligt i vore oplyste Tider, da Man kløgtig ►har udfundet, at ►👤Jakobs Spaadom kun er et Digt i 👤Virgils Maner til at smigre Kong 👤Salomon, da endnu at finde en Spaadom om Messias der, hvor selv 👤Herder og flere kristelige Mænd, bange for ►Tidens Spøgelse, have tillukt Øinene; men jeg har selv ►leget Spøgelse og er ►afvant med Frygten. ►Enten var 👤Jesus en Løgner, eller ogsaa ►havde 👤Abraham med Glæde i Aanden seet 👤Kristi Dag (Joh. 8.) og sikkerlig havde han ei fortiet sit glædelige Syn, ►om end ikke 👤Jakob havde havt det samme. Man kan da ►forud vide, at ►👤Jakob i sin Svanesang, naar han talte om sin Afkoms Skebne, dunkelt maatte henpege paa Forjættelsen som ►han havde skimtet og hilset i det Fjerne, paa den Engel som ►genløste Ham►.