↩ I over et år havde Grundtvig afvist sine forældres anmodninger om at flytte fra København tilbage til landsognet på Sydsjælland. Perioden fra 1810-1811 i Grundtvigs liv er blevet beskrevet og analyseret grundigt. Alt efter personligt og fagligt temperament er perioden blevet fremlagt af forskere som Grundtvigs første maniodepressive anfald (Helweg 1918) eller som en krise af stærke kristelige anfægtelser. Under alle omstændigheder er det sikkert, at Grundtvig, der efter en ansættelse som huslærer på godset Egeløkke på Langeland, var ved at finde fodfæste som skribent i København. Han havde succes med en række udgivelser om nordisk mytologi og var i det hele taget ikke stærkt optaget af kristne trosspørgsmål. Det ændrede sig imidlertid i 1810-1811, der efterfølgende i Grundtvigs egne tilbageblik og i forskeres vurderinger fortætter sig til en omvendelsesberetning: Grundtvig fandt en gammeldags trosform kendetegnet ved kristelig “Enfoldighed og Ædruhed” (sp. 1270), og lagde hermed afstand til de komplekse filosofiske og romantiske tankestrømninger, der tidligere havde optaget ham. Det fremgår bl.a. af den marginale placering forfattere som fx 👤Kant, 👤Fichte og 👤Schelling tildeles i bogsamlingen.