↩ Nu om ►Gunlaug at tale, da drog han til 📌England den Sommer, at ►Rafn drog til 📌Island, og 👤Adalrad ►undfik ham venligen. Der var han om Vintren i stor Ære, men om Sommeren bad ►Gunlaug om Orlov til Hjemfærd. Paa den Tid styrede 560 (PS) 👤Knud hin Rige 📌Danmark og truede at gæste 📌England, fordi hans Fader 👤Svend der havde vundet sig stort Rige. Derfor siger 👤Adalrad til ►Gunlaug: ei sømmer det sig for dig at ►fare heden, aldenstund du er min Hirdmand og saadan Ufred er ventendes i Landet. ►Gunlaug mælde: I skal ►raade, Herre, men kommer Daner ikke, da maa I give mig Orlov til Sommeren igen. Der32om kan vi tale, naar den Tid kommer svarer Kongen. Nu gik den Sommer med sin Vinter og der kom ingen 👤Knud. Efter Midsommer fik ►Gunlaug omsider Hjemlov, og drog øster til 📌Norrig og saa nord til 👤Erik Jarl paa 📌Hlade. Jarlen bad ham blive der, men han takkede og sagde som sandt var, at han havde ►modent Ærende paa 📌Island, at besøge sin Fæstemø. Jarlen svarer: men nu ere alle Skibe borte, som agtede sig did. Da mælde en Hirdmand: her laa 👤Halfred Vandrædaskald under 📌Agdesiden i Gaar. Kan vel være, siger Jarlen, thi ►heden seilede han for tre Nætter siden. Saa lod 👤Erik ►Gunlaug sætte ombord hos 👤Halfred, og der blev han med Glæde ►annammet.