↩ ►👤Kristian faldt, Smertens og Harmens bittre Taarer afløste Glædens, og jeg kunde ikke tie; saa høit jeg mægtede, løftede jeg 27 (US) min Røst, for at tolke, 13hvad mit Hjerte følte saa dybt►; neppe lød mit Kvad paa 📌Skaanes Sletter eller i ► 📌Upsals Helligdom, men ⓘ høie Genlyd af min Sjæls dybeste Toner hørte jeg dønne over Sundet. Skulde jeg vel fare vild, naar jeg troer, at den inderlige Bedrøvelse over den Boldes Fald som udpressede de blodige Taarer, at de høie Smertens Skrig, som gennemryste 📌Sverrigs Kæmpelegeme, at disse vidne om, at de Forhaabninger, I knyttede til Heltens Liv, ei vare ringere, ei mindre stolte, end dem, jeg lønlig nærde i mit Inderste? Dog de falmede, visnede med ham, den herlige Blomst, paa den golde Hede, men, skulle de ei atter spire, skal Døden ei for dem som for ham være en Genvei til kraftigt Liv? ►I sanke eder atter, for at kaare en vordende Høvding, frit er eders Valg, men ville I ►end atter prøve paa at opbygge den halv nedbrudte Mur? ville I kaare ►en Fremmed, som ei forstaae jert Tungemaal, som maa stirre bort fra eder, naar han vil finde sine Frænder og sine Forfædres Grave? Ville I heller have en saadan hvis Børns og Børnebørns Aand neppe kan sammenvokse med eders, end ►en Drot, hvis Fædre gennem ►Aarhundrede klædte 📌Nordens Troner, som mindes sine gamle Frænders Bedrifter naar han mindes eders, som 14udenfor 📌Norden eier Intet, der er ham kært og dyrebart; hvis høieste Stolthed det er, at være nordisk Drot, som Hedenolds Herlige vare det.