↩ Medens alt dette tildrog sig i 📌Asien, 📌Afrika og det ►sydostlige 📌Europa, opvoxte en Stat i Sydvest, som var bestemt til at vorde den hele da bekendte Verdens Herskerinde. I Byen 30📌Albalonga regerede Konger, som førte deres Stamtavle op til den trojanske Prinds ►Æneas, der skulde være kommet did efter 📌Trojas Undergang, og en af disse Kongers Dattersøn.*omt. 753 f. K. ►Romulus anlagde i Spidsen for 3000 Mand en ringe By, hvilken han efter sig kaldte 📌Rom. Endnu efter 250 Aars Forløb hørte den til 📌Italiens ubetydelige Stater; men i 👤Darius Hystaspis’s Dage foregik en Omvæltning i ►Bestyrelsen, som blev Begyndelsen til Romerfolkets daadfulde Liv. Den syvende og sidste Konge, 👤Tarkvin, som ved sin Hovmod og Voldsomhed havde gjort sig forhadt, blev tilligemed sine Sønner udjaget, Kongeværdigheden afskaffedes, og Regeringen kom i Hænderne paa et Senat (en Raadsforsamling) af nogle hundrede Mænd, og tvende saakaldte Consuler, som aarlig omskiftedes. Saavel Consulerne som Statens øvrige Embedsmænd bleve valgte paa ►almindelige Folkemøder (►Comitier), men bleve ene tagne af visse Slæg 204 (US) ter, som ogsaa havde den egenlige Valgret. Disse saakaldte patriciske Slægter nedstammede maaskee fra de Græker, som før ►Romulus beboede 📌Roms Grund, og havde derfor ved større Indsigter lige fra Byens ►Bygning ►hævdet sig en ►Overvægt som enkelte Konger vel nedtrykte, men kunde dog ei tilintetgøre. Disse Patricier vare ogsaa blevne de Rigeste, og mange vare de Maader, paa hvilke Almuen af dem undertryktes og udsuedes. Den ►Tvedragtsaand, som herved næredes, spaaede 31Staten hverken et langt eller kraftfuldt Liv; men da Almuen meget snart tiltvang sig mægtige Beskyttere, som kaldtes Tribuner, opkom efterhaanden mere Ligevægt: de Uadelige (Plebeierne) fik Adgang til de høie Embeder,*363 f. K. og skøndt Striden aldrig ophørte, tjente den dog fra nu af længe mere til at vække Kappelyst og holde Folket vaagent, end til at svække Kraften eller hindre dens Yttringer. 📌Mellemitalien var delt i mange smaa indbyrdes uenige Stater, af hvilke de krigerske Romere indtoge den ene efter den anden, og det blev saaledes stedse mere umuligt for den enkelte at værge sig. Vel var Etruskerne et mægtigt Folk, men deres Daadstid var omme før 📌Roms begyndte; Handelen havde gjort dem rige, Rigdommen overdaadige og Overdaadigheden blødagtige; deres tolv forbundne ►Stæder stode ei hinanden bi og indtoges særskilt af Romerne. Saaledes kom det sig, at Romerne i 👤Alexander ⓘ den Stores Tid ►alt vare Eneherrer i 📌Mellemitalien og ►krigede heldig med Samniterne, 📌Nedreitaliens mægtigste Folk.*omt. fra 340 til 270 f. K. I trende Krige bleve Samniterne, tilligemed den Rad af græske ►Plantestæder, som fandtes paa Kysten, undertvungne, men skøndt disse ►Stæders blødagtige Indvaanere ei mægtede at gøre synderlig Modstand, blev Krigen med en af dem, dog saare farlig for 📌Rom. Det var 📌Tarent, som kaldte den Tids navnkundigste Krigshøvding, Epiroternes Konge, 👤Pyrrhus, til Hjelp, og ham lykkedes det virkelig ved sin overlegne græske Krigskonst og sine Elefanter at 32overvinde Romerne: men de tabte derfor ikke Modet, og Udgangen blev, at 👤Pyrrhus maatte forlade 📌Nedreitalien, som derpaa aldeles maatte underkaste sig. Nu higede Romerne efter Besiddelsen af 📌Middelhavets Øer, især det frugtbare 📌Sicilien, men her fandt de en mægtig Fiende at ►bestride, nemlig Kartaginenserne. Disses Hovedstad, 📌Kartago, laae paa 📌Afrikas Nordkyst, og var mere end hundrede Aar før 📌Roms ►Bygning, anlagt af den fønisiske Prindsesse ►Dido, som i Spidsen for en Flok Misfornøiede var udvandret fra 📌Tyrus. Ved udbredt Handel var dens Rigdom og Magt blevet saare stor, og foruden en betydelig Landstrækning 205 (US) i 📌Afrika, beherskede den 📌Sardinien og 📌Middelhavets andre Øer paa 📌Sicilien nær. Ogsaa paa denne Ø havde Kartaginenserne tidlig sat sig fast; men Grækerne havde ogsaa anlagt ►Plantestæder her, og en af disse: ⓘ 📌Syrakus, var saa mægtig, at den i mere end 200 Aar tilintetgiorde alle Kartaginensernes Forsøg paa at fuldende Øens Erobring. Ved Enden af dette ►Tidsløb var vel 📌Syrakuses Magt forbi, men nu kom Romerne,*omt. 260 f. K. og der begyndte en ►Undergangskamp mellem disse tvende mægtige Stater. ►Vist nok syntes det ikke ►rimeligt at 📌Rom, som ingen Flaade havde, skulde kunne betvinge en Søstat, som havde et igennem Aarhundreder grundfæstet Herredømme paa Havet, men dog se vi til vor Forundring Romerne seire i det første Søslag, blive 📌Middelhavets Herrer og aftvinge Kartaginenserne hvad de eiede paa 33📌Sicilien. Det gik imidlertid hermed ganske naturligt til; thi Kartaginenserne havde ligesaalidt som deres ►Stammefædre: Fønisierne, nogensinde været et egentlig krigersk Folk, og 📌Kartagos nuværende rige Borgere havde hverken Lyst eller Kraft til selv at gaa i Striden. Deres Hære bestode af ⓘ Linietropper og det var ikke at vente, at Folk, der kun fægtede for Sold og Bytte, skulde kunde modstaa et Folk, der var opvoxet i Krig, og brændte af Begærlighed efter, paa deres Formues og Livs Bekostning, at forhøie Fædrelandets Hæder og udvide dets Magt. Imidlertid blev dog Stridens Udfald ►eengang tvivlsomt, da der imellem Kartaginenserne opstod en af de sjeldne Mænd, hvis lyse Hoved og ubetvingelige Mod mægte at udrette mere end store Hære, og indgyde selv de Feigeste en Tillid, der for Øieblikket omskaber dem til Helte. Romerne havde midt under Freden, efter den første Krig, paa en uretfærdig Maade bemægtiget sig 📌Sardinien, og da Kartaginenserne søgte at erstatte dette Tab ved Erobringer i 📌Spanien, forbød Romerne dem at gaa over 📌Ebro. 👤Hannibal, thi dette var den kartaginensiske Helts Navn, havde efter sin Fader 👤Hamilkar, som med mere Tapperhed end Held havde bekæmpet Romerne, arvet et bittert Had til disse hans Fødelands arrigste Fiender, og Hadet voxte ved hine Forurettelser endnu mere. Trods 📌Roms Forbud gik han over 📌Ebro, brød frem igennem 📌Gallien og lod sig ei 34engang standse af de steile, snebedækkede 📌Alper. Med uhyre Anstrængelser udførte han sit dristige Forsæt, at gæste Romerne i deres eget Hiem, han benyttede sig af Italienernes Had mod den herskesyge Republik, til at skaffe sig en tapper Hær, og nedslog seierrig Alt hvad der vilde standse ham paa hans modige Vandring. Blant hans ►Seiervindinger er den ved 📌Kannæ,*216. 206 (US) en By i 📌Apulien, blevet mest navnkundig, baade som den største og den sidste; thi intet Uheld kunde bøie 📌Roms standhaftige Mod. 👤Hannibals Hær var hensmeltet i de mange Slag og de ►Overblevne hengave sig til Forlystelser, som ►røvede deres ►Størke. Det var derfor saa langt fra, 👤Hannibal kunde indtage 📌Rom, at han ►meget mere efterhaanden tabte alle de vundne Fordele, og maatte tilsidst med uforrettet Sag skynde sig hjem, for at møde Romerne ved 📌Kartagos Mure. ►Didhen vare de førte af en Mand, som under Krigen var opvoxet til sit Fædrelands Frelser, og denne Mand var: 👤Kornelius Scipio. Efterat have udjaget Kartaginenserne af 📌Spanien, gjorde han fra Sicilien Landgang paa 📌Afrika, og mødtes med 👤Hannibal ved Byen 📌Zama.*201. Anførerne vare hinandens ►Jævninger, men Hærene vare det ikke: 👤Hannibal blev slagen, og 📌Kartago maatte paa de mest ydmygende Vilkaar ►tilbetle sig Fred. Efter saaledes at have faaet Herredømmet i Vesten, vendte det herskesyge 📌Rom Øiet imod Østen paa de Riger, som vare udsprungne af det macedoniske Monarki. Det ægyptiske er blevet 35►mærkværdigt, saavel ved den udbredte Handel, der dreves fra dets ny Hovedstad 📌Alexandrien, som ved den Yndest, dets Konger, der alle førte Navnet ►Ptolomæus, bare for Videnskaberne, thi herved frelstes de ypperlige græske Skrifter fra Undergang. Her behøvede Romerne ei at gaa frem med Vaaben, thi 📌Ægypten havde frivillig givet sig under deres Formynderskab; men anderledes var det med 📌Macedonien og 📌Grækenland. I hint Land regerede paa denne Tid 👤Filip den 3die, en Konge med adskillige store Egenskaber, og megen Herskelyst, og i 📌Grækenland søgte endeel ►Stæder, som havde forenet sig i det saakaldte 📌Akæiske Forbund, at fornye Frihedens ►glimrende Tider. Da 👤Filip havde staaet i Forbund med 👤Hannibal manglede Romerne ikke Anledning til Krig, og de ►størkede sig ved Forbindelse med et græsk Folkefærd: de ►rovgerrige Ætoler; men dog kunde de ei udrette synderligt førend det lykkedes dem at tilintetgiøre den Forening, der havde fundet Sted mellem 👤Filip og Akæerne. Først da maatte 👤Filip ydmyge sig, og nu kom Raden til den syriske Konge 👤Antiokus, den saakaldte Store, hvem de aftvang 📌Lilleasien. Ei længe efter indtoge de hele 📌Macedonien; Grækerne, hvis Frihed de havde paataget sig at beskytte, maatte underkaste sig, og uden ►skellig Aarsag brød de Freden med 📌Kartago, for rent at tilintetgøre den. Vel strede Kartaginenserne med fortvivlet Mod for deres gamle By, men de 36maatte dog tilsidst bukke under, og 📌Kartago forvandledes til en Stenhob.*146 f. K.