Fortale
✂ Forud for den trykte fortale ligger et udførligt udkast (trykt i ►Albeck 1955, s. 102-104). Her forsøger Grundtvig at nedfælde en hel æstetik med skelnen mellem en passiv digtertype, der rives med af sine indre fantasier til både skønhed og grimheder (en lidenskabelig romantiker), en aktiv, der behersker sin kunst og styrer efter et formål (en perfektionistisk formkunstner af klassicistisk art), og så en deponent, som forener de to første ved intellektuelt at bedømme sin fantasis flugt, før han giver sig hen til den. Den sidste type kalder Grundtvig den “religiøse eller kristelige”. Tillægsordet “deponent” betegner i grammatisk fagsprog et udsagnsord i passiv form med aktiv betydning.
✂ Men alt dette kasseres til fordel for en ganske anden tekst, dateret 24. november 1811. Her hævder Grundtvig uden fremspekuleret skønhedslære at have fået sine digte af Gud: de er perler (jf. 👤Jesus i ►Matt 13,45-46), men som alt menneskeligt uundgåeligt befængt med “Haandens Urenhed” (s. XIV). Blandet med generelle udfald imod pietister og sværmere dækker Grundtvig sig ind bag godt en snes bibelsteder.