↩ Uagtet Elisabeth med Magt skaffede ►den bispelige Kirke ►Herredommet, vare der dog Mange, som antoge 👤Kalvins Mening om Lærernes indbyrdes Lighed og Afkald paa verdslig Pragt, ligesom de ogsaa vilde have Helgenfestene og de katolske Kirkeskikke afskaffede. Disse kaldtes Presbyterianer. ►Vist nok fandtes hos Mange af disse strænge Kalvinister, Sværmeri, Ukærlighed og Tragten efter jordiske Ting, men deres Klagemaal over den herskende Kirkes Lunkenhed og Ryggesløshed bleve daglig sandere og det har stadfæstet sig paa mange Maader, at der fra 👤Elisabeths Dage, udenfor deres ►Samfund, paa Halvøen kun var liden Tro at finde. Mellem dem opstode mærkværdige kristne Skjalde og Kraften voxte hos dem i samme Maal som den aftog hos de Bispelige. Af disse kunde ingen Daad ventes, og da Hine vare udelukte fra alle Embeder maatte 📌Englands første Bedrift blive en Opstand. 👤Elisabeth døde dog i Stilhed og efterlod sin ►glimrende men usikkre Trone til sin Frænde, 👤Jakob Stuart, som ►alt forhen var 📌Skotlands Konge. Saaledes kom da hele Øen under en Herre, 161men sammensmeltede kun i Navnet 📌Storbrittanien.