↩ ►Hermund holdt Skjold for sin Broder og ►Sverting for ►Rafn; med trende Mark Sølv skulde den løse sig som blev saaret. ►Rafn havde ►Forhug, som den der var ►æsket; han huggede i ►Gunlaugs Skjold men alt som han huggede med ►Størke, sprang Sværdet isønder under ►Hjaltet, Odden kom til ►Gunlaugs Kind men ridsede ⓘ kun løselig. Da løb deres Frænder og mange andre Mænd flux imellem. Det mælde ►Gunlaug: overvunden est du, ►Rafn, ►mens du er vaabenløs. Nei, dig kalder 42jeg overvunden for Vunden du fik, siger ►Rafn. Da var ►Gunlaug vred tilbunds og sagde, at ►end var ►Størke og Held ei noksom prøvede. Dog skal ei prøves mer ►dennesinde, siger ►Illug. Det vil jeg ønske svarer ►Gunlaug, at ►Rafn og jeg maa mødes en andengang, naar du, Fader min, ei kan naa 568 (PS) at skille os ad. Hermed var det forbi, Mænd ►ginge til deres ►Boder og hin næste Dag blev det sat i Loven, at al Holmgang skulde ►aflægges paa 📌Island. Det skedte efter hine bedste Mænds Raad, som da var tilstæde. Siden var det en Dag, at de Brødre, ►Hermund og ►Gunlaug ►ginge til 📌Øxaa at bade sig, da ►ginge paa den ⓘ anden Aabred mange Koner og ►Helga hin fagre var med udi Flokken. Da siger ►Hermund: seer du de Kvinder paa hin Side Aaen og ►Helga, din ►Venkone derimellem. ►Gunlaug svarer: vist seer jeg hende, og kvad dernæst: