↩
Det Samme tænkte jeg
I Aftes. Just som Maanen steg
Jeg naaede det gamle, prude 📌Leire,
Kongsgaarden laa saa taus og øde,
82Som om den sidste ►Skjoldung var begravet.
Jeg stødte med mit Sværd mod Porten,
Men hule Døn var ⓘ
alt det Svar jeg fik;
Jeg kom til 📌Hyldehøien, saae at Stenen,
Hvor Dannerkongen fordum sad,
Hvor 👤Harald sad, da han blev hyldet,
Var væltet ned, da gøs jeg ret,
Og mente det var arge ►Trolde,
Som kogled frem de slemme Syn.
Sørgmodig gik jeg ►trindt i Vangen
Og frygted hartad ei at finde
De gamle Kongehøie mer.
Men da jeg saae ►Rolf Krakes stande,
Som selv han fordum stod og faldt,
I Ring af sine djærve ►Kæmper,
Da glædtes jeg. Jeg gik derop
Ved Midnats Tid, og stirred længe
Forundret paa den gamle Borg
Og lytted, om jeg ikke kunde høre
Et Sværd at klirre paa et Skjold,
En Hund at bjeffe, om ei andet,
Saa dog en Snorken, Alt forgæves;
Mig tyktes kun at se en vældig Skygge,
Som om det kunde været 👤Gorm,
Henskride sorgfuld over Vangen,
Og stirre hen paa ►Odins Lund,
83Det faldt mig aldrig ind, at 👤Harald havde
Sin Stol fra 📌Leire fløttet, thi det var
For mig, som om han havde fløttet
Sig fra sin Stol. – Hvordan
Kan 📌Leirekongen ville ►bygge
Paa andet Sted, end ►Skjold og ►Rolf,
Og ►Frode, ►Regnar, 👤Gorm hin Gamle?