↩
Vi vandre frem i Livets Buegange
Og Dunkelhed indhyller vore Fjed,
O, vel vi maa i Sindet vorde bange,
Og grue for den sære Ensomhed;
Thi alt som vi ad krumme Sti hengange,
90Vi møde der, vi hilse der saa Mange,
Men de gaa os og vi gaa dem forbi.