↩ Længe havde Paverne prøvet paa, hvorvidt de kunde ►gaa i ►Ubluhed og dog beholde Magt og Anseelse som den Helliges Statholdere, men de som efter 👤Husses Mord besmittede Pavestolen ►afnødte Tidsalderen sin Afsky og Foragt. Den ►liderlige, samvittighedsløse 👤Alexander den Sjette fulgdes af den krigerske og herskesyge Gudsfornægter 👤Julius den Anden, og dennes ►Eftermand var 👤Leo den Tiende. I denne Pave af det Mediceiske Hus havde Konst 109og Lærdom en Kender og Beskytter, naar ►kun begge vilde lade sig bruge til Pragt og Behag, men ►om Sandheden var det ham ikke at gøre, og hans Ligegyldighed for ►Mængdens aandelige og evige Vel kundgjorde han ved ►aabenbart at drive Handel med Syndsforladelse og Salighed. De ►fremfarne Paver havde ►alt indbildt de Kristne at en Reise til 📌Rom, Bønner ved Apostlene 👤Peders og 👤Povels Grave og rige Gaver paa Kirkernes Altre kunde have samme Kraft til at udsone Synden, som en Pilegrimsfærd til 📌den hellige Grav. Først var det ►eengang, siden, efter det pavelige Skatkammers ►Leilighed, to og endelig 248 (US) fire Gange i hvert Aarhundrede, at en saadan Syndsforladelse eller, som det kaldtes, Aflad kunde erholdes i 📌Rom, og snart blev det Skik, at de Rige frikiøbde sig fra Reisen. Det var altsaa kun en følgelig Udvidelse, da 👤Leo, for at fylde det udtømde Skatkammer og sanke Penge til Opbyggelsen af 📌Peterskirken, Katolisismens store Bautasten, ►omsendte Munke i Landene der handlede aabenlyst med Afladsbreve, som en ►Kramvare. Imidlertid maatte dog mange Sjæle forfærdes for det nøgne Uhyre, og Aflads Ugyldighed blive ⓘ følelig. Hertil bidrog endnu mere den ►Ubluhed, hvormed Dominicaneren 👤Johan Tezel ►røgtede, ja overdrev sit ►Ærinde i det nordlige 📌Tyskland, da han endog solgde Aflad for Synder, som ►skulde begaaes. Men hvem kunde og vilde lydelig paatale dette Uvæsen? Konger, Fyrster og Bisper 110delde i al Fald ►Fordelen med Paven og Kræmmerne for at dog Noget kunde blive i Landet, de Lærde smilede fornemt ad ►Mængdens Dumhed og lovprisde den gavmilde 👤Leo. Kun nogle tydske Lærde opløftede Røsten, men hverken mod det Ondes Rod eller med sand kristelig Tro; den lærde og kløgtige 👤Erasmus fra Rotterdam ►belo høit Munkenes Vankundighed og Bedragerier, men tænkde dog selv ved sine Gerninger at fortjene Salighed; 👤Reuchlin det ebraiske Sprogs Genføder i 📌Tydskland begyndte en alvorligere Strid, men havde dog ikke ►stort at vove for Sandheden, thi Korsets dobbelte Hemmelighed stod ham ikke klart for Øiet. Kort sagt, den Forbedring selv de redeligste Lærde ønskede, var mere udvortes end indvortes og betød som Hovedsag ikke stort; medens de tænkde paa at forberede den, vilde Lærdommen gaaet til Grunde, og alt Haab havde været ude. Paa den anden Side sukkede mange tusinde Hjerter i Stilhed, uden ►ret at vide hvorefter, og for En som kunde og vilde lære dem det, laa Bøgerne ►opladne og Værktøiet rede. ►De som følde deres Sygdom laa som Hine ved 📌Bethesdas Dam og ventede paa at Herrens Engel skulde nedfare og bevæge Vandet, de glemde at Bibelen, den hellige Dam, altid er bevæget af Aanden, som der ►monne boe, eller de vare saadanne Krøblinge, at de maatte have et Menneske som kunde kaste dem deri. En saadan Mand var ei let at finde, men ►Herren er nær hos alle dem som 111kalde paa ham alvorligen, han hører de Gudfrygtiges Skrig og hjelper dem. Det haver stadfæstet sig paa Mennesker og Tidsaldre ligefra Dagenes Begyndelse indtil Nu, og det vil stadfæste sig baade til og i Dagenes Ende; ►thi Himmel og Jord skal forgaa, men Herrens Ord bliver evindelig.