↩
Kære Have! nu igen
Saae du mig som Ungersvend,
Hurtig dog jeg iled bort,
Mit Besøg var koldt og kort.
Førend jeg med stille Varme
Sank i dine aabne Arme,
Maatte mangen Sommer skride,
Maatte vidt jeg fare vild,
Maatte i din Favn jeg lide,
Brændes af en ►pinlig Ild.
Dog, nu er ►og Hvilen sød
I dit moderlige Skød.
Ei mig selv jeg vil forfølge
Længer nu paa Verdens Bølge,
153
(VU7)
Rørt jeg takker Himlens Gud
Som af Hvirvlen rev mig ud,
Stramt og træt er nu mit Øie
145
(US)
Og udsjunget er min Sang:
Fra den stolte Bøgegang
136Vil jeg stirre hen paa Skoven,
Paa det grønne Bjerg med Lyst;
Vil jeg stirre ud paa Voven,
Som beskyller 📌Sjællands Kyst;
386
(PS)
Vil jeg over blanke Sø
Stirre paa den fjerne Ø.
Her det Grønne, der det Blaa,
Er jo sundt at stirre paa;
Øen har saamangt et Minde,
Som til den kan Øiet binde,
Som det stille, glade Sind
Til en ivrig Bøn kan røre,
Og fra Jord til Himlen føre.