↩ Fejdens anden fase var langt hårdere og koncentreret om Grundtvig. Den et år lange norske fejde brød ud i april 1816. I oktober tog 👤Wergeland til orde med den berygtede anonyme ►Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser imod Kongeriget Norge fra Aar 955 indtil 1814. 👤Wergeland afregnede især med 👤A.S. Ørsted, men genoptrykte på side 116 til 121 også Grundtvigs formaning til Norge, og affærdigede derpå Grundtvigs lignelse om ammen: det var Danmark, der havde udsuget ammen Norge og udbyttet hende. 👤Wergelands historiske argumentation kan læses som et modtræk til Grundtvigs reprimande: “Du lære skal af ►Sagas Mindebog/ At Danmarks Spir var intet Trældomsaag” (“Til Dannerkongen”, s. 9). Grundtvig skrev replikken “Om mine politiske Forbrydelser imod Norge”, men den blev, ligesom opråbet fra 1812, først udgivet langt senere (►Grundtvig 2012). 👤Wergeland stødte med sin grove stil de fleste politiske meningsfæller fra sig (►Nygaard 1960, s. 138-167), men hans mest kompetente modstander 👤Christian Magnus Falsen, der ellers holdt af Grundtvigs digte, skosede dette ”Geburtsdags-Vers til Dannerkongen”, som “man i Danmark har anseet [...] med samme Foragt, som jeg haaber man i Norge vil ansee” 👤Wergelands beretning om de danske politiske forbrydelser (►Falsen 1817, s. 108). På ny protesterede mange over 👤Wergelands og Grundtvigs kritik af en personlig modstander på hele nationens vegne. I løbet af debatten svandt Grundtvigs offentlige norske støtte næsten ind til åndsfællerne i de kirkelige vækkelsesbevægelser. I 1812 havde de i breve protesteret over Grundtvigs angreb på pietismen, men i 1816 og 1817 bakkede de op om ham (►Skrondal 1929, s. 37-56). Modstanderne erklærede sådanne ‘haugianere’ og ‘grundtvigianere’ for uægte nordmænd og søgte at bevise påstanden med Grundtvigs anti-norske rimbrev “Til Dannerkongen”. Fejdens anden fase demonstrerede dermed, hvor mange norske læsere blev stødt over Grundtvigs formaninger fra 1812.