↩ Grundtvigs forfatterskab indtil julekrisen 1810 drejede sig om at gen- og opvurdere nordisk oldtid og nordisk mytologi, videnskabeligt som digterisk. Hans fornyede kristendom medfører i Saga en selvanalyse og selvfremstilling til illustration af menneskets vilkår i det jordiske liv. Også sin opfindsomhed som digter tilskriver han Gud. Tilsyneladende gør Grundtvig sig til sit eget hovedemne. Det kunne nok både på datidens blege litterære kritikere og på et uforberedt publikum virke overdrevent. Heri var han forud for de senere danske specialister i disciplinen: 👤H.C. Andersen og 👤Søren Kierkegaard.