↩ 📌Preusen havde siden Syvaarskrigen staaet som 📌Europas ⓘ Voldgiftsmand; og ►enddog gamle 👤Friderich endnu før sin Død 339 (US) maatte mærke, at han havde ►bygget et Palads paa Sand i alle Maader, saa mente dog Preuserne selv, at de vare uovervindelige, og de andre Europæer mente det Samme, fordi de saae, at Hæren var ►fuldtallig og mesterlig øvet i krigerske Manerer. Den Gamles Brodersøn, 👤Friderich Vilhelm den Anden, blev hans ►Eftermand; han skjalv for den Ugudelighed som omringede ham og ⓘ søgte ved Forordninger at kalde den flygtede Kristendom tilbage. Man forfærdedes over den Magt Mørket saa pludselig tillistede sig i det lyse Land, men Man begreb ikke, hvilket rædsomt Tidernes Tegn der ►lod sig tilsyne. ►Det kunde ikke være andet, end at midt i Syndens Dynd en kold Gysen maatte overfalde Pietisternes Børn, Synden vilde de ikke forsage, men gruede dog for Guds strænge Dom, de vilde da købe Aflad hos ham ved at bekrige hans Ords aabenbare Fjender. Saaledes er den Blanding af Alvor og Hykleri, Strænghed og Svaghed, som fandtes hos Ministeren 👤Völlner og hans Tilhængere, saare forstaaelig. Det tænkte imidlertid Ingen paa, at 📌Preusen derfor manglede Styrke til at gaa i ►Marken. Da 👤Josef var død, mæglede det berlinske ►Raad for hans Broder 👤Leopold Fred med Tyrken og For273lig med Belgierne, og raadslog derpaa med ham om at forandre Tilstanden i 📌Frankrig. Dog, 👤Leopold var fredelig, og hvo veed, hvor længe det var blevet ved Ord, dersom ei de Franske selv havde erklæret Krig. Disse beherskedes paa den Tid af de tøileløseste Frihedsprædikantere som kaldte sig Jakobiner og vare Høvedsmænd for den parisiske Pøbel; og Anledning til Krig kunde ikke fattes, da 👤Leopolds Søn, 👤Frands den Anden tillod de Udvandrede at ruste sig i 📌Tydskland. En Hær af Østerriger og Preuser drog nu med store Ord ind i det forvirrede Land, og naaede Hovedstadens Nabolag; men af Hunger, Sygdom og Frygt dreves den tilbage over 📌Rhinen. Under dette ►Hjemtog foregik i 📌Paris gruelige Optrin, i det den af Jakobinerne ophidsede Pøbel stormede Kongens Palads, myrdede hans tro ►Sveitsere og indspærrede ham i 📌Tempeltaarnet med Dronning og Børn. Blod beskyllede Gaderne, djævelske Afskyeligheder ►øvedes under ►rasende Latter, de hensovne Kongers Støv spredtes i Luften, den afsatte 👤Ludvig maatte paa Retterstedet undgelde sit Navns, sit Folks og Hoffets Synder. Under saa 414 (VU) danne Varsler plantedes ►Frihedstræet, alt ►Kongedom forbandedes og 📌Frankrig kaldtes en Republik. De kommende Slægter skal agte det for ►en løs Tale og endda grue ►svarlig, naar de læse, at et Folk, som nys kaldte sig Kristne, foer saaledes frem som et glubende Dyr, lukkede Kirkerne, bespot 340 (US) tede Gud, opløste Ægteskabet, og ►tilbad en Skøge under For274nuftens Navn. Samtiden saae det Meste uden Gysen, thi den maatte i de fordreiede Træk dog kende sig selv, og for sin egen ►Daarlighed var den blindere end nogen ►Old. Alle 📌Frankrigs Indbyggere vare imidlertid ingenlunde tilfreds med det Parisiske Uvæsen; mod Nordvest i 📌Vendeet knurrede Man høit, og greb endelig til Vaaben for Konge og Gudsdørkelse, Girondisterne eller Folkets Fuldmægtige fra de sydvestlige Egne opløftede ogsaa Røsten, men de maatte bøde med Livet, og Herredømmet kom i Haanden paa 👤Robespjerre, et Uhyre, der i mange Dele fortjener Navn af den ny Tids 👤Nero. Nu blev 👤Ludvig hævnet, hver Mand, som havde nogen Anseelse enten ved Bedrift eller Rigdom eller ►Sjæleevner, agtede Tyrannen for sin Fiende, og i Tusindtal faldt Hovederne daglig under Mordøxen, den saakaldte Gvillotine, som ved Siden af ►Frihedstræet plantedes i hver Stad og vandede med Blod dets tørre Rødder. Frygt og Lyst til at dele de franske Lande forenede 📌Europas Fyrster; 📌Storbrittanien, 📌Spanien, 📌Holland, 📌Neapel og 📌Sardinien tiltraadte Forbundet mod 📌Frankrig, og ►ligesom dette Lands Konge var den Første en retfærdig ►Banstraale rammede, saa blev det ►og her, at den sidstegang glimtede over Gudsfornægteres Isser. Det ulyksalige Land syntes beskikket til, ved Undergang, at forkynde Verden Guds Domme; indvortes ⓘ Blodbad og Borgerkrig og til Penge kun Papir, som Bøddelen maatte stemple, udvortes 275talrige Fjender, som efter den engelske Minister 👤Villiam Pitts Raad vilde beleire og udhungre Riget som en Stad, og mod disse en sammenløbet Hær uden synderligt ►Krigsredskab, uden Sold og dagligt Brød. Alligevel bleve Frankerne seierrige, og al Jorden forundrede uden at betænke sig. Den ulyksalige Oplysning, med hvilket Navn Man i 📌Paris havde adlet Vantro og Ryggesløshed, var længe indskrænket til de større ►Stæder i den franske ►Læseverden, og i sin hele Afskyelighed naaede den aldrig ►Landfolket i de fierne Egne; Undertrykkelse og ►Udsuelse havde nødt disse til ►Tarvelighed og ved den var megen ►Størke bevaret. Ligegyldighed for det Guddommelige var hos den vankundige Almue almindelig, men just derfor var det Jordiske dem ►ret dyrebart, Adelens og Geistlighedens tunge Aag var nys løftet af deres Nakker, og det saae 415 (VU) de reist som Banner for de fremmede Hære; vel maatte de opglødes ved Frihedens Tryllelyd og stride for deres Land som deres Himmel. Hvo som ei grebes af Frihedens Svindel maatte drives af Hunger og ►Rovgerrighed; thi saa kært end ►Jordlivet maa være de Vantro, 341 (US) maa de dog vove det for Livets Lyst, og Brød eller Død er deres Løsen. Havde der været synderlig Kristendom og Kraft hos de ►forbundne Folk, da maatte Krigen være blevet et Korstog; og ligesom de fortvivlede Muselmænd fordum høstedes med Frankernes Sværde, saaledes vilde disses hedenske ►Ætmænd nu blevet fældte, 276men ►saa var det ei. Paa Østerrigerne nær, lode Soldaterne sig kun uvillig drive i Slagorden, og Frihedens Herolder modtoges med aabne Arme i 📌Belgien, 📌Holland og 📌Italien. 📌Preusen og 📌Spanien sluttede Fred til 📌Basel,*1795. 📌Holland, som ►forlod sin Arvestatholder, 📌Belgien og 📌Piemont var i Frankernes Vold, og Intet tyktes mægtigt til at dæmme mod den rivende Strøm; men nu vendte sig Bladet. 👤Robespjerres Grusomhed og de franske Hæres ►Udsuelser havde ►opladt Folkenes Øine, Frankerne selv vare blevne lidt ædru, og da nu deres Land var i Sikkerhed, ønskede de at leve og nyde Friheden i Fred. Kun de Herskende i 📌Paris ønskede Krig for ►ikke at tabe Ro og ►Herredom, naar de tøileløse Skarer kom tilbage, men under saadanne Omstændigheder bleve Frankerne slagne baade i 📌Tydskland og 📌Italien af de tappre Østerriger, og for disses Erkehertug 👤Karl maatte selv den krigsforstandige 👤Moreau vige. Med Frankernes Bedrifter havde det da udentvivl været forbi, dersom ei En af de sieldne Mænd, der synes at beherske Sjælene og Tidernes Løb, var fremgangen: det var Korsikaneren 👤Napoleon Buonaparte.*fød 1768. Hans Navn er paa de Umyndiges Tunge og hans ►Idræt i friskeste Minde, kun Eftertiden kan give ham hans Eftermæle, men ►Krøniken behøver ikke at sørge for hans Ihukommelse, thi Sagn skal løbe gennem Slægterne om dette Guds vidunderlige Redskab. At Han ►opluede en modløs Hær og stod selv kold i Ilden paa Slagets 277Dag, at han ængstede 📌Vien og nødte 📌Østerrig til at ombytte 📌Belgien og 📌Lombardiet med endel af det kuldkastede 📌Venedigs Lande,*1797. det maa nu synes lidet, men dog var det Nok til at hæfte 📌Europas Øine paa ham, som 📌Frankrigs Skytsengel. At det var ham, ei Frankerne, der ►sidstegang seirede, blev endnu mere aabenbart ved hans ►Tog til 📌Ægypten og Hjemkomst derfra. Han drog derhen med en udsøgt ⓘ Hær, maaske for at indtage 📌Ostindien;*1798. trods Pest, ►Mamelukker og uopregnelig Besvær erobrede han 📌Ægypten, medens de Boglærde, han havde med sig, under hans ►Skjold maalte Pyramider, 416 (VU) ►speidede Mumier og Hieroglyfer. ►Alt stod han seierrig ved Indgangen til 📌det hellige Land, men her stod hans Maal paa denne ►Side Havet, og ligesaa forgæves som den hellige 👤Ludvig beleirede han 📌Akre; men han ►vistes kun hjem til 📌Europa, 342 (US) hvor ►hans Bane var en Verdensdel. Det lod som om Fyrsterne, eller deres Raadgivere, ►droge Aanden friere, saasnart 👤Buonaparte var borte, 📌Engelland pustede og Krigsluen udbrød igen paa Fastlandet. 📌Ruslands 👤Katrine havde ►endt sit Løb med 📌Polens fuldkomne Deling; og et af hendes frygtelige ►Krigsredskaber, 👤Suvarov, sendtes nu af hendes Søn 👤Poul til 📌Italien, for med en russisk Hær at hjelpe Herrerne af 📌Østerrig, 📌Neapel og 📌Sardinien. Han overfoer Landet som et Uveir, 👤Karl gik seierrig frem i 📌Tydskland, og Frankerne, som af et selvraadigt ►Direktorium beherskedes med et ►Jernspir i en Drengehaand, syntes igen ►forlor278ne►. Dog, 👤Buonaparte satte sig i 📌Alexandrien paa et enligt Skib; den Flaade, som bar ham til 📌Ægypten, havde Engellænderne ødelagt, men dette Skib maatte deres talrige ►Krydsere ikke møde. Han kom, greb ►Spiret, gik over 📌Bernhardsbjerget og vandt 📌Italien andengang i Slaget ved 📌Marengo.*1800. 📌Østerrig maatte forny Freden, 📌England tiltraadte den, 📌Sardiniens Konge maatte flygte til sin Ø, og 📌Siciliens undgik kun stakket samme Skebne. I en ny Krig med 📌Engelland vandt Han 📌Hannover, men tabte 📌Frankrigs Kolonier, og ►end varer Kampen.*1805. 📌Østerrig og 📌Rusland prøvede ►engang ►Størke med ham, men efter Slaget ved 📌Austerlits blev Udgangen, at 📌Østerrig, foruden Landene ved 📌det adriatiske Hav, mistede sin Bjergfæstning 📌Tyrol. 📌Baiern og 📌Vyrtemberg ophøiedes til Kongeriger, det tydske ►Keiserdom opløstes, og 👤Buonaparte, som havde taget Keisernavnet 👤Napoleon,*1804. blev Beskytter af et nyt Forbund østenfor 📌Rhin. 📌Preusen, som nu i mere end 10 Aar havde ved 📌Frankrigs Hjelp ►smaalig udvidet sine Grændser, blev nu med Eet nidkær, vilde rive hele 📌Nordtydskland til sig og lovede med ækkel Pral, at standse ⓘ Seierherren. *1806. Dog, Slaget ved 📌Jena bortpustede Skyggen af gamle 👤Friderichs Krigshær, som hans Grundsætninger havde afsiælet; og 👤Napoleon stod ved 📌Veichselen, førend Russerne kunde komme deres ►Forbundne til Hjelp. Efter megen Blodsudgydelse forligte 📌Ruslands 👤Alexander sig med 👤Napoleon, 📌Kongeriget Vestfalen 279reiste sig vesten for 📌Elben, 📌Sachsens Kurfyrste fik med Kongenavnet 📌det preusiske Polen, og det afgjordes i 📌Tilsit, at hele Fastlandet skulde afbryde Alt Samkvem med 📌England.*1807. 📌Portugal kom i 👤Napoleons Vold, da dets Fyrste, hidtil 📌Englands Statholder i sine europæiske Lande, fløttede i samme Egenskab til 📌Brasilien. I 📌Spanien tvistede Fader og 417 (VU) Søn paa skammelig Maade, 👤Napoleon kaldte dem til 📌Bayonne og lod dem afstaa sig Kronen, hvilken han skænkede sin Broder, hidtil 📌Neapels Konge;*1808. dog ►end stride ved 📌Englands Hjelp 343 (US) de ►opstandne Spanier, og stolt, som engang deres Liv, vorder i det mindste deres Død.