↩ Saaledes har jeg da herved fremlagt min, maaske unødvendige men ei ►ugrundede Indsigelse i en Sag, der ei kan være nogen dansk Ven af Religion og Videnskaber ligegyldig. For min egen Skyld er det visselig ikke, thi Kristendom maa blive forbuden, førend en Censor med Ret kan byde mig tie, og gør han det alligevel, skal vi derom ►nappes ►saa den første Gang, at han vel betænker 1188sig den anden; men skulde end Ordet tages fra mig, er jeg dog rolig, thi kun Gud veed hvor min Tale kan være gavnlig, og der er Han ►mægtig til at ►►oplade mig Dørren, om saa hele Helvede stod i Veien. Han, hvis Øie er over Menneskens Børn, vil ogsaa i denne Sag styre Alt til sin Ære og Sandhedens Fremgang, og jeg tør haabe, at den Mand, der plantede Træet, vil, efter Evne, vaage over det, saa det ei undergraves i den unge Alder; lad end nogle Frugter være ormstukne og vantrevne; de falde af og trædes under Fødder, nogle vil dog voxe og modnes til Vederkvægelse og Glæde paa den tunge Vandring.