Grundtvig, N. F. S. Er Nordens Forening ønskelig? Et Ord til det svenske Folk

Det svenske tronfølgervalg

Modsat Danmark-Norge var Sverige et valgkongedømme, så et valg af tronfølger fra en ny fyrsteslægt var ikke uhørt. I juli 1810 befandt de svenske stænder sig dog i den usædvanlige situation at skulle vælge en tronfølger påny, blot ét år efter sidste valg. Den forrige tronfølger, 👤Christian August, var blevet kåret i maj 1809, men døde den 28. maj 1810 (se indledningen til Grundtvigs Sørgekvad 1810 ). En ny valgrigsdag var indkaldt til 23. juli 1810 og feltet indsnævredes i begyndelsen af juli til tre kandidater: den dansk-norske konge 👤Frederik 6., den afdødes broder, hertug 👤Frederik Christian af Augustenborg, og et endnu unavngiven fransk alternativ fra inderkredsen om kejser 👤Napoleon . Sagens udfald var imod sædvane åben, og dermed var vejen banet for magtkampe, lobbyister og pamfletter.

👤Aage Friis har gjort rede for den danske valgkampagne (Friis 1898). Rigets nye udenrigsminister 👤Niels Rosenkrantz var den 3. juli vendt hjem fra et længere ophold i Paris hos 👤Napoleon, som alle anså for at være den egentlige kongemager. Opmuntret heraf lancerede 👤Rosenkrantz fra 12. juli en kampagne for at få 👤Frederik 6. kåret til svensk tronfølger. Målet var inden for blot 11 dage at få forfattet og trykt pamfletter samt at fordele dem til svenske opinionsdannere.