↩ Fortalens hovedindhold er et rids af forholdet mellem religion, poesi og videnskab før og efter Jesu fødsel, der ligesom i 👤Henrich Steffens' forelæsninger ses som historiens vendepunkt (►Steffens 1996 [1803], s. 133-135). I gennemgangen indfletter Grundtvig et selvopgør med sin tidlige accept af samtidens fremherskende rationalistiske kristendom, hvor den menneskelige fornuft var central. Sin tro på den åbenbarede 👤Kristus daterede han til 1806, hvor han begyndte at nævne Jesu navn i sin dagbog (►Michelsen 1956a, s. 267). Selvopgøret gælder også hans optagethed af ideer fra den tyske romantik, som bl.a. kom til udtryk i afhandlingen ►“Om Religion og Liturgie” fra 1807 (se indledningen hertil, afsnittet “Grundtvigs inspiration fra tysk romantik”). I fortalen bliver afstanden til især 👤F.W.J. Schellings naturfilosofi markant.