↩ 217Ikke destomindre forsinkede Kvækerne 📌Engellands Undergang og bidroge meget til dets Velstand. Deres Afsky for Krig maatte hjelpe mægtig til at stille og mildne Jordskælvet under Stuarterne, og deres, i lang Tid, ligesaa redelige som driftige Købmandskab bragte Handelen til at blomstre. Deres Ringeagt for al Kirketjeneste, var en ►passelig Modgift mod det tomme Spil der dreves med Gudsdyrkelsen, deres ►nødtørftige Bodsprækener vakte Mange til alvorlig Eftertanke og nedkuede Frækheden, deres ►ustraffelige Vandel avlede en kraftigere ⓘ Slægt. Man seer det saa grant, hvorledes Engellænderne fra den Stund vilde ved udvortes Anstændigheder, Almisser og ►Sædelære løskøbe sig fra ægte kristelig Dyd og Tro. Nu fik ►den bispelige Kirke sin berømte Moralprædikant 👤Tillotsen, sin saakaldte Fornuftdigter den tænksomme men dybt fordærvede 👤Pope, ja selv i 👤Addison en Dydens og Fornuftens Talsmand, der bedre end hans fleste Landsmænd forstod at ►vurdere Kristendommen og dens elskværdige Datter: det ydmyge, barnlige Sind. Selv paa ►Høiskolerne, der ellers allerede da stode som udgaaede, ►sølvbeslagne Træer, lod sig en Gæring spore, og fra 📌Oxford udgik et nyt kristeligt ►Selskab: Methodisterne.