↩
ⓘ
Underligt det sig mon føie,
Heel uventet staar jeg her,
Rundtomkring mig staa for Øie
Kendte Skikkelser saa nær;
Alt vil gamle Minder vække,
Samme Lund og samme Hække,
Samme Torne for mig staa,
Samme Roser hos mig gaa.
349
(PS)
Har de Aar jeg lagt tilbage?
Var jeg udi Verdens Strøm?
Eller gik ⓘ
kun nogle Dage?
Var det Hele kun en Drøm?
Der er Stuen, mon derinde
Ogsaa Provsten jeg kan finde?
Jeg jo veed det, han er død.
Vaagen var jeg, nu jeg drømmer,
Og at vaagne bedst sig sømmer,
Skøndt min Drøm er saare sød.
Dog, til Drøm kan Ingen regne,
67At de Roser hos mig gaa.
Ingen tør jeg mig tilegne;
Venlig dog jeg stirre maa
Paa dem alle som Veninder.