↩ Længe opholdtes Keiser 👤Karl i sit trædske Anslag ved Katolikernes Hjelp at kue Prote125stanterne og saaledes bane sig Veien til Enevælde i Riget, og tilsidst lod Gud ham ►hildes i sin egen Snare. ►Til 📌Smalkalden havde nogle evangeliske Fyrster og ►Stæder sluttet et ⓘ Forbund til Troens og Frihedens Beskyttelse; i Spidsen for dette stode Kurfyrsten, 👤Johan Friderich af 📌Saxen og Landgrev 👤Philip af 📌Hessen, og dem nødte 👤Karl til at drage Sværdet. 👤Johan var ►kæk og standhaftig, men tillige kærlig og gudfrygtig, han havde ikke, ønskede ei heller at eie den Kløgt, som hører til at udregne Feldtog og besnære sin Fjende; 357 (VU) 👤Philip var ►djærv og klog men fremfusende og alt for stolt og ærgerrig 257 (US) til at tage mod Raad. De havde i deres Leir en erfaren Krigsmand, som var ►bleven graa under Hjelmen, 👤Sebastian Schærtlin fra 📌Augsborg, og havde han maattet raade, vilde 👤Karl sandsynlig blevet overvundet; men de forsømte den beleilige Tid, og ►imidlertid aabenbaredes en ny Fjende, som beredte deres Undergang. Det var deres ►Troesforvandte, 👤Philips Svigersøn og 👤Johans Frænde, Hertug 👤Morits af 📌Saxen. En Tidlang var han opfostret ►i Kurfyrstens Gaard og da spaaede den klarøiede 👤Luther, at denne ►djærve, snilde og ærgerrige Ungersvend vilde ►lønne sin Frænde, som Slangen i Barmen. Han indtog Kurfyrstens Lande mens han var ude, og hjalp 👤Karl at vinde ved 📌Myhlberg, hvor 👤Johan blev fanget, men ikke overvundet: al verdslig Magt vilde han overgive, men ikke selv under Bøddelens Sværd vige et ►Straasbred i sin Tro; den hellige Skrift 126og Krøniker om gæve Mænd fra fordum Tid opmuntrede ham i Fængselet, og tilsidst fik han Lov at ende sine Dage i Stilhed som 📌Jenas Hertug, hvis ►Høiskole han i sit Fængsel stiftede. Nu mente 👤Karl at være ved Maalet, og udgav en Troesforordning (►Interim) hvormed Ingen var fornøiet, men som dog selv 👤Melankton lod sig ►overile til at bifalde. Dog, han som sveg Tro og Slægt, holdt ei heller Venskab med Keiseren et Øieblik længere, end til hans Forræderi var lønnet med 📌Saxens ►Kurhat. Han opkastede sig nu til den evangeliske Lærdoms Beskytter, for paa eengang at afsone sin Troløshed og blive 📌Tydsklands Herre: 👤Karl sendte ham med en Hær mod 📌Magdeburg, som trodsede hans ►Interim, men ►maatte snart for den Samme og sin forrige Yndling flygte fra Stad til Stad. Protestanterne bleve nu mægtigere, end de smalkaldiske Fyrsters største Held kunde gjort dem; men 👤Morits kom ikke til længe at glæde sig over sin dyrekøbte Pris og Magt; saasnart Gud havde brugt ham til at udføre sit ►besluttede Raad, maatte han falde i en Krig med sin kæreste Ungdomsven og Vaabenbroder, den ryggesløse Markgrev 👤Albrecht af 📌Brandenborg. 👤Karl maatte nu i Freden til 📌Passau *1552. ►lade Protestanterne tilstaa fri Religionsøvelse, og saae sig nødt til, at opgive alle de Planer, paa hvis Udførelse han havde opoffret 40 skiønne Aar, Sindets Reenhed og dets dybeste Længsler. Tit havde han, i sine bedre Øjeblikke dybt følt sin Tragtens og ►Idræts Forfængelighed; at 127fornægte sig selv midt imellem de stærke Fristere, dertil manglede ►ham den faste Tro paa det Usynlige, tit ønskede han sig derfor ind i Klostrets dunkle Selle, som om Fristerne ei vilde fulgt ham 358 (VU) did, men ogsaa til at forsage fattedes han Styrke, og først da det Udvortes 258 (US) ei længer fristede men ydmygede, ►nedlagde han Regeringen og søgte i Klostret, vel ligesaa forgæves som paa Tronen, den Sindets Ro og Eenhed, han gerne vilde eie, men ikke købe.*døde 1558.