↩ 39Fra den Tid af, da Romerne kom til at omgaaes med Grækerne, begyndte de at lægge sig efter Videnskaberne og ynde Konsterne, men kun faa indfødte Romere udmærkede sig, og det meste som frembragtes var blot Efterligning. Etruskeren 👤Plautus og Afrikaneren 👤Terents omarbeidede græske Komedier, og den Første var saare heldig i at gøre dem passende til sin Tid og dens ►Daarligheder. Under 👤August vare der mange som syslede med, paa smukke Vers at male de Nydelser hvori de fandt Behag, udvikle kloge Leveregler, og ophøie døde eller levende Helte, og de navnkundigste ere: 👤Virgil, 👤Horats og 👤Ovid; men da de selv ei troede fast paa Guddommen, kunde de umulig have Øie til at opdage dens Spor, og endnu mindre opglødes til at forkynde dens Pris værdelig. Det, som i Følge heraf udmærker de latinske Digtere, ere mest ►glimrende men kolde Lignelser, forstandige Sentenser og ►Vittighed, og hvor der er nogen 209 (US) Varme, er det næsten altid Skildringen af sandselige Glæder. Mange Billedstøtter bleve slæbte til 📌Rom, men stode der kun som en overdaadig Prydelse og ►i det høieste til Øienslyst. Romerne begreb ei deres høiere Skønhed og kunde endnu mindre selv frembringe lignende; derimod kappedes de heldigere med de yngre Græker i Historieskrivningen og 👤Sallust, 👤Livius og 👤Tacitus ere blevne meget berømte, skøndt de, som man kan vente, ei toge noget sandt Hensyn til de himmelske Magters Styrelse af Begivenhederne. Vel40talenheden havde altid i 📌Rom, som i enhver Republik, hvor man maa kunne tale snildt for at kunne lede Folket, været øvet og agtet; men ligesom 📌Grækenlands største Taler først fremstod i den macedoniske 👤Filips Tid, saaledes oplevede ogsaa den største romerske Taler, 👤Cicero, Romerfrihedens Undergang; dog hans mesterlige Taler ►undergik ei, og de have forplantet hans Berømmelse igiennem den hele følgende Tid.