Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Om Censur. (Med særdeles Betragtning af Sjællands Klerkemøde.)

Hvo, som har betænkt dette, maa vist høiligen undres over, at i en Tid som den nærværende og i et Land som 📌Dannemark, kan blive raadet til en Censur ved Landemodet, som Noget, der skulde være gavnligt for Religion og Videnskaber; i et Land, hvor Man uden Censur kan lade derom prænte hvad Man vil, skulde Ordene censureres før de udgik af Munden; . . . . . . . . . . . . skulde Man frygte for dens Virkning paa boglærde Mænd; hvor Alle tale frit, skulde Præster være de, hvis Mund til Religionens og Videnskabernes Tarv skulde bindes! Noget mere Taabeligt, noget mere Rasende eller og Ondskabsfuldt lader sig ikke tænke. Var det virkelig kommet saavidt, at Religion og Videnskaber maatte frygte for hvad der taltes aabenbar af og imellem Præster, da kunde baade Moder og Døttre ligesaagodt strax se sig om anden Leilighed, thi i det Land vare de husvilde, taltes de end ikke for nær, saa glemtes de, og det er dog af Alt det Værste. Dog, Gud ske Lov! saavidt er det endnu ikke kommet i 📌Dannemark, det er ikke engang kommet saalangt, som jeg engang halv hovmodig og halv mismodig tænkte, baade Kristendom og Videnskaber har i den danske Kirke sine tro Venner og Tals1186mænd, vist nok ere de ingenlunde enten saa mange, saa nidkære, eller saa frimodige, som det høilig var at ønske; men med Guds Hjelp vil baade Tallet og Modet daglig voxe, og hvad skal Man da dømme om et Raad, som, naar det fulgtes, maatte kuldkaste den ypperste Indretning til Religions og Videnskabeligheds Fremme, der i mange Aar er gjort, thi saaledes maa Man vel med Føie kalde det Klerkemøde, hvor det levende Ord indsættes i sin tabte Ret, hvor Præster samles for at oplive, opvarme og størke hinanden i de onde Dage. Vist nok kan der findes Enkelte af de udygtige eller vantro Medlemmer, som trænge sig frem og lade deres Røst høre; men hvad skader det? enten ere Præsterne henrevne af Tidens Strøm, og da er der Intet at tabe men vel at vinde, eller de have staaet den imod, hvor den brusede stærkest, og da lade de sig vist ei drive som Bølger af en Vind, som blæser der, hvor 👤Luther og 👤Bugenhagen med de høiærværdige Mænd fra 👤Palladius til 👤Balle staa malede for deres Øine. Kommer Nogen med Snak eller Tant, da kan han jo let i al Anstændighed vorde hilset saa, at han ei tiere skal lystes ved at gøre Vold paa Godtfolks Øren. Kun for at Dette des vissere kunde ske og for at vigtige Spørgsmaale kunde yderligere afhandles, maatte Man vel ønske, at det efter en Afhandlings Læsning stod Enhver frit for i ordenlig Samtale at gøre sin Indvending. Herved bortskræmmedes Stymperen, men ei Den, der alvorlig troede han havde Noget at sige, herved nødtes Adskillige, som vil gælde i Menigheden, til at aabenbare deres Hjerters Tanker. 1187Vil Man sige, at Saadant blev for vidtløftigt, da svarer jeg, at Biskoppen har baade Kald og Myndighed til at byde Tavshed, naar der kives usømmelig eller om Ord og ingen Ting, men føres Striden mandelig om de Stykker, som ere Mennesket vigtige i Tid og Evighed, da veed jeg, at ingen Mand, som er bekymret for sin og sine Brødres Vished i Troen og Haabet, vil lade sig Tiden falde lang, de Andre, lad dem fare! de have der Intet at gøre. For det Første havde det vist ingen Nød, at Forhandlingerne skulde virkelig blive langvarige, men kom en saadan Tid, da kunde de og gerne holde op, da havde Indretningen udvirket hvad den skulde, og Kæmperne fandt nok hinanden i aaben Mark.