Optrin
af
►Kæmpelivets Undergang
i 📌Nord
Samlede
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig, *Kandidat i Theologien.
✂
►Es ist ein eitel und vergeblich Wagen,
Zu fallen ins bewegte Rad der Zeit,
Geflügelt fort entführen es die Stunden,
Das Neue kommt, das Alte ist verschwunden.►
👤Schiller.
København, 1809. Forlagt af I. H. Schubothe. Trykt hos Sebbelow.
III 384 (US)
Til
👤Adam Oehlenschläger.
✂
Mit Hjerte banker, højt min Aand sig hæver,
Jeg ►nævned Dig og ►nævned dig med ►Sands,
Og hver Gestalt, du trylled frem, hensvæver
For Aandens Øie, klædt i Straaleglands;
Med Korset jeg din 👤Olaf ser fremtræde,
Mig ►Asalivet vorder lig en Drøm,
Og Smertens Graad blir Andagts Taarestrøm,
Jeg klage vil, og maa en Lovsang kvæde.
✂
IVI 📌Nidaros jeg for Høialtret knæler,
Og skuer 👤Valborg ved sin 👤Axels Lig,
Min hele Sjel i vaade Øie dvæler,
Og løfter sig mod 👤Krist i Himmerig;
Men aldrig kan jeg ►Valhals Guder glemme,
Den Rune, som i Skjoldet ►Urda skar,
Fra spæde Alder mig ►inddrevet har
I gamle 📌Nord, og der jeg kun har hjemme.
✂
Jeg sad, og stirred i de gamle Skrifter,
Mig fængslede den store ►Kæmpeaand,
Som ►byggede i Hedenolds Bedrifter,
Og bandt dem fast med Jernets stærke Baand
Til ►Valhals Guder, til det Evighøie;
En Trang hel dyb jeg i mit Indre fandt
Til at udfolde Tiderne, som svandt,
For Samtids og den fjerne Fremtids Øie.
✂
VJeg vovede et Greb i stærke Strænge;
Men Aanden flygted fra den dumpe Klang,
Med Sorg forgæves greb jeg tit og længe,
Men aldrig stilledes den indre Trang;
385
(US)
Ustadig mellem Tiderne jeg svæved,
Og ingensteds jeg havde noget Hjem,
For Oldtid kun mig Nutid bragte frem,
Og halvt sit Slør kun Oldtid for mig hæved.
✂
En mægtig Lue tændtes i mit Hjerte,
Og voldsom jeg fra Oldtid mig løsrev,
Men da omspændtes jeg af idel Smerte,
Og ►Nornen mig paa nøgne Fjeld omdrev;
Da tyede jeg angerfuld tilbage,
Og bange stædtes jeg for Oldtid frem,
Men løftet var det dunkle Slør, et Hjem
Jeg havde nu for alle Livets Dage.
✂
VIAt tolke det, som nu mig ►lyst er vorden,
Mig bød en Røst som Røsten fra en Gud,
Enddog Du kvad, o store Skjald! om 📌Norden,
Ei maa jeg tie, glemme strænge Bud.
Ei vil jeg mig forvoven med Dig maale,
Det blege Lys i Natten har sit Hjem,
Men aldrig dog i Strid det traadte frem
Om Varme og om Glands med Solens Straale.
✂
Som 👤Trygvason Du ►est i 📌Norden ►baaren,
Men vendte aarle Dig, som han, mod 📌Syd,
Og hvor Du gik, der smiled liflig Vaaren,
Og hvert dit Kvad var ligt en Guddoms Lyd;
Som 👤Olaf, Du igen mod 📌Nord Dig vendte,
Og skued Kraften med din dybe ►Sands,
Du vakte den, men klædt i 📌Sydens Glands,
Og stundum ei sig selv i sig den kendte.
✂
VIIThi griber jeg, o Skjald! de stærke Strænge,
Og Mange ræddes for den hule Lyd,
Men Lyde, som fra 📌Nordens Gravhøi trænge,
Ei smelte kan, som Tonerne fra 📌Syd,
Og vovede jeg Strængen at nedstemme,
Og dæmpede jeg Røstens hule Klang,
Betydningsløs da blev mit Liv, min Sang,
Thi ►ikkun dybt i 📌Norden jeg har hjemme.
✂
386
(US)
Der stod en Gran paa 📌Norrigs høie Fjelde,
Den eied tusindaarigt Hjem i 📌Nord
Ei huggedes den om ved 📌Sydens Vælde,
Men undergravet var dens Rod i Jord.
Som ►Ygdrasills de andre prude Grene,
Den raadned under fule Ormes Tand.
Hvorfor? – Ei nogen Dødeligs Forstand
Udgrunder, hvad kun ►Norner veed allene.
✂
VIIIHentørret, løs, og hartad hel udhulet,
Stod Granen der, da kom en Vind fra 📌Syd,
Den faldt, men dog den ei var hel ►forfulet,
Det gjalded ►trindt, som mange Tordners Lyd;
Thi stort var Faldet, Jorden maatte revne,
Da tunge Rod sig op fra Dybet tvang,
Den friske Gren, før den isønder sprang,
Mod haarde Fjeld og stred med fulde Evne.
✂
Det stærke Bulder vil jeg her genføde,
Som det paa 📌Danmarks Sletter lød engang,
Til det i fjerne, sagte Drøn hendøde,
Og dæmpedes af 📌Sydens Takkesang.
Ei veed jeg, om mig ►Nornen dette under,
Og Faa i 📌Norden eie ►Dommerkald;
Thi vender jeg mig til dets største Skjald,
Til Dig som kvad om 👤Hakon og ►Vaulunder.
✂ Grundtvig.
Fortale.
✂ Historien beskuer jeg som eet sig udviklende Drama, der altsaa kun ved Skabergnisten i Menneskets Indre lader sig udfylde, og fremtræder da som den helligste Digtning, i hvilken Guder og Kloder henvandre med Kæmpeskridt, forkynder Tidens Stræben og dens Maal. Et saadant Dramas Mulighed og Herlighed kunne vi beskue i ►Asalæren. Fæste vi derimod Øiet paa den Del af Tiden, som ►alt er svundet, da se vi den ligesom opløse sig i Tidsaldere, af hvilke hver enkelt, skønt den kun er et Optrin af det store Drama, dog selv danner et saadant, der, mere eller mindre fuldendt, lader sig tilsyne. Et af de herligste er udentvivl gamle 📌Nordens; thi, mere sluttet i sig selv, er det en speiltro Afbildning af ►Asadramet, og vi kunne sige, at 📌Nordens Træ, uden fremmede Kvistes Indpodning, opvokset af egen kraftige Rod, stander som ►Ygdrasills hellige Symbol. Længe kæmpe de tvende Kræfter, ►Aser og ►JetX►ter, i deres jordiske Frænder, med hinanden og med sig selv, og at fremtrylle et Skin af denne lange betydningsfulde Kamp, saavelsom af dens Urbillede, er mit Livs Haab. Paa det Sidste kommer lig i ►Ragnaroke, en tredie Kraft fra Sønden; men uden at forbinde sig med nogen af de Stridende, træder den op mod begge; ►Bifrost Bro, som Guderne byggede mellem sig og Jorden, søndertrædes af en mægtig Fod, ►Valhal styrter, og endt er ►Asers ►Herredom. Dette, Omstyrtelsen af ►Asers Templer i 📌Dannemark og Kristendommens seirende Indtog med det vaiende, blodige Korsbanner, er, hvad jeg her stræber at fremstille. Nærværende Optrin maa da beskues som Dele af Dramaets sidste Akt, skønt de igen maa, saavel tilsammen som enkelte, udgøre dramatiske Helheder. Hvo der altsaa ei fik Øie for et ►Kæmpelegeme, hvis Lemmer igen selv ere Legemer, uden derfor desmindre at være og vise sig som Dele, han forstaar mig ikke.
✂ Kun Saameget vilde jeg her sige, for om XImuligt derved at hindre nogle af de skæve Domme, som Smagens Præster, der, selv Sædvanens Produkter, ei kunne taale Noget som strider mod samme, udentvivl ville fælde over mit Arbeide. Nøiere at udvikle mine Ideer om ⓘ det magiske Baand der knytter Poesi og Historie til hinanden, samt om de vekslende Skikkelser, hvorunder de i Forening kunne fremtræde, forbeholder jeg mig 388 (US) til Værkets Slutning, da en saadan Udvikling her, foran det sidste eller dog næstsidste Hefte, neppe vilde have sin rette Plads. Spørger Nogen, hvi jeg da ei begynder med Begyndelsen, da kan jeg vel ei nægte, at Dette vilde for Læseren været mere bekvemt; men derhos vide alle Kyndige at Man ei kan udtale ►uden Det, hvoraf Man er opfyldt, og tækkes Værket dem iøvrigt, ville de lettelig tilgive, at jeg ei følger anden Orden, end den min Stemning byder. For dem vil desuden hvert Optrin selv angive sin Plads, og for de mindre Kyndige skal jeg gøre, hvad der kan gøres: foran hvert Hefte ►hentyde paa XIIdets Sted, og ved Værkets Slutning lade ny Titelblade fastsætte Ordenen.
✂ Om hele Værket, saaledes som jeg med Aandens Øie saae og ser det, nogensinde kan fremtræde for det ydre, vide kun de høiere Magter, som forstaa at veie de Dødeliges Kraft, og for hvis klare Syn Fremtiden udfolder sig. Maaske var allerede Haabet selv forvovent, og Almenhedens Stemning, parret med en Stilling, hvori ustadig Helbred ofte røver de faa, dyrekøbte Øieblikke, jeg bestemte til Sjelens Fest, nærer visselig ei det dristige Haab. Dog,
✂
Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder
Forhindre, standse, det er sandt;
Men Manden ei kan holde op at ville.
✂ 📌 Valkendorfs Kollegium den 14 November 1809.
1 389 (US)
👤Gorm hin Gamle.
2De Talende.
| 👤Gorm hin Gamle, | Leirekonge. | |
| 👤Thyra Danabod, | hans Dronning | |
| 👤Knud Danaast, | } | deres Sønner. |
| 👤Harald Blatan, | ||
| ►Klakharald, | 👤Thyras Fader, Jarl i 📌Holsetuland. | |
| 👤Unni, | ⓘ Erkebisp. | |
| 👤Gardur, | en ►Sjælandsfar, 📌Islands Opdager. | |
| ►Eiulf, | 👤Gorms Fostbroder. | |
| Askield, | } | ►Hofgoder. |
| Thormod, | ||
| ►Hirdmænd. |
Første Samtale.
✂
Hel lysteligt det er i Alderdommen,
Naar man i Ungdom selv har faret vidt
Paa Tidender om Yngres Færd at ►lyde.
Men sig mig 👤Gardur! er det sandt,
Hvad Man om 👤Gangerolf fortæller?
✂
At han i 📌Valland fik et ►Hertugdom?
✂
Det veed jeg, men at han blev Kristen?
✂
Er ►og desværre sandt, jeg selv har set
Ham døbes, hørt hvordan han skifted
Sit gamle Navn, og fik et nyt igen.
✂
Det er et Galenskab, som nuomtide
Er kommet over 📌Nordens djærve Mænd.
Det danske Tungemaal har 👤Rolf vel ogsaa
Omskiftet med det ►vælske Munkepludder?
✂
Ja nu er 👤Rolf da død, hans Søn
Er kommet efter ham, han snakker
Som du og jeg imellem danske Folk;
Men for det meste taler han dog ►Vallandsk
Som alle de, der bo i 📌Rotemag,
Og til en anden By sin Søn han maatte skikke
For at han kunde lære Danskes ►Maal.
✂
Saaledes gaaer det nu. I gamle Dage
Hvor Danske kom, blev ogsaa ►Maalet dansk.
Men naar den ►Sæd fra 📌Romaborg nu vinder
Blir vel i 📌Danmark selv det Danske glemt.
✂
Det vil jeg ikke tro, men om det skedte
Saa er der nu et Land, hvor dog
Nok baade Fædres ►Sæd og ►Maal kan gemmes.
✂
Hvor mener du?
✂
Er det hint Land i Vest, som Man fortæller
At du har fundet.
✂
Netop det.
Jeg ►nævned Landet 📌Gardursholmen
At det dog kunde faae et Navn,
Men siden har Man kaldt det 📌Island.
Det er det samme, hvad det hedder, men
Det er et herligt Land med store Klipper,
Og mange Fjorde, alskøns Fisk
Og brede Enge. Der er koldt deroppe.
Men det kan ikke skade, det er ret
For ►Aser og for Nordmænd, og jeg tænker
At om en Klerk end vover sig derop,
Saa skal han fryse rent ihjel.
✂
Dygtig ►alt.
Jeg var der kun en Vinter, siden
6Jeg vilde seilet did engang igen,
Men kunde ikke mere Holmen finde.
Da vied 👤Floke ►Odin trende Ravne
Og fulgte siden efter, hvor de fløi,
Saa fandt han Landet, og jeg mener
Det er et ►Mærke paa, at ►Odin ►end
Har ikke tabt sin Kløgt, at høie ►Aser
Kanske vil fløtte op til 📌Island nu,
Ifald dem hviden 👤Krist fordriver,
Og 📌Norges Konge med; thi hvad er det
Vel andet 👤Harald gør, den Niding,
Som dræber 📌Norges ►Fylkekonger, eller
Uddriver dem fra deres Odel, ►dog
Hel mange af dem ere ►Odins ►Ætmænd?
De flygte ⓘ
nu til 📌Island, ►alt
For ►Thor og ►Frei er mangent Hus opbygget.
✂
Hvad kalder du da det, at jeg uddrev
Og dræbte alle 📌Danmarks ►Fylkekonger?
✂
Naar ►Odins Æt ►bær Vaaben paa sig selv
Jeg ei kan sige, at den gør det ikke;
Men du dog hærgede med ►mere Skel
Paa dem, der sveg dig for dit Odelsrige.
7Desuden er det ►saa en egen Sag med dig,
Du og de andre stammede fra ►Aslaug,
Fra ►Sigurd og fra ►Brynhild, med den Æt
Det er saa underligt, den maa vel kæmpe
Imod sig selv, som den har altid gjort.
✂ Ind traadte nu ►Eiulf hin Gamle
✂
►Hilsæl 👤Kong Gorm! hvad du befol,
Er Alt udrettet.
✂
Fra 📌Ribe og fra 📌Hedeby,
Fra Kirkebrand og Klerkemord jeg kommer,
✂
I fik da ►stillet Tungen paa de Klerke,
Der nu saalænge har bespottet ►Thor
Og alle ►Aser.
✂
Ja, vi fik den ►stillet;
Men hvad den mælte først, var fælt.
✂
Hvordan? mig tykkes Røsten skælver ►Eiulf!
Jeg troer du er ræd.
✂
Med dig jeg foer,
Saa vide om paa Hærtog og ►vist aldrig
Du saae mig ræddes, ja endnu jeg tør
Selv med hin argste Bærserk Holmgang prøve;
Men brænde Kirker, dræbe Klerke, nei,
Det gør jeg aldrig mer, om end du byder.
✂
De har forhekset dig med Seid
De arge ►Trolde, du vel ikke mer
Nu troer paa ►Aserne?
✂
Jeg troer at ►Aser
Har Magt, men den har ogsaa flere Guder
Og 👤Krist er stærk.
✂
Hvad sagde vel de Klerke?
✂
De sagde, naar de kom til Himmerig
Til deres ►Valhal, 👤Krist de vilde bede
At straffe os med Plager og med Død,
Men dig med Hjertesorg og alskøns Jammer.
✂
Og derfor ►est du bange? ►Thorbjørn ►vist
Dog ei blev ræd.
✂
Han siger det vel ikke
Til dig, thi han har glemt at mæle.
Paa vores Hjemfærd ►brødes Skibet, mig
De Kristnes Gud har ene ladet frelses;
Men han mig straffede dog mere haardt
End dem, der sank tilbunds i Havet.
Min ►Gunnar! – I halvtredsindstyve Aar
Kun Blod har rundet ned paa mine Kinder;
Men nu maa Taarer rinde – ja de
►maa.
✂
Din ⓘ
►Gunnar var en vakker Svend, og saare
Jeg ynded ham – Han drukned altsaa med.
✂
Og troer du da, ifald han kun var druknet
Jeg vilde staa og græde som en Dreng?
Nei gruelig han endte. – Over Altret
I Kirken hang et Stykke Træ,
Du kender det, det er som ►Hammerstegnet
Og ►nævnes Kors, derpaa var hviden 👤Krist
Udskaaret, og som ►røde Guld han lyste.
Det rev min ►Gunnar ned og holdt det frem
For Klerken, ►der han skulde dø, og spotted.
Og bød ham bede til sin hvide 👤Krist.
Da løfted Klerken Øinene mod Himlen
10Som om han kunde gennemstirre den,
Og da hans Blik paa ►Gunnar sig nedsænked.
Det var saa stærkt og hvast at alle gøs;
Dertil han mælte Ord, som klang saa hule
Og som ei Nogen iblandt os forstod.
Da blev min Søn som galen, snart han tuded
Lig Ulve, snart han brøled, Haanden kneb
Han fast om Korset, og da Kirken brændte,
Da løb han ind i Ilden, kasted sig
Paa Jord, og brøled gennem Luen.
✂
Ja det var grueligt, ei undres mig
Du græder. Jeg har glemt at græde,
Men ►hvis min 👤Knud – o sig mig dog!
Har du ei ►spurgt til hans og ►Haralds Færd?
✂
Om 👤Knud jeg Intet hørte, men Man sagde
►Klakharald ►alt var draget hid.
✂
Saa ►gak da Gamle! lad trehundred Mænd
Sig væbne, stille sig ved Salen!
✂
Det er det sidste Bud, som jeg udretter,
Før med min Kval jeg ►skjuler mig i Høi.
11Farvel 👤Kong Gorm! jeg tjente dig hel trolig
Og maaske alt for trolig.
✂
I ►Valhalla
Vi atter mødes skal til ►Gammensliv.
Fostbrødre vare vi, og jeg er pligtig
At hevne dig. Paa 👤Krist og paa hans Flok
Du hevnes skal.
✂ Støttende sig paa Spydet, gik den gamle ►Eiulf nedbøiet ud af Hallen.
✂
Hvad siger du vel 👤Gardur! om alt Dette?
✂
Jeg siger nu som før, at det er godt,
At 📌Island er, og at jeg mener
Det ikke er for Intet, at just nu
Den Ø er fundet.
✂
Saa du mener
At det er her forbi med ►Asers Magt?
✂
Det mener jeg just ikke; men mig tykkes,
Du frygter for det selv.
✂
Jeg frygter ei,
Det aldrig var min ►Sæd, og ei jeg grubler,
Jeg holder fast ved mine Fædres Tro,
Thi det er ►Kæmpetroen. Intet Jærtegn
Om det var nok saa ►underligt og stort,
Kan rokke mig; thi hine store Slægter
396
(US)
Som stige ned fra ►Odin er et Jærtegn
Langt større end om Ild blev Vand
Og Vand blev Ild. Dog ei jeg dølger, stundum
Hel sære Tanker avles i mit Sind
Naar jeg maa se, at ►Asers Flok forringes,
Og naar jeg tænker paa den tunge Drøm
Som jeg har havt engang.
✂
Ja Drømme
Desværre tit er ►ikkun alt for sande.
Paa 📌Norges 👤Harald ser Man det saa grant,
Hans Moder drømte, som du veed, om Træet
Der skygged over 📌Norrig, ei engang
Hun drømte, at saamange gæve Mænd
I Træets Grene skulde blive hængte,
Og nu er det dog med det Andet sket.
Hvad drømte du Kong 👤Gorm?
✂
Den Stund
Jeg beilede til 👤Thyra, ei hun vilde
Mig ægte, før jeg trende Nætter sov
I nybygt Hus, og sagde mine Drømme.
I trende Nætter kom den samme Drøm igen:
Mig tyktes at jeg stod ved 📌Østresaltet
Og Vandet skyndte sig fra Landet bort,
Saa der blev tørt imellem alle Øer,
Da trende hvide ►Nød gik op paa Land,
Saa trende røde, derpaa trende sorte,
Og alle ►bede Græs, men ►der de sorte
Fra Landet gik, da hørtes sligt et Gny
At hele 📌Danmark maatte skælve.
Det lagde 👤Thyra ud om haarde Uaar,
De kom, men Gnyet vilde hun udtyde
Om megen Død og Ufred i min Æt.
Kun liden er min Æt, den snart kan ødes.
►Og mener jeg, at ødes ►Skjoldungætten,
Da ødes ►og i 📌Danmark ►Odins Sæd.
✂
Din Drøm hel mærkelig maa ►nævnes,
Og dog jeg ei som 👤Thyra eier Kløgt
Mig tykkes det var ogsaa vel at mærke,
At ►Nødene var af ►adskillig Lød.
✂
►End mer ►adskillige de vare,
De sorte havde mægtig store Horn
De røde mindre, men de hvide ingen.
✂
Ja stor er ►Asakæmpens stille Kraft,
Den mindskes da, naar den i Strid sig deler;
Men Klerken stander værgeløs og svag
For Altret i den hvide ►Messesærk.
✂ ►Klakharald kom indgangende i Salen med 👤Knud og tredive ►Hirdmænd.
✂
►Hilsæl 👤Kong Gorm min ►Maag!
✂
Saa kom du dog
Engang ►Klakharald! skønt det sent maa ►nævnes.
Kom hid min 👤Knud, at jeg kan maale dig
Med gamle Øie! Du ►est vorden stor
Og stærk, du ligner dine Fædrefrænder.
Du 👤Gardur! ►gak med 👤Knud, fortæl
Ham Noget om de mange Lande
Hvor du har færdedes! og ►Harald sig
Til dine Mænd de ►gange ud af Salen!
✂ ►Harald bød, og ud ►ginge Mændene.
✂
Du 👤Gardur! kom igen! din Kløgt er stor
Og vel ⓘ
du høre maa, hvad vi samtale.
*Da vendte Kongen sig hel bister mod ►Klakharald.
Jeg trende Gange dig til ►Julegilde
Indbød, og du ►vanhædrede mit Bud,
398
(US)
Og loved, mig til Spot, du vilde komme
Men kom dog ei. Jeg derfor var tilsinds
Dit Land at hærge og dig selv at dræbe;
Men 👤Thyra saare gik i Bøn for dig
Og mente at du ►varst forhindret
Ved sære Hændelser. Nu ►est du her;
Trehundred Mænd staa væbnede ►for Salen
Og hvis du ei ►aarsager dig, da skal
Du aldrig ►komme heden med dit Liv.
✂
Mit Liv 👤Kong Gorm! er ►ikkun lidt at agte,
Du selv ►est gammel, jeg er ældre dog,
Og vilde glædes ved at dø, forinden
De Ting fremkomme, som ►tilstunde nu:
Derfor jeg ►kaarer ogsaa helst at tie
Enddog hel vel jeg mægtede at tale.
Du ei skal raabe dine ►Hirdmænd hid,
Du har jo selv et Sværd, og jeg tør mene
Mig værdig til at falde for din Haand.
✂
Uhørt jeg dræber Ingen som fremtræder
Her for min Stol. ►Aarsag dig, om du kan!
✂
Du vil da vide, hvi jeg ei er kommet?
✂
Ja derfor stevned jeg dig hid.
✂
Men naar du hører, hvad dig lidet ►huger?
✂
Saa er det ikke førstegang.
✂
Saa hør!
Ved ►Juletid jeg kom til 📌Limafjorden
Der stod et Træ hel grønt ved Fjordens Bred,
399
(US)
Og det var underligt, om Vinterstide
At se det ene Træ saa sommerligt.
I Træet hængte Æbler smaa men fagre,
Ved Roden Andre mægtig store laa,
Men ormestukne og med vissen Stilk
De ►alt begyndte at ►forfules.
Jeg gruede ved Synet, og hvorfor?
Behøver jeg vist ikke dig at sige.
✂
Ei sandt? det skal betyde ►Sædomskiftning?
Det var et grumme ►konstigt Syn,
Saa ►konstigt, at Man hartad skulde mene,
Det Træ kun i dit eget Hoved stod;
Men det er allerede slemt, det Store
Er raadnet der. – Nu, dengang blev du ræd
For Skyggen af dig selv. Hvad Mere?
✂
Den anden ►Jul paa Skibet ►alt jeg stod,
Ufødte Hvalpe høit i ►Tispen gøede,
Men selv hun tav. – Det vel betyder, at
Det som end ei er født, men dog undfanget
Skal vorde lydt, det Gamle ►tie kvær.
✂
Var alt det Gamle ►saa som du, ►Klakharald!
Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;
Men ►saa er ikke Alt, thi Man kan vorde
Hel gammel og dog ikke ⓘ
►kærlingvæg
Som du. – Hvad er dit tredie Eventyr?
✂
Ei Eventyr, men ►Sandsagn. Tvende Bølger
Hel store, løfted sig i 📌Limafjord,
Og ►sjunke i hinandens Favn, da tyktes
For Øine Vandet være idel Blod.
18Da tænkte jeg paa dine tvende Sønner,
Ulige som de begge er i Sind.
Dengang jeg dog vel maatte blive bange,
Da ei jeg er saa stærk, som du Kong 👤Gorm!
✂
Det er min 👤Knud, om hvem du spaar saa ilde!
Først haaner du, nu vil du pine mig.
Har du ►end Mer at sige?
✂
Nei.
✂ Kongen slog paa Skjoldet og en Flok ►Hirdmænd styrtede ind med dragne Sværde. Da reiste sig 👤Gardur og traadte for Kongen.
✂
Som det sig burde, tav jeg Herre Konge
Imens du talte, men da nu du vil
Din ►Maag den gamle ►Harald dræbe,
Fordi du ei kan se, hvad han har set
Da maa jeg tale, bede dig at mindes
Din egen Drøm og store Troldomskløgt,
Som Kristne eie! Mindes du ei længer
Hvad ►Eiulf mælte? hvorfor er det Løgn
Hvad Jarlen siger? mon fordi det tykkes
Dig ►underligt? og mener du da han,
19Hvis store kløgt er vide kendt i 📌Norden,
Ei vel saa let et mere rimeligt,
Sandsynligt Paaskud havde kunnet finde,
Ifald han vilde lyve? mener du,
Han vilde sagt dig hvad hel vel han vidste,
Du ei gad hørt, ifald det ei var sandt?
Saa underligt en Konge sielden dømte.
✂ ►Der han havde betænkt sig enstund.
✂
Ja du har Ret, og det var ►Odin selv
Som fik mig til at kalde dig tilbage.
I trende Aar jeg ►harmed mig, fordi
Jeg mente mig ►vanhædret, derfor tyktes
Mig Alting usandt, og da om min 👤Knud
Han spaade ilde, spaaede hans Død,
Hans Død, som naar jeg vorder lagt i Høien
Allene er igen af ►Skjoldungætten,
(Thi 👤Harald hører ei til den i Sind,)
401
(US)
Da blev jeg ret som galen, ►end jeg ryster
Af Harme, men det er ei ►Haralds Skyld,
Det ser jeg grant og derfor skal han leve.
Dog dette mæler jeg for eder ►Kæmper!
Og det skal mæles høit paa alle Thing
Fra 📌Skanei og til 📌Jotland: hvo som bærer
Mig Tidende om 👤Knud, at han er død,
20Ja som ham nævner død for mine Øren,
Han skal ei leve, indtil Solen sættes,
Om det er Dag, og er det Nat,
Ei til den reiser sig, det sværger
Jeg høit ved ►Odin, ►Thor og ►Frei
Og ►Nornerne, som Alles Skebne ►raade.
✂ ►Hirdmændenes Høvding.
✂
►Svinger i Luften
Lysende Staal,
►Støder det haarde
Sværd imod Skjold!
Hørte I Kongen
Svor ved de hellige
►Aser og ►Norner?
Aldrig kan brydes
Eden han svor.
Anden Samtale.
✂ 👤Gorm sad i Høisædet med 👤Thyra. ►Ned fra ham sad ►Klakharald og 👤Knud og mange andre Mænd ►trindt om Drikkebordet. Lystelig ►ginge Hornene omkring og glad var Kongen; men ►Klakharald sad tiende paa Bænken, og det tyktes alle Mænd skønne af hans Aasyn, at en Flok af hine mørkeste Tanker væltede sig i ham og knugede hans Sind.
✂
Nu drik, min ►Maag! det er ret Gammen
At drikke ►saa sit eget ►Arveøl.
✂
Nei det var bedre jeg var ei tilstæde,
Og I med Føie drak mit ►Arveøl.
✂
Da nu du er saa glad i Sind, min Konge!
Vil du da unde mig en Bøn?
✂
Kun sjelden nægted jeg dig nogen;
Kun naar du bad for dem, som vil
Nedbryde ►Asers Magt.
✂
Vist før du maatte
Mig mangen anden nægtet. Nu jeg dog
Kun beder for en Mand, som hid er dragen
Ad lange Veie for med dig at tale,
At han maa stædes for dig ind
Og drage hen i Fred, om end dig tykkes
Hel ilde hvad han siger!
✂
Som jeg er
Tilsinds i denne Stund, han skulde mæle
Ret meget Ondt, før jeg blev vred;
Men da jeg dog nu ei kan vide
Hvad der kan komme ham i Sind,
Er det vel bedst, formeget ei at love.
✂
Kan 📌Danmarks Drot, som gør alt hvad ham lyster,
Ei eengang taale at en Mand
►Og siger hvad ham lyster? frygter han
23At Ord hans Arm skal binde, hvis han ei
Med Sværdet fluks kan kløve ham som mælte?
✂
Jeg frygte for af Ord at bindes? Nei!
Led ham kun ind! og hvad han saa end mæler,
Han dog skal ►gange frit igen.
✂ Ud gik 👤Thyra at lede den Fremmede i Sal.
✂
Jeg gad dog vidst, hvad han vel har at sige.
✂
Tidsnok du vist det faar at høre.
✂
Alt hvad han siger, tager jeg for Skemt.
✂
Dertil maaske det bliver for alvorligt.
✂
Veed du kanske hvad han vil mæle?
✂
Ei hvad han vil, men hvad han kan.
✂ Ind kom Dronningen med Erkebisp 👤👤Unni.
✂
Hvem er du? hvad har du at ►føre?
✂
Jeg er en kristen Biskop, fører Aandens Sværd,
Som ind til Marv og Ben kan trænge.
✂
Hvad vil du her?
✂
Du spørger, hvad jeg vil?
Hvad Hyrden vil, naar djærv han søger
De Ulve som har ►slidt hans Hjord.
Her sidde I ved Skenkebord i Gammen,
Og drikke i ►jer Mjød uskyldigt Blod.
Hvad havde ⓘ
de vel gjort dig, grumme Konge!
De Fredens Sendebud, hvis Blod
Du nys udgød, som Himlens Herre
Ved mig nu kræver af din Haand?
✂
Hvi vil du staa og spilde dine Ord?
Du Lungerne bør i det mindste skaane;
404
(US)
Thi mener du, din ►Brumlen rører mig,
Du tager ►svarlig feil. Den Ormeflok,
Som i mit Land udspyede sin Edder
Med Ret jeg ofrede til mine Guder.
✂
Til Satan ofred' du Guds Børn.
✂
Hvem er vel Satan? mine Guder
Ei ►nævnes ►saa, og hvilken ussel Gud
Var Fader til den Ormeyngel?
✂
Hvem Satan er? Han er den gamle Orm,
Som søger at fordærve Jorderige.
Han tit sit Navn omskifter; her hos jer
Han ►nævnes ►Thor og ►Frei og ►Odin,
Og alle som ham tjene skal
Ved Døden komme i hans Bolig,
Og pines der i Svovelluen evig.
✂
Du raser Klerk! du taler jo,
Som ►Aser vare ►Midgardsormen,
Og ►Valhal ►Surturs onde Ild.
Hold op! jeg vil ei mere Saadant høre.
Jeg lovet har at skaane dig, men hvis
Du bliver ved at haane mine Guder,
Da maa jeg Løftet ⓘ
bryde.
✂
Satan var
Den første Løgner, hvo ham tjener,
26Kun holder Ord, naar han har ⓘ
lovet Ondt.
Men dræb mig kun! min Hals jeg rækker
Frimodig for dit Mordersværd.
Jeg gaaer til 👤Kristus, Verdens store Frelser,
Som over Sol og Maane har sit Hjem,
Og naar mit Blod i denne Borg udøses,
405
(US)
Da fries den fra Satans ►Overvold,
Thi uaftvættet skal det blusse frem,
Som Vidnesbyrd om Satans sidste Seier;
Din Æt skal se det, og ved Synet grue,
Og angerfuld omvende sig til 👤Krist.
Men gamle Hedning som du ►est, jeg ynkes
Ret over dig, og vil dig ei ►opirre
Til ved mit Mord at lægge Synd til Synd;
Jeg ►heller vil dig bede og besværge,
At du ved Troen tager, bygger op af ny
De Kirker du har ødt, og kristner Folket
Til Sone for de Kristne, som du myrded!
O hør mig Konge! det er sidstegang
Dig Herren kalder gennem mig sin Tjener.
✂
►Gak bort, du Lede! med din ►Jettekløgt!
Jeg med dit Blod ei vil min Sal besmitte.
Jeg veed du stoler paa den onde ►Trold,
Paa hviden 👤Krist; men alt hans Kogleri
Skal ei forskrække, ei forføre mig.
✂
Vil du da ikke angre dine Synder,
Men blive ved at stride imod Gud,
►Saa ryster jeg af mine Fødder Støvet,
Som 👤Krist de hellige Disiple bød;
Og mæler: til dig kom Guds Rige,
Men du ►forskød det, derfor ve!
Ja ve dig selv! og ve din hele Afkom!
Den skal undgælde hvad du har forbrudt,
Indtil den kristner 📌Danmark og forsoner
Gud Faders Vrede – Men ►Klakharald!
Du som den hellige 👤Ansgar har set,
Som hørte Herrens Ord af fromme 👤Rimbert,
Som i dit Hjerte troer paa 👤Krist!
Kan du dog ei, selv nu paa ►Grafsens Bredde
Dig rive løs fra Verden? vil du da
Forsagt din Tro indtil din Død fordølge?
Saa vid! den Herre Herre han har sagt:
406
(US)
►Hvo som for Mennesker mig nægter,
Ham vil jeg ogsaa nægte for min Fader.►
✂
Hvis du om trende ►Solemærker findes
►End i mit Rige, skal ►hin værste Død
Dig lønne for din Spaadom. Skynd dig!
✂
Ja, jeg vil skynde mig herfra;
Thi det er tungt at drage Aande,
Hvor Herrens Vrede, lig en Tordensky,
Til Alles Rædsel ruger over Landet.
Jeg havde tvende Skaaler i min Haand,
Da hid jeg gik; Velsignelsens jeg tager
Med mig igen, Forbandelsens udøser
Jeg over dig og al din Æt.
►End trodser du, 👤Kong Gorm! men snarlig
Dig rammer Vreden og du skal forsage.
✂ ►Der 👤Unni var udgangen sadde alle tause enstund, thi de vare betagne, Somme af Skræk, men Somme af Harme, de ei turde udøse.
✂
Forsage sagde han, forsage skulde jeg!
✂
Ei ►Aserne forsaged, da i Sal
Sin onde visse Spaadom ►Gulveig mælte;
Og hvo som troer paa dem, ►forsager ei!
✂
Du ►est min egen Søn, det kan jeg høre!
Nei, jeg vil ei forsage, men, ►Klakharald!
Hvad var vel det han mælede til dig?
✂
Han mæled Ord, som vel maa eftertænkes,
Og for at kunne tænke ret i Mag,
Saa giver jeg din 👤Knud mit Jarlerige.
Jeg brat maa fare hen i ►fremmet Land,
At før min Død et andet jeg kan vinde.
✂
Det bliver vist et dygtigt Rige, det
Du vinder nu i Alderdommen.
✂
I Alderdom! ja medens Man er ung,
Man glemmer meget, som Man burde gøre.
Og naar Man vorder gammel, let
Man tykkes at det er forsilde.
Men det er ikke godt. – Hel tung
Min Byrde tyktes mig i Alderdommen;
Men Bispens haarde Ord med Stenens Vægt
Nedtynge mig og knuge gamle Hjerte,
Saa jeg kan ikke aande mere her;
Jeg maa afsted til 👤Kristus som mig kaldte.
Farvel min Konge! hvis du mægter, 👤Thyra!
Da bøi det stive Hjerte! Dig, min 👤Knud!
Min kære Fostersøn, med Sorg jeg skuer;
30Thi onde Varsler saae jeg for dit Liv,
Og jeg til Offer selv dig har opfostret.
✂
Nei bi! i mørke Taarn du ned
Skal kastes dybt, saa Ingen mere hører
Din onde Spaadom, saa du ei
Skal lokke Fler med dig til hviden 👤Krist.
✂
O dæmp din Vrede, Konge! lad mig fare!
I Morges bad jeg ikke for mit Liv,
Da længtes jeg saa saare efter Høien,
Men nu jeg veed, at der er ingen Ro,
Nu skælver jeg for Dødens Komme.
Din 👤Knud har jeg opfostret til en Hedning,
Enddog jeg gjorde det med lønlig Gru,
Og ►
►sanked hede Gløder paa mit Hoved
;
Men ei jeg vilde svige dig, og ei
Jeg turde drive ►Aserne fra 📌Norden.
Nu har du ham, og han mit Rige har;
Lad nu mig arme gamle Mand henfare,
At gøre Bod for alle mine Synder
I kristent Land, forlige mig med Gud
408
(US)
Før jeg skal dø! Men, vil du ikke,
Saa lad dog først den hellige Guds Mand
Ved Daaben vie mig til Tro paa 👤Kristum
31Og tvætte af min store Syndeskyld!
Da maa du kaste mig i ►Ormegaard,
Og jeg skal sjunge der med Gammen,
Til Sangen endes med det sidste Suk.
✂
Ei er jeg fager mer, som da du beiled,
Og tyktes der var ingen Mø som jeg.
Du mindes vel de Tider ikke længer?
Men mindes maa du dog, at det var mig,
Som friede dit Land fra Hungersnøden,
Som ►stilled Folkets Vrede tit paa Thing,
Som ►skuffed 📌Sakslands Keiser og som reiste
I 📌Daneværke ►Skranken for hans Magt.
Skal nu til Løn min gamle Fader kastes
I Fangetaarn og dø en ►pinlig Død?
Er det fordi han troer paa 👤Krist, da ►kaster
►Og mig derned, thi jeg har samme Tro!
✂
Naar Gamle tale, skal de Unge tie,
Saa lærte mig ►Klakharald; men de Ord
Som trængte sig, fra Sindet frem, ei længer
Paa Læben jeg kan binde, thi som Ild
De brænde. Ei mig Bispens Tale undred,
Hans Djærvhed glæded, men, betog mig ei.
Men ved min gamle Fosterfaders Ord
32Jeg blev hel sær og sørgelig tilmode.
Det rørte mig i Sind, at han som lærte
Mig store Sagn om ►Odin, ►Thor og ►Balder,
Forlod den gamle stolte ►Kæmpesæd.
Det rører mig, at ►Dvalins Døttre mægted
At drive ham fra ►Valhals Dør, da ►alt
Den aabner sig for ham til ►Kæmpegammen;
Men pine ham, fordi han ►saa er pint,
Det var en Skændsel som maa ikke nævnes.
409
(US)
Hel Mange tro jo ►ikkun paa sig selv,
Dem straffer du dog ei min Fader,
Enddog langt mer de haane ►Asers Magt.
✂ Taus sad den Gamle.
✂
Hører du, Konge!
👤Thyra den Elskede,
📌Dannemarks Trøst!
Hører du Sønnen,
👤Knud den Elskværdige,
📌Dannemarks Haab!
✂
Du tier, Konge! du vil ikke høre.
Saa hør da ►Regnar Lodbrogs ►Ætmand her:
Jeg sværger ved de ►rige ►Valhals Guder,
33At selv jeg før mod dig skal løfte Sværd,
Og før skal ►Odins sultne Fugl mig ►slide,
Før jeg skal se ►Klakharald lagt i ►Baand.
✂
Hører du, Konge!
►Skjoldungen sværger,
Ti nu ei længer!
✂
For gammel er nu 📌Leirekongen vorden,
Da han maa tie i sin egen Hal,
Og tale kun, for Budet at genkalde
Som han har givet; men jeg mærker det,
Min Stol nu hælder som de gamle Guders.
Min egen Søn, min 👤Knud, som troer
Paa sine Fædres Guder, ved dem sværger
At ►bære Vaaben paa sin Fader.
►Klakharald! gaa! jeg ei min egen Æt
Vil øde, ikke ►Troldens Spaadom sande.
✂
Du sagde, Fader! du var blevet svag,
Og til en rørig Medhjelp kan du trænge;
410
(US)
Saa del da 📌Danmarks Rige nu med mig!
At jeg kan vorde mægtig som min Broder.
✂
Hvad? vover ogsaa du at haane mig?
Du usle ►Kvindedreng foruden Kræfter!
Nei dig jeg før skal dele, end med dig
Jeg deler 📌Danmarks Rige. Trende Skibe
Dem skal du faae, ►gak saa med Hast herfra,
Og stædes aldrig mere for mit Øie!
✂
Vel har du svaret.
Venfattig 👤Harald,
Kivsyge 👤Blatan
Aldrig skal styre
👤Danaasts Odel.
Tredie Samtale.
✂ Ved Midnatstide sad hin ypperste ►Hofgode Askield i sin Bo. Svagt brændte Ilden paa Gulv og ved Skinnet læste den Gamle forne Runer og ristede ny, ►vist skulde de ►nyttes ved det nære ►Jolablot. Sagtelig ►indtren hin anden ►Hofgode Thormod.
✂ Thormod.
✂
Askield! Askield!
Ven af ►Aser!
►Est du vaagen?
Drotten ængstes,
Drotten byder:
Der skal blotes,
Store Guder
Skal adspørges.
✂ Askield.
✂
►Jetter og ►Trolde
Spøge ved Midnat,
36Og kun til Mørket
411
(US)
Blotes i Mørket,
Ei vil jeg blote.
Hvad monne ængste
Drotten i Hallen,
Mens han ei sover?
✂ Thormod.
✂
Ei maa han sove, thi han ængstes ►svarlig
Af onde Drømme om sin elskte 👤Knud.
✂ Askield.
✂
Runer jeg rister,
Runer jeg læser,
►Løser de bundne
Stave► med Kløgt.
✂
►Gak nu i Hallen!
Sig du til Drotten:
👤Danaast ligger
Blodig og livløs
Hisset ved 📌Limfjord.
Vel maa han ængstes,
Vel maa han eie
Søvnløse Nætter.
✂
Og bærer jeg til ham det onde Budskab,
Da svarer han mig kun med Sværdeod.
✂ Askield.
✂
Ei maa han dræbe
►Asernes Tjener.
Sig ham! hans Elskte
Er hos sin Broder.
Spørger han længer,
Svar, at den anden
Morgen skal bære
Tidender visse
Frem for hans Stol.
✂ ►Trindt i Hallen stode Kongens ►Hirdmænd, tause og med lønlig Gru stirrede de paa de sorte ►Tjeldinger og det graa ►Væv. Fremmerst stod Askield med det mørke grublende Aasyn, og bag ham de andre ►Hofgoder. Da indkom 👤Thyra med den meget alderstegne Konge ved Haand, og han satte sig i Høisædet efter Vane.
✂
Solen er oppe,
Drot! vil du følge
Med os i Lunden?
Hellig maa holdes
Midvinters Blot.
✂
►End er min 👤Knud da ikke kommen hid!
Om Nat jeg ser ham, men kun bleg og blodig.
Du sagde, Askield! at ved dette Morgengry
Mig skulde visse Tidender frembæres,
Hvem siger nu mig Tidende om 👤Knud?
✂ Askield.
✂
Levende tie.
Ræddes for Døden,
►Ikkun det Døde
Vover at mæle.
✂
Hvordan? mig tykkes, at det sortner for mit Øje,
►Hvad heller ►tjeldedes min Hal med Sort?
✂
Den ►tjeldedes med Sort min Konge!
✂
Nu veed jeg det. Det er dit snilde Værk,
Det er den Tidende, som Guderne mig loved,
Ja den er vis, som Hanegal i ►Hel,
Nu er han død, min Eneste, min 👤Knud!
✂
Du selv har sagt det, ikke jeg, min Konge!
✂
Mindes du Eden,
Konge! den strænge,
Som du har svoret;
Som vi stadfæsted?
Aldrig kan brydes
Eden du svor.
✂
O! mene I, jeg trænger til at mindes
Om Eden, som jeg svor? var den ►og ei,
Hvor kunde jeg dog ►end en Time leve!
Min Kraft er borte, og den Eneste,
I hvem jeg saae min svundne Kraft gjenfødes,
Han er nu død. O 📌Danmark! græd med mig!
Udlevet er din gamle ►Kæmpestamme
40Dit Slægtskabs Baand med Guder er opløst.
Du Askield! sig! hvem var min 👤Knud til Bane?
✂ Askield.
✂
►Jetter og ►Trolde
Spøge om Midnat,
Æggede Broder
Op imod Broder,
Hisset ved 📌Limfjord.
Kan du forstaa mig?
✂
Saa var det dog, ►Klakharald! sandt du mælte!
Saa maatte dog de store Bølger mødes
I 📌Limafjord og farve den med Blod!
Saa falde da vel ►og de store ►Æbler
Af Egen ned, og raadne ved dens Rod!
✂
Men hør mig ►Odin! ►hører alle ►Aser!
I høie, strænge ►Norner! ►hører mig!
Og ►høre mig hver Gud, som Noget ►raader!
Lad min Forbandelse paa 👤Harald og hans Æt
I tredie og fjerde Led nedarves!
Lad ham af egen Søn uddrives, myrdes!
✂
41
414
(US)
►Saa hævnes 👤Knud paa Fader og paa Søn.
Og, ►Odin du! ifald du Noget mægter,
Da knus min Æt! naar den forlader dig.
✂
Nu ►rækker mig mit gode gamle Sværd!
Som jeg har arvet efter mine Fædre,
Som ►Odin til sin ►Ætmand ►Sigmund gav,
Som ►Sigurd Fofnisbane stolt har baaret.
Det dræbte ham, det skal ►og dræbe mig,
Og da skal, Askield! du det sønderhugge
Og grave ned dets Stumper i min Høi,
Til Tegn, at ►Odins Æt er lagt i Høien.
✂
Ei vil det saare. Er dets Od saa sløv?
►Hvad heller er min Haand saa ►størkeløs?
Ak! Haanden falder, Hjertet brister,
Og jeg maa uden ►Kæmpemærket dø.
✂ Askield.
✂
►Odin! ►Odin!
Stort du bloter
Til dig selv!
Søn og Fader,
42
👤Knud og 👤Gorm.
Høit det gjalder,
📌Danmark skælver,
Ser med Gruen
►Jolablot.
👤Harald Blatan
og
►Palnatoke.
44De Talende.
| 👤Harald Blatan, | Dannekonge. | |
| 👤Svend Tveskæg, | hans Søn. | |
| 👤Popo, | hans Klerk. | |
| ►Palnatoke, | 📌Jomsborgs Høvding. | |
| ►Fjølner, | hans Farbroder, 👤Haralds ►Hirdmand. | |
| ►Vagn Aagesøn, | hans Sønnesøn. | |
| ►Bue Digre, | } | ►Vesets Sønner fra 📌Borgundarholm. |
| ►Sigurd Kappe, | ||
| ►Sigvald, | } | ►Strutharalds Sønner fra 📌Skaane. |
| 👤ⓘ Thorkil Havi, | ||
| 👤👤Odinkar. | ||
| 👤 Gunnar fra Hlidarende, | en Islænder. | |
| 👤Haralds Sendebud. | ||
| 👤Svends Sendebud. | ||
| En ukendt Olding. | ||
| ►Hofgoder |
Første Samtale.
✂ ►Sankede vare de ypperste Jomsvikinge, og mellem dem ►Vesets og ►Strutharalds Sønner, for at ►lyde paa ►Palnatokes Tale, ►der han gav 📌Jomsborg Love.
✂
Hvad var vel 📌Jomsborg? Kun et ►Vikingsbøl,
Et ►Smuthul for en vild og ►fremmet Skare,
Som røved fra den stille Bondemand,
Fra Ven og Fjende, sloges fræk om Rovet,
Og krænked Kvinder, dræbte Vaabenløse.
✂
Vor Arm har knuset denne Røverflok,
Men skulle vi forny dens onde ►Idræt!
Kun slet det sømmed sig for os, som alle
Fra ►Odin stamme ned. En anden Trang
Os ►sanked her, det høit skal nævnes
I 📌Nord, hvi 📌Danmarks Kæmpeskare drog
46Til 📌Vindland hen. – I veed, paa 📌Bretlands Kyst
Jeg har et Rige, som jeg kunde ►raade.
Hvi kom jeg hid? hvi stillede jeg mig
I eders Spidse, nu da Haaret graaner,
Da jeg med Hæder kunde i min Hal
Hensidde rolig, trodse 👤Haralds Vrede?
►Oplader eders Øine, ►Kæmper! ►ser
Hvor 📌Nordens Aand i 📌Norden selv forsvinder,
Hvormangen Drot nu kaster gamle ►Sæd,
For hviden 👤Krist at tjene! ►ser med Harme
En Klerk fra 📌Saksland knæle, sukke der
Hvor fordum ►Kæmpen sad og Skjalden kvad!
✂
Jeg saae det, og jeg svor ved ►Urdas Brønd,
At standse Edderelven, som fra 📌Syden
Vil strømme hid og overskylle 📌Nord,
Og disse Mure skal som Dæmning stande
417
(US)
Mod striden Elv og gemme 📌Nordens Kraft,
Til den sit gamle Hjem kan atter vinde.
Men sker det ei, og driver ►Jetters Flok
Den gamle, stolte Gudehær fra 📌Norden,
Da skal dog 📌Jomsborg staa i hellig Kraft,
Som ►Undersyn, som varigt ►Kæmpeminde
Om Tiderne, som rulled hen,
Som dræbtes af en Trælleskare.
✂
Ja, og af hver en Nidings Ben,
Som Sværdet naaer, skal Muren vokse,
Og Blod skal farve den, da staar
Vor Borg som røden Altersten
Til Skræk og Gru for hele 📌Norden.
✂
Du har os ►sanket, ►Toke! her til Stevne,
For mellem os at ►skikke Lov og Ret,
At Borgen, som saa stærk vi bygged,
Som har i os saa fast et Værn,
Ei skal ved Splid og ►Tvedragt ødes;
At Vildhed og at Grumhed ei
Skal Høvdinge imod os reise.
Thi, sig! hvad med din stille Kløgt
Du har udfundet!
✂
Trænge vi til Love?
Skal de vel binde vores ►Kæmpehaand!
At kaste Hjelm og Skjold, og modig
Med løftet Sværd i ►baade Hænder
At ►gange frem og aldrig fly,
Er Mandens Lov; men kønt at holde Fred,
Det er en Lov for gamle Kvinder.
✂
Du ►Bue! pukker altid paa dit Sværd,
Hvad har du vel, naar det engang du mister?
Din Hjerne den er tom og farlig hul,
Derfor ►og nu saa høit din Pralen skralder.
Du mener, at af Dødningben
418
(US)
En Mur kan bygges, veed da ikke
At snart de rulle, naar kun Liv
Hel sagtelig det ene rører,
Du vil bestryge den med Blod,
En herlig ►Kalk, som stadig rinder
Og river Muren med sig hen.
✂
O kives nu ei ►saa! kun lidet sømmer
Sig Sligt for Mænd. Vist, ►Bue! ei
Min Lov din ►Kæmpehaand skal binde,
Kun ►raade med den, saa den ei
Sig alt for vildt omkring skal tumle.
Du ►Sigvald! kløgtig fandt, at ►Bue
Foruden Sværd var vaabenløs;
Men hvor er ►Kæmpen vel, som ►nænner
At vriste Sværdet af hans Haand!
✂
Nu Lovene jeg eder vil ►fremtælle,
Og hvad ham tykkes, maa Enhver i Dag
Om ►dennem tale, men naar næste Morgen
49Fremgryer, skal for hver, som Loven ei
Vil taus adlyde, Porten fluks oplades,
Og har han hørt den slingre bag sin Hæl
Mod Stolpen ind med Gny, han aldrig
Af 📌Jomsborgs Mænd skal høre anden Tale,
End den som lyder høit i Sværdets Døn,
Naar det hans Skjold og Brynje kløver.
✂ Alle.
✂
Ja han skal høre Sværdets Døn,
Naar det hans Skjold og Brynje kløver.
✂
I Livets Morgenrøde Livet spiller
Letsindig vaklende, som Rør i Luft;
Mod Livets Aften ►Størken atter svinder
Og varig Kraft er ►ikkun ►Asers Lod;
Vor Borg behøver Mænd, og derfor Ingen,
Som ei har ►baaret atten Vintres ►Kuld,
419
(US)
Og Ingen som har femti Aar paa Bagen,
Skal ►stædes Adgang til vort ►Kæmpelaug.
✂
Ja, ingen Dreng og ingen Gubbe,
Som blegner ved at skue Blod,
Som nøler med at drage Sværdet,
Maa taales i vort ►Kæmpelaug.
✂
Den Mand, som bange veg i Strid
For En, der kaldes maa hans Jævning,
Om han ved List end sneg sig ind,
Skal fluks uddrives som en Niding.
✂
Ja, Hver som bange veg i Strid
For En, for ti, for hundred Fjender,
Bør drives ud.
✂
Nei, ikke saa!
Du ►est af Staal, og Staalet viger
Ei før det hel er sønderbrudt;
Gid 📌Jomsborg aldrig dine Lige
Maa ⓘ
mangle! men den ødtes fluks,
Hvis Alle vare dine Lige.
✂
I 📌Vestresaltet tit jeg foer,
Og naar jeg veg for Stormens Vælde,
Jeg stundom saae en Snekke stolt
►Forsage Land og Kyst og Havn,
Og trodse kæk de store Bølger.
Jeg stod og saae med herlig Lyst
Paa ►Asathors det høie Billed;
Men Roret knak, og Snekken sank,
Og kneiste aldrig mer paa Havet,
51Og aldrig mer den bar en Flok
Af ►Kæmper hen til mandig ►Idræt.
Du veed det, ►Bue! ei af Frygt
420
(US)
Jeg taler ►saa, ►end ofte Skjoldet
I Striden tykkes mig for tungt;
Men dette Laug ei, som et Under
Paa Himlen, skal en føie Tid
►Fremglindse og igen forsvinde;
Af haarde Stene Muren blev,
I Jernets ►Størke Porten klædtes,
Thi vil jeg ►og, at flere Led,
End jeg kan tælle op til ►Odin,
Skal tælles ned fra mig, og ►end
Skal i sin Vælde Borgen stande.
✂
Ja, det vanærer ingen Mand
At vige for en mægtig Fjende,
Thi ellers maatte stolte Eg
Sig skamme, naar dens Top sig bøier
For Vindens Kraft.
✂
►Saa tænker du,
Din Fader tænkte ligedan, ►Strutharald
Har set sin ►Strut af fem Marks Guld
Paa ►Bues Hjelm og han har tiet.
✂
Alt Nag og Nid skal her forsvundet være,
Thi Brødre er det, som i 📌Jomsborg bo;
Om Nogen ogsaa fandt sin næste Frændes,
Sin Broders, Faders Bane her,
Ei maa han blotte Sværd, men ene
Jeg dømmer hvad mig tykkes Ret.
Med Vandet som vor Borg omskyller,
Sig Blodet ►blande! men den selv
Ei smittes maa af røde ⓘ
Vædske;
Mon ►Aser vel har glemt, at ►Fenris bed
Med onde Tand af ►Tyr hans ►Høire;
Og veed de kanske ei, han skal engang
Den høie ►Seierfader sluge?
De Intet glemme, Alt de veed,
421
(US)
Men helligt Thing de ei vil smitte
Med ►Ulvens Blod – Som Guders Thing
Saa skal vor Borg os hellig være.
✂
Den Lov er haard, var anden Høvding
End ►Toke, snart jeg skulde atter se
📌Borgundarholms de høie Bakker,
Hvor frit jeg turde løfte Sværd
Mod ►Vesets og mod egne Fjender.
✂
Den Lov er viis; thi ingen Høvding
De vilde ►Kæmpers Overmod
Var mægtig uden den at styre;
Snart skulde Ravnen hakke ud
Den sidste faldne Vikings Øine,
Og Ulven vade dybt i Blod,
Og ►slide Lig i Borgens Sale,
Om Frændehævn og Tvekamp her
Tillodes ►inden disse Mure.
✂
Hvor Tappre er, Bagtale, ►Digt og Løgn
Kan ikke være, hvis det Nogen glemmer,
Med Spot og Haan fra os han drives ud.
At sige Tidende ei heller Nogen vove!
Thi selv jeg først og ene vil
Forkynde, hvad der skal forkyndes.
✂
Alt Bytte skal til reiste Stang
Henbæres, der det skal uddeles;
Og er en Niding, som for sig
Beholder Noget, aldrig Solen
Ham skal beskinne mere her,
Om han ►og var min ►næste Frænde,
Næst mig den vældigste i Kamp.
✂
54Ei ►sankedes vi her til Lyst og Gammen,
Men til at virke, bære kækt som Mænd
Hvad Mænd kan bære, derfor Ingen
422
(US)
Sin Trængsel eller Kvide maa
For Anden klage.
✂
Kvinder sømmer
Det sig at klage, ser jeg En
At vride sig i Kamp ved Saaret,
Han skal vist ei fortælle, hvad
Han vred sig for.
✂
Men naar en Byrde
Er mig for tung, hvi maa jeg da
Ei byde Vennen hjelpe mig at bære?
✂
Fordi saalænge du den bærer selv,
Da er den din, men naar du den fortæller,
Da er du dens, og den igiennem dig
►End søger at nedbryde Vennens Kraft.
✂
Kun een er Loven, som ►end maa tilføies:
Imellem os skal ingen Kvinde bo,
Thi Manddom døer i Kvindens kælne Favn.
✂
►Selvanden jeg hver Nat i Sengen ligger,
Jeg med mit gode Sværd, og vi
►Vist ei hinanden skal forkæle.
✂
Som Mandevid er lidt mod ►Norners Visdom,
►Saa, ►Toke! agter jeg min Kløgt mod din.
Men dog mig tykkes, om mig Noget tyktes,
At denne Lov er ⓘ
underlig og sær.
Naar Vinterfrosten binder Havets Strømme,
Og Snekken hviler trygt i Borgens Havn,
Naar ►Kæmperne om breden Bord forsamles
Til Gammens Tale, sjunge gamle Kvad,
Hvi maa da fagre Møer ei ►fremgange
423
(US)
►Alt under hviden Lin, og brune Mjød
I Hornet øse, det til ►Kæmpen række?
►Valkyrierne jo i ►Odins Sal
►Fremgange ►saa, og aldrig ►end Man hørte
►Einherier at glemme daglig Strid.
✂
Ei er jeg snild i ►Maal som ►Sigvald,
Og tier gerne, naar som Kloge tale;
Men her mig tykkes dog et Ord
Jeg ►og maa lægge til: jeg fæsted
56Mig liden ►Tove, hun er ►væn som Faa,
Dog hid jeg drog for Manddoms Daad at øve.
✂
Ja, Brødre! ►Kæmper! I har Ret,
Hel underlig kan denne Lov ►og synes,
Jeg grubled længe, nødig vilde jeg
Den fagre Lænke sønderbryde,
Ei har jeg sønderbrudt den, sagte
Jeg løfted ►ikkun Led fra Led.
I Borgen her maa ingen Kvinde være,
Kun tvende Nætter maa i Rad
Sig Nogen selv fra Borgen fjerne,
Men Høvdingen, som skarp i Syn,
Maa dybt i sine ►Kæmper skue,
Vil stundum dog om Vinterstid
Tilstæde den, hvis Mod er øvet,
Hvis Hug er fast, som er en Mand,
At dvæle hos sin Mø, sin Kvinde.
✂
Dig ►Sigurd! 📌Nordens ægte Søn,
Og ►Sigvald! snild i Raad og Tale!
Jer vil jeg lære, hvi vor Borg
Maa lukkes tæt for hver en Kvinde.
►Valkyrier i ►Odins ►høie Sal
Frembære Mjød, ja endnu mere:
►Folkvangers Mø i kærlig Favn
57Indslutter ►Kæmpen, som har elsket.
Jeg fordum sad i ►Stefners Borgesal,
424
(US)
Med hviden Haand ►Olufa rakte
Mig Hornet, gav mig Haanden med,
Og mangengang jeg djærv er sprunget
Fra hendes Favn i ►Hildurs Leg;
Med Lyst jeg hørte hende kvæde,
Men ►og med Gammen Pilesang.
Alt under Høien hviler hun, men hist
Paa ►Disabænk jeg skal den ►Væne favne.
Ei er det Tingens men kun Tidens Skyld,
Som ved sin Vanart nøder os at kaste
Det Halve bort af Fædres ►Kæmpeliv,
For anden Halvdel at bevare;
Naar Møen er ►Valkyrie, da ei
Hun Manden kalder bort fra ►Odins Lege,
Saalænge hver en 📌Nordens Mø
For ►Freia knæled øm og modig,
Oplued hun sin Beilers Sind
Til mandig Daad; thi vel hun vidste,
►Sesrumner aabnes kun for Mænd.
►Alt længe nu er Tro paa høie Guder
Hos Mange slukket, siden vi i Lund
Opreiste deres Støtter, synes ►Aser
Som døde i den døde Sten,
Og Kvinden, hun som søger Varme,
58Og lever kun i den, har følt
Paa kolde Sten, og gyst, og flygtet;
Ei mer hun ►stunder efter ►Freias Sal;
Men tæt hun vil sin Elsker knuge
Til sig paa Jord. – Og nu den nye Lære!
For Kvinder skabt, den heder Kvindens Hjerte,
Og Mandemods det før saa haarde Malm
I Heden smelter.
✂
Du da mener altsaa,
At 👤Kristuslæren 📌Nordens gamle Kraft
Fordrive vil?
✂
Jeg Intet mener
Jeg ser og tror, og hver som ser,
425
(US)
Maa tro med mig. Jeg fuldt har nemmet
I 📌Bretland Læren, kunde ►og
Hel klarlig vise, at det ►saa maa være;
Men dennegang jeg dig kun vil adspørge:
Hvorfor mon Angler undertvang
De gamle Britter? Hvorfor mon
De samme Anglers Æt ►betvunges
Af ►Regnars Sønner? Hvorfor kued 👤Rolf
Det stolte 📌Valland?
✂
Ja, det synes vise,
At største Kraft hos ►Asafolket boer;
Men Eet er underligt, hvi kued
Vel 📌Sakslands 👤Otto 👤Harald saa?
✂
Mon ►Aserne da med ham strede,
Og mon for ►Aser 👤Harald stred?
Veed du det ei, at 📌Leirekongen
Er haltende og sygelig,
Vil være baade 👤Gorm og 👤Thyra,
Vil være baade Ild og Vand,
Men blir en Damp, det Slette af dem begge.
Hans ►Hirdmænd er som han, hans Folk
Forvirret veed ei hvad det vil og søger,
Og var det da den kristne 👤Otto vel,
Som ødte 📌Danneværke, eller
Var det ei 👤Trygves djærve Søn,
Den unge 👤Olaf hist fra 📌Norrigs Fjelde,
Af gamle 👤Haralds Æt, med 👤Haralds Tro,
Ham, som jeg før min Død ►end tænker
At se paa 👤Haralds Stol og der
At gøre 📌Jomsborg hartad unødvendig!
✂
Hvor kan du ønske det? Har Nogen
Vel dyrket Guderne med mere Flid
End 👤Hakon?
✂
👤Hakon? ja 👤Hakon!
Jeg kender ham, ►Guldharalds lumske Morder.
Han ►sanker Ben af gamle 👤Haralds Æt
Og reiser paa dem ►Hladejarlens Sæde,
At det kan vorde høit, en Kongestol.
Han tro'r paa ►Jetter, paa sin egen ►Størke
Paa ►Valhals Guder tror han ei.
✂
Men hvorfor har han da vel bygget
Ved 📌Hlade og i 📌Guledal
De fagre, prude Gudehuse,
Hvis Mage Man ei saae i 📌Nord?
Hvi mon han ►Aser ►saa udsmykker
At Guldet hartad skjuler dem?
✂
Hvorfor? Det var vel ikke tungt at sige;
Men naar han skjuler ►Aserne med Guld
Da gør han ret; thi det var Guldet
Som skjulte ►Aserne for ham.
61Han har opbygget Gudehuse!
Hvor priseligt! ►Saa bygge ►og
De Kristne Gudehuse. – Fordum,
Ved Tidens Fødsel, kvæder ►Vola, blev
De ►rige Guders Borg fra Jordens Vange
Til Himlen fløttet – 👤Hakon vil
Den maaske ned til Jorden atter hente,
Fordi den er lidt høiere end hans.
Dog, herom kan vi siden tale
►Om saa Du vil.
✂
Nu har I hørt
Hvad Lov, hvad Ulov er i Borgen,
Og hver, som ei vil lyde, fluks
►Udgange, om han ei vil drives!
Thi denne Lov som ►Volas Kvad,
Som ►Odins Bud skal hellig være.
✂ Alle.
✂
Ja, den skal staa som ►Volas Kvad,
Som ►Odins Bud, som ►Valhal selv.
✂
En Snekke ►hid har ladet stande,
Og ligger ►hardt ved Havnens Port,
En Ungersvend staar i dens ►Løfting,
Og raaber høit paa ►Palnatoke.
✂ Nu ►ginge alle Høvdinge op paa Muren.
✂
Hvem ►est du, ►mens saa høit du raaber,
Og ter dig ►storlig ved vor Borg?
✂
Ei dølger jeg min Æt, og du vel burde
Mig kende; thi mig avlede din Søn
Med ►Vesets Datter. Spørg kun ►Bue!
Han kender ►Vagn.
✂
Hvi kom du hid?
✂
Fordi jeg kedtes mellem mine Frænder
Ved Bænkesæde og ved Studebrøl,
Og mine stille Frænder tyktes ilde
Om mig, fordi jeg stundum slog
Et Ben i Panden paa en ►Vrævler,
Maaske lidt haardt, saa Blodet sprang,
Og Kroppen faldt og glemte sig at reise.
Thi søgte jeg nu hid, da jeg har hørt
At her er Mænd og ingen Kvinder,
Jeg vidste ►og, at ►Bue var her ►alt,
Og hvor han er, der gad jeg ogsaa være.
✂
Og mener du da, Frænde! at du her
Kan frit med ►Mandehovder lege?
63At 📌Jomborgs ►Kæmper taale mer,
End dine egne ►næste Frænder?
✂
Kun lidet nyder jeg vort ►Frændskab,
Den første Gang vi sees, og altid jeg
428
(US)
Har tænkt, du var en anderledes Mand.
Jeg sad som Dreng paa Skødet af ►Thorgunna,
Og hørte ►Aage tale om din Daad
►Om Vinteraftner, naar han sad ved Ilden
Og gjorde Pleiler, hvordan du
I 📌Bretland foer og paa de irske Kyster,
Da kaagte al den Smule Blod,
Som i mig var, med begge Hænder
Jeg løftede paa Pleilen, slog i Ild,
Saa ►Aages Haar blev fuldt af Gnister.
Engang fortalte han, hvordan du skød
Med sikkre Pil det lille Æble
Ned af hans Hoved; fluks jeg fik
Mig gjort en Bue, lagde saa et Æble
Paa Hovedet af vores ene Træl,
For dog at se, om ei jeg kunde ramme
Saa godt som du. Jeg rigtig nok
Skød feil, og ramte Trællens Øie,
Men siden den Tid har jeg øvet mig
Og søger nu til dig som til min Jævning.
✂
Er du saa brav i Haand, som stærk i Mund,
Da har jeg ingen Skam af vores ►Frændskab.
Sig, ►Bue! tør du borge for
At han ei bryder vore Love?
✂
Jeg knap tør borge for mig selv, end sige
For slig en vild ustyrlig Dreng.
Han blir en vældig ►Kæmpe; men at holde
De Love her, han sikkert mægter ei.
✂
Kun lidet hædrer du din Fostersøn.
Hvad kan det være vel for Love
Som du, men ikke jeg kan holde?
✂
►End I, ►Strutharalds fagre Sønner!
I ►raade dog vel godt for mig?
✂
Eet Raad vi begge har, vi ville:
Du aldrig kommer her i Flok
✂
Ei heller, naar jeg bærer jer en Hilsen
Fra jeres Fader? Jeg i sidste Vaar
Var hos ham, for jeg vilde skønne,
Om bedre nu sin røde ►Strut
65Han gemte, siden ►Bue Digre,
Af Medynk gav ham den igen.
Jeg fandt kun nogle Faar og Stude,
Og saa en Smule Andet. – Ser du,
Hvor dybt sig Rusten har indgnavet
I disse Skjolde, disse Sværd?
De har vist ogsaa ligget grumme længe,
Hver Dag vi dygtig slide paa dem, men
Endnu de ikke ret vil blive blanke.
►Strutharald er vist ikke blevet vred,
Fordi jeg tog, hvad han dog selv ei brugte,
Og hvad jeg høilig kunde trænge til;
Thi Skib og Folk jeg fik af ►Aage,
Men ingen Vaaben, – til sin Plov
Han bruger Jernet, – og jeg maatte
Da selv se til at faae lidt Staal.
Nu, ►Sigvald! kommer jeg i Flokken?
Det kunde jo dog glæde dig
Hver Dag at ►skaade disse Vaaben,
Og mindes om din Faders Gaard.
✂
Men sig! hvor gammel ►est du Frænde?
✂
Jeg lyver ei, tolv Vintre er jeg gammel.
✂
Ei bryde vi da vores Lov, som vil,
At Hver hos os skal tælle atten Vintre.
Men vel mig tykkes om dig, ►Vagn!
I 📌Bretland har jeg Jarlerige,
Og Hælvten nu skal være dit.
✂
Vel er det budet; men jeg ►skøtter
Ej om► dit Rige. – Eders Lov
Jo brydes ei, naar ►ikkun Hugget
430
(US)
Er atten Vintre; jeg mit Sværd
Vil løfte da med ►baade Hænder,
Saa tænker jeg nok at mit Hug
Blir firogtyve Vintre gammelt.
Halvhundred Mand og dette ene Skib
Jeg ►ikkun har; men dog jeg byder
►Strutharalds Søn, den tappre ►Sigvald ud
At møde mig med tvende Skibe
Og hundred Mand til ►Vaabenting,
Og taber jeg, da skal jeg vige;
Men viger han, mig og min Flok
I skal i eders Flok optage.
✂
Nu, ►Sigvald! er du ingen Niding,
Er Mandehug dig mere kært
67End Sengelyst og Bænkesæde,
Saa kom herud og prøv en Dyst!
✂
Da han saa mandelig dig æsker,
Og byder saa forvovent Bud,
Saa ►faaer du lægge mod ham, ►Sigvald!
Du kuer vel hans Overmod;
Men dræb ham ei! lad Skjolde bære
Omkring ham! thi han skal
Kun lære, han er Dreng i mer end Alder.
*►Der Skibene vare ►lagde ud, raabte ►Palnatoke til ►Vagn:
Nu Frænde! Porten er ►opvundet,
Og fluks du frit kan seile ind
Her under ►Buen, naar kun først du jager
De Fiske ind, som nys løb ud.
✂ Snare fløi Pilene i Flok og ei sparedes Hugvaaben. Enstund saae Alle tause derpaa, men da Striden begyndte at mindskes paa ►Sigvalds og øges paa ►Vagns Haand, stod ►Bue brummende, indtil han endelig udbrød:
✂
Jeg troer ►Sigvald nænner ei
At hugge i sin Faders Skjolde.
✂
Jeg troer han har Ret, de Hug
Er mer end atten Vintre gamle;
431
(US)
Jeg frygter snart at ►Sigvalds Skjolde
Blir alt for smaa, naar de skal til
At indeklemme ham. – Mig tykkes
At ►Sigvald styrer ind mod Land.
✂ En Jomsviking.
✂
Ham fattes Sten, dem vil han ►sanke.
✂
Hør ►Sigvald! det behøves ikke.
Jeg ser, at du vil ►sanke Sten
For at afgnide Vaabenrusten,
Det ei behøves, ►alt mit Sværd
Har slidt sig blankt i dine Skjolde,
Og Blodet troer jeg ogsaa hjelper.
✂ Ogsaa ►Vagn gik paa Land og ►Sigvald trængtes alt haardere og haardere, men ►der ►Palnatoke saae det store Mandfald, da raabte han:
✂
Nu er det nok. Vi har for ►Sæd
At prøve Mænd, som vil i Lauget,
Men slig en Prøve, som i Dag,
Maa være sjelden. Sig! hvormange
Gik der til ►Valhal?
✂
►Sigvalds Flok
Har Tredve tabt og ►Vagns kun tyve,
Men Somme have ►Ulivs Saar.
✂
Nu, ►Palnatoke! mener jeg dog ei
Du ►nævner mig en Dreng.
✂
Saa stille, Frænde!
Du veed dog vel, at jeg er Høvding her.
Hvad praler du vel af? ei var det sjeldent
Blandt vore Fædre, at en tolvaars Dreng
Var mægtig til i Strid at bære Vaaben,
Ja stundum eied han ►og sindig Kløgt.
Den savner du, derfor du nu skal drage
Med ►Bue ud paa ►Tog, ei komme hid
432
(US)
Før han ►sig trøster til for dig at borge,
At du vil skikke dig i vores Lov.
✂
Vil du da bryde…
✂
Tie, og lyd din Høvding!
Du, ►Bue, tæm ham! før ham siden hid!
Anden Samtale.
✂ ►Palnatoke sad med de ypperste Høvdinge i Salen.
✂ En Jomsviking.
✂
Et Bud fra 📌Leirekongen stander
Ved Borgens Port.
✂
Fra 👤Harald?
►Gak ►Bue! før os Budet hid!
*(til ►Vagn.)
Du ►vakkre Knøs! har du set 📌Leirekongen?
✂
Om jeg har set ham? veed du ei,
Han kommer tit paa Gæsteri hos ►Ake,
Og lider godt din Søn, den spage Mand,
Der passer kønt sin Bondesyssel.
I Høst, da jeg fra 📌Bretland kom
Og gæsted ►Ake, var ►og 👤Blatan der;
Vi sad og snakked overborde
71Om Allehaande; Talen faldt
Da ►og paa dig og paa din Manddom.
433
(US)
Jeg saae at 👤Harald skifted Lød,
Hvergang vi nævned dig og 📌Jomsborg,
Og vilde gerne dreiet Talen om,
Men jeg holdt fast og sagde lydt min Mening,
At, siden ►Rolf, i 📌Danmark ei
Var født din Jævning. Det var Gammen,
At se paa 👤Haralds Øine; thi
Det Hvide vendte ud, og Læben
Er neppe bleven hel igen,
►Saa sled i den de sorte Tænder,
Tilsidst han Hornet tog og drak
Hel vældig, for sin Harm at slukke.
✂
Det var mit ►Arveøl han drak;
Nu veed jeg, hvi han Bud mig sender.
✂
*(med Budet.)
Der har du ham, men om han lever,
Til han har røgtet Ærendet, det veed
Jeg ikke; thi da Porten bag hans Hæle
Lidt tungt blev smækket i, da skjalv
72Han ret som Løv i Blæst, og se!
►End ryste alle Trællens Lemmer.
✂
Sig frem du Træl! hvi kom du hid?
✂ Budet.
✂
Ei er jeg Træl, en Søn af ►Fjølnir.
Mig sendte Kongen til dig hen,
Fordi af samme Æt jeg stammer,
Fordi…
✂
Af samme Æt? ja, ►Fjølnir
Han er maaske min Farfars Søn,
Men dog af Trælleæt. Hans ►Frændskab,
Den onde Nidings, vil jeg ei,
Og endnu mindre dit, du Usling!
✂ Taus og forfærdet stod Sendemanden.
✂
►Nu! har du ædt dit Budskab op paa Veien?
✂ Budet.
✂
Fordi at Kongen tænkte, naar du saae
Din Fræn… naar en Søn af ►Fjølnir
Indbød dig, var det dig et Tegn,
At Kongen har forglemt sin Vrede.
✂
Ja, naar en Søn af ►Fjølnir kom,
Saa maatte jeg da sagtens mærke,
At 👤Harald var mig grumme god;
Det var just ei saa dumt. Nu Mer!
✂ Budet.
✂
Kong 👤Harald Tidende har ►spurgt fra 📌Bretland,
At 👤Svend er død, og til hans Gravøl
I 📌Roskild efter trende Nætters Frist
Han byder dig, og mener at du ikke
Vil ►oversidde Budet, da du selv
Har 👤Svend opfostret.
✂
Træl! du lyver.
Hvem har vel sagt, at 👤Svend er død?
Du ►Vagn! har du hørt Sligt i 📌Bretland?
✂
Ja hørt det har jeg, men om det er sandt
Det veed jeg ikke.
✂ Enstund stod ►Palnatoke grundende og mælte saa:
✂
Far kun Træl!
Og hvis du kommer førend jeg til 👤Harald,
Da sig ham: ►Palnatoke kommer ►vist.
*►End mælte han, ►der ►Bue var udgangen med Budet:
74I ►Kæmper! ►reder trende Snekker fluks,
Som bære kan tregange hundred Mænd!
Een styrer jeg, de andre ►Vagn og ►Bue.
✂
Hvad er dog Mandekløgt! jeg mente
I 👤Svend at fostre 📌Dannemark en Drot,
Som vilde ►Skjoldungnavnet atter hædre,
Og holde stadig ved den gamle ►Sæd;
Nu er han død, og al min ►Id forgæves,
Forgæves har jeg døvet stærke Røst,
Som kaldte mig til Hævn, – nu atter
Staar 👤Harald ene i sin Æt,
For 👤Gorms de tunge Drømme, Klerkens Spaadom
Jeg altid grued, og jeg gruer ►end.
Skal jeg udrydde ►Odins Slægt i 📌Danmark?
Og dog – er 👤Harald ►Odin værd? og jeg!
Er jeg da ikke ►og af ►Odins Stamme!
Du selv mig kalder 👤Harald! Vel! jeg kommer,
Og drikker
►Arveøllet
efter 👤Svend.
✂
Saa kom da ►Palnatoke ei! han trodser
Mig og det hele 📌Danmark i sin Borg.
✂
En Røverkule er det, Herre Konge!
Et Helved, onde Aanders Hjem.
✂
Han kommer ►vist, dumdristig var han stedse,
Han kommer med en Vikingsflok,
Og mener da at kunne trodse
Sin Konge, men jeg tænker det
Skal blive sidste Gang. Al Hæren
Er ►sanket, naar han gaar tilsengs,
Vi, for at spare Blod, vil tænde
Lidt Baal og ryge Ræven ud,
436
(US)
Hvis han ei kvæles kan derinde.
Herr Biskop! kan det kaldes Synd?
✂
Nei det var Synd at kristne Mænd
For slig en Hedning skulde falde;
Vistnok, desstørre blev hans Straf,
Men vi er Kristne, vi vil ikke
76Hans Kval forøge, heller se
For nye Synder ham at spare.
✂ Ind traadte 👤Gunnar fra Hlidarende i Hjelm og Brynie.
✂
Hvi, ►Gunnar! ►est du vaabenklædt?
✂
Jeg kommer til dig Herre Konge!
I denne aarle Morgenstund,
At bede Orlov, thi til Hjemmet
Nu staar min ►Hug.
✂
Hvad fattes dig?
✂
Mig fattes ►ikkun hvad som Ingen
Kan give mig, end ikke du,
Mit 📌Island, Konge! mine Frænder,
Mit 📌Hlidarende og min vante Dont.
✂
Hvi kom du, da saa hardt dig længes
Nu efter Fostrelandet ►alt?
✂
Jeg vilde se med egne Øine
De Steder, hvor i fordum Tid
77De gamle ►Kæmper Livet ►fristed,
Hvor de bedrev saamangen Daad,
Der kvædes om af vore Skjalde,
I alskøns ►Idræt vilde jeg
437
(US)
Forsøge mig, thi det mig tyktes
Uhæderligt, hvergang jeg kvad
Om Fædres djærve ►Id, saalænge
Jeg ►ikkun ►skifted Hug til Skemt.
Nu har jeg set de rappe Pile
I Luften flyve, og mit Skjold
Er mærket af de hvasse Egge;
Jeg 📌Sigarsted har set, og 📌Leire,
Og 📌Jellinge og 📌Odinsei,
Og hvad jeg kunde se i 📌Danmark.
Nu drives jeg til Gudefolkets Hjem,
Til 📌Upsals Helligdom og 📌Sigtun:
►End eengang vil jeg da i 📌Norrig
►Omvanke i det prude Land,
Der avled Mænd, som heller vilde
Omgærde sig med Sne og Is,
End taale at Kong 👤Harald ►reiste
Paa deres Nakker høie Stol►.
Naar det er sket, da farer jeg
Med Gammen til mit kære 📌Island.
✂
Kong 👤Harald! elskte Søn i 👤Kristo! hør!
Den blinde Hedning vil til 📌Upsals Tempel
Og dyrke Djævlene. Har du ham kær,
Da byd ham tage Kristendommen,
Hvis ei, da deler du hans Synd.
✂
Hvi er den Klerk ►og altid her tilstede
Naar Mænd samtale? Konge! du kan tro
Hvad dig behager; men du vil dog ikke
Forlange: jeg skal skifte Guder med?
✂
Vist ikke. Du beholde maa din Tro,
Men bliv saa her! hvad vil du hjemme?
Mig tykkes, vi har lange Nætter,
Og gruelige nok, men I!
I har jo Nat den hele Vinter!
Det maa dog være grumme fælt.
✂
Ei er det saa. Om Arnestedet
Vi ►sankes da i venlig ►Krinds.
Hvem ⓘ
Skjaldskab fik af ►Odin, kvæder
Om ►Asers og ►Hrimthursers Strid,
Om ►Odins Æt i 📌Svithjod og i 📌Frakland.
79En Anden, som er snild i ►Maal,
De mange fagre Sagn ►fremtæller
Om ►Yngves, ►Skjolds og ►Anguls Slægt,
Og vore egne gamle Frænder,
Som ►bygged først det øde Land;
Men de som ►lyde paa, de sysle
Imens med deres egen Gerning;
En skæfter Spyd, en Anden skær
I Skjoldet Runer, og den Tredje
Sig snoer stærke Buestræng;
En ►hvætter kanske ►og sit Sværd
Saa sagte, eller Tollekniven
Han rører med sin ►nemme Haand.
Nu Kvinderne! de spinde Hørren
Paa bløden Hynde, eller ►sømme Lin,
Men Somme kan dog ►og baldyre,
Og Andre slaa den lette Væv;
De sjunge stundom ►og en Vise,
Og mest om Elskov. Du kan tro,
Der fattes ikke Lyst og Gammen.
✂
Det maa ►saa være, men det er
Dog ikke altid, at I kvæde
Om Guder og den gamle Tid,
I glemme ikke dem som leve,
80Men spilde ei paa dem ►jer ►Lov;
Mit Blod ►end syder, naar jeg tænker
Paa den Nidvise, som en Træl
Om mig, en Konge! turde digte.
Da svor jeg hele 📌Island Had,
Men du ei dine Landsmænd ligner,
Thi vilde jeg, du skulde her
►Stadfæstes, tage dig en Kvinde,
Og bedste ►Hersefylke af min Haand.
✂
Den Tak som byder! men jeg tykkes
Mig mer end ►Herse paa min egen Gaard.
✂
Storagtig er du som de Andre.
Tillader ►vel dit store Sind,
Islænding! ►Skænk af mig at tage;
►Hvad heller er og dette Klædebon
Med disse guldudsyede Vanter,
Samt denne Hat fra 📌Garderig
Dig mindre værd, end hvad du selv har hjemme?
✂
Ei maa du vredes, Konge! og din ►Skænk
Med Tak jeg tager, naar du derimod
Af mig vil tage gode Langskib
Med Gods og Alt til Mindetegn.
✂
Vel sømmer det sig lidt en Konge
At tage ►Skænk af ►fremmet Bondemand;
Men dog vil jeg det gøre dig til Hæder,
At 📌Islands stolte Folk kan se,
Om Dannerkonge ei fortjente
Et bedre ►Drapa.
✂ Ene kom ►Palnatoke ►gangende ind hel skyndelig.
✂
►Hilsæl Kong 👤Harald!
Jeg havde hartad aldrig fundet dig.
✂
Det havde været ilde, Brodersøn!
Thi du vist ledte grumme længe
Før du har fundet hid, og dersom ei
Jeg kendte dig desbedre, skulde
Jeg hartad tro, at du dig dennegang
Forvildede.
✂ Med det samme sneg sig ►Fjølnir ud af Salen.
✂
Det Samme tænkte jeg
I Aftes. Just som Maanen steg
Jeg naaede det gamle, prude 📌Leire,
Kongsgaarden laa saa taus og øde,
82Som om den sidste ►Skjoldung var begravet.
Jeg stødte med mit Sværd mod Porten,
Men hule Døn var ⓘ
alt det Svar jeg fik;
Jeg kom til 📌Hyldehøien, saae at Stenen,
Hvor Dannerkongen fordum sad,
Hvor 👤Harald sad, da han blev hyldet,
Var væltet ned, da gøs jeg ret,
Og mente det var arge ►Trolde,
Som kogled frem de slemme Syn.
Sørgmodig gik jeg ►trindt i Vangen
Og frygted hartad ei at finde
De gamle Kongehøie mer.
Men da jeg saae ►Rolf Krakes stande,
Som selv han fordum stod og faldt,
I Ring af sine djærve ►Kæmper,
Da glædtes jeg. Jeg gik derop
Ved Midnats Tid, og stirred længe
Forundret paa den gamle Borg
Og lytted, om jeg ikke kunde høre
Et Sværd at klirre paa et Skjold,
En Hund at bjeffe, om ei andet,
Saa dog en Snorken, Alt forgæves;
Mig tyktes kun at se en vældig Skygge,
Som om det kunde været 👤Gorm,
Henskride sorgfuld over Vangen,
Og stirre hen paa ►Odins Lund,
83Det faldt mig aldrig ind, at 👤Harald havde
Sin Stol fra 📌Leire fløttet, thi det var
For mig, som om han havde fløttet
Sig fra sin Stol. – Hvordan
Kan 📌Leirekongen ville ►bygge
Paa andet Sted, end ►Skjold og ►Rolf,
Og ►Frode, ►Regnar, 👤Gorm hin Gamle?
✂
I Morges først da Solen kom
Og skinned paa det Kors, som stander
441
(US)
►For Offerlunden, da jeg saae,
At Stenen, som i tusend lange Vintre
Har baaret Guders Offer, den
Som ►Skjold opreiste, var omstyrtet,
Da først jeg skønned, hvorfor nu
Ei 👤Harald ►bygger mer i 📌Leire.
Da troløs han har Guderne forladt,
Det faldt ham tungt at se den Lund,
Hvor Konger fordum bad til høie ►Aser
Om Kraft i Aand og Held i Kamp,
Og hvor de bad til milde ►Vaner
Om Grøde for den grønne Eng,
For Agren og for Dannekvinden.
Det var ham underligt om Nat
I Kongehallen, hvor hans Fader døde
Og mæled sine sidste stærke Ord
84Imellem hine mange ►Kæmpehøie,
Hvor ►Drauger ride for at speide ud,
Om deres Æt ►end er dem værdig.
✂
Nu først jeg mindtes, at den Træl
I sendte, bød mig hid til 📌Roskild.
Jeg kom, og da jeg spurgte ud
Om Kongen, peged Man paa Kirken,
Som bygtes til en ►fremmet Gud.
Der vil du vel begraves 👤Harald
Og skjule dig bag tykke Mur
For dine gamle Frænders Vrede?
Et herligt ►Valhal!
✂ Bleg og forvirret stod Kongen.
✂
Fule Hedning!
En Djævel taler gennem dig.
O Herre Konge! lad dig ei forvilde!
Slaa Kors for Brystet! læs andægtig
►Confiteor! og du skal vorde styrket.
✂
Du gør jo ►Hammerstegnet, Konge!
Og vier dig til ►Asathor.
✂
Selv Korsets Tegn kan Djævelen ►forvende!
✂ Nu indkom ►Fjølnir med en Flok væbnede ►Hirdmænd, og tog Kongen afsides, men det veed Ingen, hvad de talede tilsammen, dog Mange mene at kunne skønne det af hvad som siden fremkom.
✂
Oprørsk og trodsig var du altid, ►Toke!
Af kristen Kærlighed tilgav
Jeg dig, men da du nu i 📌Jomsborg
Digter, som du var Konge selv;
Og, hvad end værre er, forfølger Kristne,
Og holder ved den gamle Overtro,
Lod jeg dig hente for at høre,
Om du mig vilde agte som din Drot,
Og vorde Kristen, men isteden
Du taler til mig som min Overherre,
Med Helligdommen driver du din Spot,
Og minder mig om hine Guder,
De lede ►Trolde, som engang
Desværre ogsaa jeg har dyrket.
Jeg vil ei dømme dig, der staar
En hellig Biskop og din egen Frænde,
Jeg giver Sagen frit i deres Vold.
✂
Du vilde heller ikke dømme
Din Brodersøn ►Guldharald og
Din ►Fostre, 📌Norges 👤Harald Grafell!
Din Fostresøn du lokked ned fra 📌Norrig,
Som om du vilde bøde paa hans Trang,
Og gjorde det da rigtig nok saadan,
At han kom aldrig mere til at trænge.
Mig har du ogsaa faaet lokket hid
Til Gravøl efter 👤Svend, og jeg kan mærke
Den Drik, du blanded, er ►vist ikke slap.
Det maa jeg sande, at den nye Lære
Har Ære af dig. Det var klogt,
Du tog ved den, thi ►Odin
Ei havde noget Sæde paa sin Bænk,
443
(US)
Som var dig værdigt, og hos ►Hel
Du havde vel ei Lyst at være.
✂
Det er hel tungt, min Konge! at du vil,
Jeg skal min egen Frænde dømme,
Thi Brøden er saa stor, at ei
Jeg tør vort ►Frændskab lade raade.
I, 👤Popo! er en hellig Mand,
Hvad mener I om ►Palnatoke?
✂
►En giftig Urt maa rykkes op med Rod,
Det nytter ei, at Blade Man afriver,
Og bøier Toppen, thi igen
Den reiser sig og vidt sit Frø udspreder,
De spæde Blomster visne hen
Af Dunsten, eller ►og de kvæles.
✂
Det gør du godt, men mon du ikke
Tog Feil? En saadan Karl, som du,
I 📌Bretland sagde mig som Dyden
Ved eders Tro, at ►I lod staa
Det slemme Ukrudt iblandt Kornet►,
Og nænte ei at luge det.
✂
Ja, var du Ukrudt blot! det la'r vi staa
Til Høsten, var du kun en Afgudsdyrker,
Fordi du ikke vidste bedre, da
Fortjente du at spares; thi Man kunde
Da haabe, du omvendte dig engang;
Men ret som Djævlene du kender 👤Krist
Og frister ham. – ►Du er en giftig,
En farlig Urt, og du med Rod
Maa rykkes, op►. – ►Til Gæstebudet
Du kommer uden Hædersdragt,
88Men derfor maa du ogsaa kastes
I Mørket ud til evig Graad
444
(US)
Og Tænders Gnidsel.► – Korset selv
Du Lede spotter, og din Konge
Du straffer fræk, fordi han ei
Vil bo imellem de Fordømte,
Hans arme Fædre, som om Nat
Maa gaa og spøge mellem Høie,
Fordi de ikke kendte Gud,
Men bad og ofrede til Satan.
At Han Kapellet op af Sten
Har bygget, at ei længer Stene
►Forvendes til vanhellig Brug
Paa Høie og i Offerlunde,
At Troldoms Runer mere ei
►Indgraves i dem, at de hvælve
Sig helligt i et helligt Kors;
Og at han under dem vil hvile
I viet Jord, til herligt Pant
Paa Salighed; det tør du laste!
✂
Hvis du ei var saa ondskabsfuld,
Jeg maatte le ad slig naragtig Tale.
Men, hvorfor vil jeg staa og spilde Tiden
89Paa Sligt at høre? Skynd jer lidt!
At jeg kan vide, hvordan I vil dømme.
✂
Du er saa utaalmodig, Brodersøn!
Men deri har du ogsaa Ret,
At Vi har ingen Tid at spilde,
Dog, siden kan vi skynde os desmer.
✂
I nævned meget Grueligt, Herr Biskop!
Men det, desværre! er ►end ikke Alt.
Hans Vikinger paa 📌Danmarks Kyster røve,
Og han oppustet har den onde Ild
I 👤Svends det unge Hjerte, Sværdet,
Som mod sin Fader han har løftet, det
Har ►Palnatoke ►hvættet. – Nødig
Jeg siger det, men slig en ►Id,
Saa vide kendt, kan ei fordølges.
✂
Ei vil jeg spilde mange Ord
Paa slige Nidinger at svare.
Naar 📌Danmark har en Konge, som
Ei mægter Lov og Ret at skikke,
Ei er det Under, om hans Mænd
Da selv med Sværdet ►skille Trætte.
Jeg fostred 👤Svend som Kongesøn,
90Naar 👤Harald vil sin Søn fornægte,
Er det vel Under, om han da
Med Jernet vil sin Æt bevise?
Naar 👤Harald er saa ræd, at ei
Engang Han vover mig at sige:
Fordi jeg hader dig, da skal
Du nyde, at jeg har dig ene;
Da maa en ussel Træl og Klerk
Optænke Raad til mig at fælde.
✂
Du taler hvast men fyndigt, Brodersøn!
Jeg hartad selv dig nu maa ⓘ
tro uskyldig.
En Part for det, en Part for vores ►Frændskab,
Du ei skal have anden Straf,
End hvad du agte maa for Gammen.
Du selv har sagt, at intet Fjeld
Saa bradt sig løfted, at du kunde
►Jo som en ⓘ
►Skridfin fra dets Top
Nedglide paa de glatte Skier;
Vi har nu ikke noget rigtigt Fjeld,
Hvor ret du kunde vise dine Konster,
Men kun en lille Bakke, 📌Kullen, der
Du skal for Løier løbe ned,
Og fare da, hvorhen dig lyster.
Jeg tænker, for de mange Aar
91Jeg tjente dig, Kong 👤Harald! under
Du mig det Syn og vil stadfæste
Min milde Dom!
✂
►Saa være det!
Han gøre skal, hvad han har pralet af.
✂
Engang du var paa Gæsteri
Hos mig, Kong 👤Harald! dig til Hæder
Jeg tømte Hornet alt for dybt,
Og praled da af mine Konster.
Den ene har jeg maattet vise jer,
Nu vil I ogsaa se den anden
Og aldrig jeg mit Ord vil rykke;
Men først I dog en tredje Konst
Skal se: hvordan jeg Sværdet løfter,
Og Isser kløver. Faa af jer
Skal se mig løbe ned af 📌Kullen.
*Støttende sig mod Væggen løftede han det dragne Sværd.
Nu ►komme den som eier Mod
Til mig at tage! kommer Ingen,
92Da kommer jeg, og tag dig da
I Agt, Kong 👤Harald!
✂ Frem traadte ►Gunnar med draget Sværd og mælte:
✂
Bolde ►Kæmpe!
Med Undren har jeg hørt og set
Din djærve Tale og din hele Adfærd.
Din Jævning har du ei i 📌Norden, thi
Dig ►Odin gav, hvad han en Mand kan give,
Men har du undsagt lydt paa Thing din Drot,
►Da i hans Sal du mod ham Sværdet blotter?
✂
Ei har jeg det, men hvem er du,
Som tør mig saa til Regnskab kalde?
✂
Jeg er som du en Mand fra 📌Nord,
►Vist ei saa vældig, gudeyndet,
Men dog en Mand, som ræddes ei.
Skal Blodet her i Salen strømme,
Da skal det første være mit,
Om ikke dit.
✂
Men hvorfor blander
Du dig i denne Handel ind?
Med dig jeg Intet har at skifte.
✂
Ei ►Fjølnir eller Klerken jeg
Undskylde vil, de usle Tvende,
Som dig vil ►raade Bane, og
Som nu ved Sværdesyn staa blege;
Jeg byder Kamp for 👤Haralds Skyld,
Hvem jeg har meget Godt at lønne.
Jeg ei forsvare vil hans ►Id
Og ei hans Svig mod dig, du Gæve!
Men ►est du ►Asadyrker ret,
Det vel maa falde dig paa Sinde,
At ►Aser skaane ►Fenris Ulv,
►Dog han vil ►Seierfader sluge,
At ei det rene Gudething
Med Blod skal smittes, her paa Jorden
Er Kongehallen lig et Gudething,
Og ve den Haand, som det med Blod besmitter!
De høie ►Aser styre vil dit Løb,
Hvis ►Hyndet ei for dig er bredt i ►Valhal,
Men er dit Navn paa strænge ►Norners Skjold
Udslettet, du med Hæder gaar til ►Valhal;
Hvis derimod du kæmper her i Sal,
Du falder dog tilsidst ►og hæderløs.
Fostbroderskab er saare helligt, ►Odin
Bød ►Vidar reise sig for ►Ulvens Fader
94Men hellig mer end en Fostbroder er
En Konge, som Man ei har undsagt.
✂
Du taler ►kæmpelig, ►saa vilde
Jeg tænkt og talt, hvis ei jeg var
Af Nidinge til Vrede tirret.
Vil Kongen tro mig paa mit Ord,
At jeg ham skal paa 📌Kullen møde
448
(US)
I Morgen Dag, og maa jeg frit
Igennem Salen nu ►udgange,
Da skal mit Sværd ei røre Nogen her.
✂
Hvi nøler du med Svar? Kong 👤Harald!
Hvad ►Toke kræver, det er Ret,
Og maa den Ret ham ikke undes,
Da stiller jeg min Ryg mod hans,
Og vaabenstærk den Mand maa sikkert ►nævnes,
Som mægter os at skille ad igen.
Maa ►Toke gaa?
✂
Jeg det tillader.
✂
Jeg mente nys at have set
Alt hvad jeg kunde se i 📌Danmark,
95Ei var det ►saa, men nu jeg troer vist
At have set hvad der kan sees i 📌Norden.
✂ Skyndelig ►udginge ►Palnatoke og ►Gunnar.
✂ ►Palnatoke stod færdig til det lange Løb med paabundne Skier. Kongen og hans ►Hirdmænd, ►Fjølnir og 👤Popo vare der, men ogsaa havde meget Folk ►sanket sig at se den underlige Færd.
✂
Du grove Synder! nu da du skal miste
Dit Liv, tilbyder Himlen ►end
Ved mig sin Naade. Lad dig døbe!
Naar Legemet mod haarde Fjeld
Da knuses, skal din Sjel dog frelses.
✂
Jeg ►svær ved ►Thor og ►Odin, Klerk!
Hvis ei du gaar, jeg fluks skal kløve
Dig lige til dit Beltested,
Og ►Odins Fugl skal flygte fra dit Aadsel,
Kun fule Madiker dit dovne Fedt
Skal æde, og dit sorte ►Jetteblod
Skal ligge boblende paa Klippen,
96Ei suges op af noget Dyr,
Men svides hen af Solens Straale,
Og milevidt din raadne Stank
Skal brede Skræk og fæle Syger.
✂
►Nu! gaar du ei, ved ►Thor, jeg hugger.
✂
►Saa! ►gak og trøst Kong 👤Harald! Se
Hvor bleg han staar i Skjoldekredsen!
Mit Sværd kan ikke flyve, vær
Kun rolig, 👤Harald Dannerkonge!
Men hør mig nu! og ►hører mig
I Mænd! – Jeg staar paa Randen
Af dybe Svælg, og, 👤Harald! du
Mig byder der at finde Døden.
Død er jeg som din Mand, og var
Det muligt, ►end jeg kunde leve
Da blev din Død ►og Tegnet paa mit Liv.
✂
Hist er en Dal paa 📌Sjællands Kyster;
Der gror kun nu det brune Lyng;
Thi den med Blod, uhevnet Blod er gødet;
Der fordum var en urteprydet Eng,
Hvor ►Aage, Broder til min Fader,
Opslog sin Telt i Sommernatten,
Og sov saa trygt paa 📌Danmarks Jord;
Han vaagned op ved høie Vaabenbulder,
En Nidingsflok sig havde sneget did,
97Og myrded ham før han var vel opvaagnet;
Man sagde: Vikinger bedrev den ►Id,
Men ►hører det, I brave danske Mænd!
Det var ►jer Konge, endnu skinner
450
(US)
Den store Guldring paa hans Arm
Som ►Aage bar ►for Jarlemødet.
✂
Den første Drøm, min Moder drømte,
Var den: hun havde sig en Væv
Og som hun Væven slog, en ►Skøtel
Paa Jorden faldt, hun tog den op,
Det var et Mandehoved. 👤Harald!
Hun tyktes Hovedet var dit.
Hel sælsomt har det siden ►Nornen føiet,
Jeg blev din Mand og ei din Banemand;
Nu har du løst mig fra min Tro, og mødes
Vi mer i dette Liv, da vist
Paa en af os skal ►Aage vorde hevnet.
Nu veed jeg, 👤Harald! ►du er bleven undsagt.
✂ Nu hørtes Murren og Ulyd i Flokken.
✂
I danske Mænd! vil I vel tro
De Løgne, som han jer fortæller?
Har I nu ►alt saa hurtig glemt,
At det var ham, som 👤Svend opfostred,
Som lærte ham i eders Bo at røve?
98Gør Kongen Uret ved at fri sig selv
Og eder fra en fælles Fjende?
✂ Vel kunde ►Sjælandsfar og Skaaning mindes hvorlunde det var saa i Sandhed, at 👤Svend havde hærget deres Odel; thi ►stilledes Bulderet fluks.
✂
Nu 👤Harald! glæd dig ved min Død!
Men stir ei alt for længe ned mod Søen
Med Gammen paa min knuste Krop!
Det kunde ske, at ►Vagn og ►Bue
Kom seilende og saae dig staa,
Og fik i Sinde at du skulde ligge
Saa blødt som jeg. Tag derfor dig i Agt!
✂
Nu ►Odin! nu jeg kommer snart
I ►Valhals Sal dig selv at skue,
Da ei mig undes mer paa Jord
451
(US)
At fremme din og alle ►Asers Vælde.
Som du ►befol, med Sværdeod
Jeg ►mærker mig i ►baade Hænder
Til Tegn, at det min Attraa var
At falde midt i Sværdelegen.
En værdig Altersten er høien Klint,
Som skygger over Havets Bølger,
Her vil jeg offre mig til dig,
O maatte Offret dig behage!
99Jeg beder til dig i min sidste Stund
At du vil give 📌Jomsborgs ►Kæmper ►Størke,
Og deres Høvding mandig Kløgt!
►End har jeg til dig, høie ►As! en Bøn:
At vred du ei fra 📌Danmark vender Øiet
Skønt 📌Danmark blind bortvender sit fra dig!
✂ Ei var ►Palnatoke mere tilsyne. 👤Harald og hans ►Hirdmænd ►ginge skyndelig bort, ►saa gjorde ►og Mange af Flokken, men Nogle stode ►endda og samtalede om det som sket var.
✂ En af Flokken.
✂
Hvad var det Sidste, ►Palnatoke mælte?
Til ►Asaodin offred han sig jo!
✂ En Anden.
✂
Saa faar dog ►Odin noget Offer.
Nu staar det sig kun slet med ham.
✂ En Tredie.
✂
Med os, var det du vilde sige.
Jeg gyste ret, da ►Palnatoke bad:
At ►Odin dog ei vilde os forlade
Skønt blinde vi forlode ham!
Det gaar vist aldrig godt i ⓘ
📌Danmark.
✂ En Fjerde.
✂
Vi saae hvordan det gik 👤Kong Erik
I 📌Jotland, ►der han bygged Hus
100Til hviden 👤Krist, og hængte der en Klokke,
Den klang saa underlig engang ved Nat,
Om Morgenen laa 👤Erik død i Sengen,
Og Man vil sige, ►Odin kvalte ham.
✂
Men hvordan er det med de Klokker?
Hvad du fortæller, har jeg ogsaa hørt,
Men har da disse Klokker Mæle?
✂ Den Fjerde.
✂
Du veed jo vel, at ►Dværge ►bygge
Hos Malmen i det dybe Fjeld,
De kristne Mænd forstaa at binde
Den ►Dværg i Malmen, og den Lyd,
Som Klokken har, er ►Dværgens Mæle.
✂ En Femte.
✂
Men vores 👤Harald har jo ogsaa bygt
Et Hus til 👤Krist, og lever dog endnu.
✂ Den Fjerde.
✂
Ja, ja, hans Time vil nok ogsaa komme,
Thi vore Guder straffe haardt og vist.
I veed jo nok hvordan det gik i 📌Norge
Med 👤Hakon Adelsten, han gik ►og fri
En Stund, men blev tilsidst dog rammet;
Vel hængte Pilen længe høit i Luft,
101Som om den vilde først sig ret betænke,
Men traf ham ►og desvissere. Mon ei
Den kom fra gamle ►Odin mener I?
✂ En Sjette.
✂
I snakke altid kun om eders Guder,
I har jo dog vel ogsaa hørt:
Hvordan det nylig gik i 📌Svithjod
Da Bønderne en hellig Mand
Fra 📌Saksland vovede at myrde,
Hvordan med onde ►Landfarsot,
Dem 👤Kristus slog trods alle Guder,
Som vilde hjelpe dem! Jo, I kan tro,
Han ►raader mere end de Alle.
✂ Den Anden.
✂
Jeg troer ►ikkun paa min egen ►Størke,
Og det er nok den bedste Gud.
✂
Jeg tænker paa, om ►Palnatoke
Nu ikke døde! Det var dog
Et Jærtegn, som os kunde lære:
Hvad for en Gud der ►raader mest.
✂ Den Anden.
✂
Ja, staa kun du her til i Morgen,
Og grund paa det! saa skal du se
102At ►Palnatoke vist vil komme
Lyslevende herop igen.
Jeg gider ikke set ham mere,
Han havde jo to Øine, som
Han vilde sluge Folk, jeg derfor
Vil sige dig Farvel og gaa.
✂ Lidt efter lidt skiltes Flokken, og kun ⓘ den Tredie blev i dybe Tanker staaende paa den øde Klint.
Tredie Samtale.
✂
Er du tilsinds at laste ►Palnatoke?
✂
Ved alle ►Aser! det var ei min Agt.
Jeg mente: just fordi han er saa kløgtig,
Det ►og maa kaldes dobbelt underligt,
At fra vor Borg han Kvinder vil forbande,
Men han er da ►og alderstegen nu.
✂ ►Bue og ►Vagn komme farende ind i Salen.
✂
Er ►Palnatoke ikke her?
✂
Hvordan kan du saaledes spørge?
Er I da løbet bort fra ham?
Thi han fra jer vist ei er løbet.
✂
Fodrappe, som ►Strutharalds Sønner,
Er ikke ►Vagn og jeg, men selv
Du vist ei grumme langt var løbet,
Thi dyb og tung var ►vaade Vei.
✂
Hvor er da ►Palnatoke blevet af?
✂
Mig tykkes, ►Sigvald! at din Vaande
For ►Toke er just ikke stor.
✂
Jeg er en Mand og kan ei græde
Som Drengen for ⓘ
sin Bestefar.
✂
Jeg var engang en Dreng, da klapped
Jeg sagtelig dig under Kind;
Hvi græd du da saa røde Taarer?
Dog, nu er ikke Tid at prøve, hvem
Af os der nemmest græder, hurtig
Maa alle 📌Jomsborgs Snekker ud
I Hav at søge ►Palnatoke
Og finde ham, hvis ikke ►alt
Til Havets Bund han er nedsjunken.
✂
Jeg priser det, at du er djærv,
Og vil for ►Toke Alting ►friste,
Men Stormen farer over Hav,
Og blæser haardt mod disse Strande;
Hvor ►Toke er, det veed vi ei,
Skønt nys et Vrag er her inddrevet
Som ligner paa et Haar hans Skib;
Men er til Havets Bund han sjunken,
455
(US)
Det nytter ham kun lidt, om vi
Vil ►stunde did, for ham at søge.
Hvert Skib skal gøres rede fluks,
Og da, saasnart sig Stormen lægger, ile
Vi rundt paa Hav at søge op
Vor tabte Høvding.
✂
Snildt du taler.
Ei sandt? det var en herlig Ting,
At være 📌Jomsborgs Høvding, ►Sigvald!
✂
Kom ►Vagn! vi er ei bange for
At dyppes af en Bølge. Bedre
Det altid er paa Havsens Bund
Hos ►Toke, end som her hos ►Sigvald.
✂
Selv har jo ►Palnatoke sagt:
Den Snekke, som engang er sjunken,
Fordi den trodsed Stormens Magt,
Den kneiser aldrig mer paa Havet,
Og bærer aldrig ►Kæmper mer
I ►Herrefærd. – Her er jeg Høvding
Til ►Toke kommer selv, og I
Maa lyde mig, ei løse eders Snekker,
Før jeg tillader.
✂
►Sigvald! hør!
Nu ►ganger jeg og stærken ►Bue,
Hvis du har Lyst, da stil dig kun
Her paa vor Vei, men vredes ikke
Ifald vi tro du er en Knold,
Og sparke dig lidt haardt tilside!
✂ En Jomsviking.
✂
Vor Høvding, ►Palnatoke.
✂
Hvad?
Hvorledes kan det være muligt?
Hvad? løb han ►alt igen?
✂
Ja, staa kun du! jeg ogsaa løber.
Nu er dit Høvdingskab forbi.
✂
►End var da Timen ikke kommen!
Men komme skal og maa den dog engang.
✂ ►Palnatoke. ►Vagn.
✂
Men siig mig, ►Toke! er dit Skib
Paa Havet brudt, og har du været
I 📌Roskild hos Kong 👤Harald? Alt
Mig tykkes underligt, forvirret.
✂
Ja Alt er underligt, min Søn!
For os, som ei paa ►Norners Skjolde
De Runer se, hvorefter Livet sig
Maa sno i dunkle, krumme Gange.
Men siden høie Guder selv paa Jord
Omvandred, ei et større Under
Er sket, end nu paa denne Færd,
Et Jærtegn har mig Livet skænket.
108Da Stormen mig i mørken Nat
Fra eder skilte, blev jeg drevet
Paa Havet om, indtil ved Morgengry
Jeg øined 📌Sjællands sydre Odde.
Vort Skib var læk, vi roed saa,
At Blodet sprang af Fingerender;
Fra ►Jotunheim en Hvirvelvind
Da blæste haardt, og vælted Skibet.
Med stærken Arm jeg kæmped mod
De høie Bølger, naaed Landet,
Men fandt ei Een af al min Flok.
Jeg kom til 📌Roskild, der Man dømte,
Til Skemt for 👤Harald og hans Klerk,
Jeg skulde løbe ned ad 📌Kullen.
✂
Og der er du da løbet ned?
✂
Jeg løbet? Spørger du mig ei,
Om jeg er løbet op ad 📌Kullen?
Imens mit gule Haar blev graat,
Jeg var en Mand, og tror at vide
Hvad Manden kan udrette, men
Ei det er Mandeværk. Kun ►Aser
Kan løbe ned fra Klippetind,
Kun den som Guderne beskytte
109Ei knuses ved at glide ned.
Jeg havde offret mig til ►Odin,
Og kun i ⓘ
►Valhal tænkte jeg
Paa høien Bænk at tømme Hornet;
Alt svimled jeg, men Skien brast
Og sagte gled jeg ned mod Havet.
Der kom et Skib med vundne Seil
Mod Vinden, mod de høie Bølger.
Det standsede, Man tog mig ind,
Og hurtig vendtes atter Stavnen.
✂
Ei spurgte Nogen mig om Navn
Og jeg ei vovede at mæle,
Du kender mig, ei var jeg ræd,
Men dyb Forundring bandt min Tunge.
Ved Roret stod en Ungersvend,
Saa mildt henskuede hans Øie,
Og mødte det en Bølge, fluks
Mig tyktes at den sank i Havet;
En Olding ved hans Side stod,
Ham var det, som mig Haanden rakte,
Da jeg i Skibet sprang, hans Blik
Forkyndte mild og hellig Alvor,
Som ►Goderne ved ►Odins Hof,
►Saa var han klædt, og Offerkniven hængte
Med gylden ►Hjalte ved hans Lænd.
110Ret som vi vare nær ved Landet,
Han greb min Haand og længe stirred
458
(US)
Han taus paa ►Mærket, som jeg skar,
Men da tilsidst han løfted Røsten,
Den klang saa underlig og dyb,
At jeg den aldrig mer kan glemme:
“Du offred dig til ►Odin djærv
Og Offeret har ham behaget,
Sig ►Jetter ►sanke trindt hans Stol
Og det er Tid for ham at ⓘ
kæmpe.”
✂
Men hvem kan det vel have været?
✂
Hvem uden ham, den høie Drot,
Der styrer Offringer og Altre,
Og ham, som løser hver en Mand,
Der tro'r paa Guderne, af Trængsel!
Kun ringe, Frænde! er din Kløgt,
Da ei du kender ►Valhals Guder.
✂
Men ►Valhals Guder! er de til?
✂
Dig ►Bue Digre har opfostret,
Det kan Man høre. Har du da
Ei hørt om dem, som bygged ►Midgard?
✂
Jo, Meget jeg om ►Aserne har hørt,
Men tænkte, at det var kun gamle
Besynderlige Sagn, som ei
Man skulde tro, og ►Bue Digre
Saatidt har sagt, at paa sig selv
Han troed kun.
✂
Har han da aldrig
Dig sagt, han troede paa ►Thor?
✂
Han sagde, at naar al den ►Størke,
Som spredtes om paa viden Jord,
Var ►sanket i een tapper ►Kæmpe,
Da var han stærk, som ►Størkens ►Thor.
Jeg troer ogsaa, der er Noget,
Hvorfra vor ►Størke rinder ud,
Som Bækkene fra Kildevældet;
Men for sig selv jo maa hver Bæk
Henløbe, aldrig mer den kommer
Til Vældet, selv den maa se til,
At blive selv et Væld; saaledes
Maa ogsaa Manden stræbe frem,
Og jeg har ment, at ►Størken vokste
Hvergang han dræbte En med Sværd,
112Ret som med hans den Dræbtes kunde
Sig sammenblande. Derfor ►og
Jeg altid efter Striden længes,
For dog at ligne ►Størkens ►Thor,
Om ei jeg vorde kan hans Lige.
✂
Med Kløgt du veed at føie dine Ord,
Men troer du, at Bækken kunde løbe,
Hvis den fra Vældet ingen Næring fik?
✂
Derfor den ►og tilsidst maa stilles,
Og krybe sagte ned i Jord,
Ret som naar vi blir lagt i Høien.
✂
Men ender sig dog i en Mose,
Og denne vaade Bautasten
Maa vidne: den ei heel er svundet.
Hvem har fortalt dig, at fordi
Den ikke mere løber over Jorden,
Den heller ikke under Jord
Henløber mod sit gamle Hjem?
►Vist ►Mimers Brønd fra ►Urdurs Kilde
460
(US)
Er kommet langt og længere
End Bækkene fra deres Væld,
Og dog de vist vil atter mødes
113Endnu engang, om ikke før,
Saa dog naar ►Ragnaroke kommer.
✂
Ja, ældre er din Kløgt end min,
Og ei jeg veed, hvad sig kan sømme
At svare dig. Jeg maa vel tro,
At ►Størken, som fra ►Thor udrandt,
Med hans engang skal atter blandes;
Men Guder, som sig mænge ind
I Livet, som for Spyd og Sværde
Kun bruge Smilet, lig en Qvinde,
Dem tro'r jeg ikke paa.
✂
Du mener da,
At Mennesker blev til allene
Fordi de skulde være til,
Og ei for deres Skyld som lod dem blive;
Thi ellers maa de høie Guder vel
►Og styre Livet, saa det Maalet rækker.
Du vil at ►ikkun idel Mandighed
Skal sig i Guder aabenbare,
Er Kvinden da ei til, ei blevet til?
Er hendes Hjerte og de fine Lemmer
Vel dannet af det samme Malm,
Som Sværd og Skjold?
✂
Paa Kvinden aldrig
Jeg just har tænkt; men troer du,
At hun blev til paa anden Maade
End Manden?
✂
Jeg just ikke tro'r,
At hun blev til paa anden Maade,
Men vel, at anderledes blev
461
(US)
Hos hende Alting sammenblandet.
Jeg til det Dobbelte i Livet
Dig ►ikkun vilde vise hen,
Saa at du skønned, i dets Udspring
►Og maatte være Dobbelthed,
Og har du hørt de gamle Sagn
Om Gudedaad og Tidens dunkle Fødsel,
Du der vel ►og den samme fandt.
✂
Man sagde mig: at ►Odin, ►Ve og ►Vile
Har Menneskene skabt.
✂
Ja, vel jeg veed
Den blinde Tid har Guders Tal forøget,
Og ængstlig ledt om ny, som om
115De Gamle nu var alt for gamle,
Og som i Fler Man Mere kunde se.
►Fast intet Sagn og intet Kvad
►Fremtælles længer i sin Renhed;
Men ser du dette gamle Skjold?
Det gik i Arv hos mine Fædre,
Og faste paa dets Hvælving staa
Usvigelige Runestave.
Du kender Navnet; det er ►Vøluspa,
Og naar de ►underlige Tegn du nemmer,
Da skal du læse, og som jeg
For høie Guder dybt dig bøie.
►Saa kvæder ►Vola om vort Ophav:
✂
►Aserne tvende,
Kraftig og Kærlig,
►Ginge til Hjemmet,
►Funde paa Landet
Mægtende lidet
►Askur og ►Embla;
Aand de ei havde,
Skønhed og Mæle,
Farve de mangled.
✂
462
(US)
Alt hvad de mangled, gav dem disse Guder,
Og du vel nu begriber lettelig,
At Alt maa være Dobbelthed i Livet.
✂
Jeg halv forstaar dig, men mig tykkes,
At ret som Guderne var to,
Saa bleve Mand og Kvinde tvende,
Den ene svag, den anden stærk,
Og Manden ene efter ►Størke
Maa ►stunde, men du sagde jo,
De havde et og samme Udspring!
✂
Det sagde jeg, og siger ►end;
Men sig mig! mener du, at Træet
Er ypperst, naar om Vinterstid
Det staar i mørke, kolde ►Størke,
►Hvad heller, naar det klædt og grønt
I al sin Kraft med Blomsten pranger?
Er ►Blommen ►vænest, naar dens Top
►Nedluder, eller naar den løfter
Sit lille fagre Hoved kæk?
✂
Kun liden maa min Kløgt dig tykkes,
Hvis du kan tvivle om mit Svar.
✂
Kan du da tvivle om, at Manden
Er ypperst, naar sig Kraften blander
Med Mildhed, og at Kvinden da
Er fagerst, naar hun stundum glemmer
117Sin Svaghed, klæder sig i Staal,
Og holder Skjoldet for sin Beiler?
Kan du nu se at ►Frei, som ►Thor,
At ►Vaner maa, som ►Aser dyrkes?
✂
Dog, ei om Guder og om ►Askurs Æt
Jeg nu dig mægter Alt at sige;
463
(US)
Men har du Lyst, da skal vi tit
Naar Skjoldet hænger under Loft,
Samtale om det ►Underlige
I Livet og dets Fødsel.
✂
Aldrig har
Jeg saadan Tale hørt, og ofte
Om Vinterstid begærlig skal
Jeg ►lyde paa de gamle ►Frasagn,
Og paa den Kløgt hvormed du dem udlægger;
Thi Noget rører sig i mig,
Det er som Øiet sig oplukked;
Forhen jeg styrted vild i Kamp,
Men snart jeg venter nu at skue
Hvorfor jeg kæmper.
✂
Ja, det skal
Du klarlig skue. – Derfor, ►Odin!
Det var, du frelste mig fra Død,
118At ►Asers Magt jeg skulde ►størke!
Sig ►Jetter ►sanke trindt din Stol,
Og det er Tid for dig at kæmpe.
Ja det er Tid. Med Sværd og Tunge,
Til Sværdet brister i min Haand,
Og Tungen lammes, skal jeg kæmpe.
✂
Og 👤Harald Blatan være skal
Den første Niding som du fælder.
✂
Jeg svor ham Døden, svor ved den
At hævne mig og mine Frænder;
Men jeg er nu ei længere min egen,
Jeg er kun Gudernes, og ene dem
Jeg hævne vil paa 📌Leirekongen.
Jeg drog til 📌Danmark med den ►Hug,
At ville vorde 📌Danmarks Høvding,
464
(US)
Ei tækkedes det høie ►Aser, thi
Jeg ellers ei skibbrudden, ene
Var kastet op paa 📌Sjællands Kyst;
En ►Skjoldung kun maa Kongestolen klæde,
Og 👤Svend kan ikke være død;
Jeg derfor brat vil give ⓘ
mig i Hav
At søge ham, og da, Kong 👤Harald!
✂
En Vikingssnekke stævner hid.
✂
Veed du da ei, hvem Snekken ►raader?
✂ Jomsvikingen.
✂
Han ►nævner sig 👤Svend ►Æsusøn.
✂
Saa lad ham løbe ind i Havnen,
Og før ham til mig fluks!
*(til ►Vagn.)
►Gak Frænde! jeg vil være ene
Med 👤Svend.
✂
Saa er din Time nu
Da kommet, 👤Harald! saare længe
Du beiled til din Undergang,
Og du er blevet graa som Niding.
I Guder! vilde 👤Svend kun nu
Med Stadighed og Renhed eder dyrke!
Da skulde 📌Danmark til sin gamle Pris
Sig atter løfte, Folket atter knæle
I Lund med klar og hellig ►Sands.
Men ak! jeg frygter, 👤Haralds Vaklen
Genfødtes i hans Søn, og 👤Svend
120Er ►Æsas Søn, det var kun sjelden,
En ædel Konge sprang af Trælleæt.
✂
Her, Fosterfader! ser du mig,
Landflygtig, ringe og elendig;
Een Snekke er mit Alt, med den jeg hid
Er kommet for hos dig at raadne.
✂
Saa taler 📌Leirekongens Søn!
✂
Saa taler Trællekvindens Søn,
►Forskudt af Fader og af Lykke.
✂
Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder
Forhindre, standse, det er sandt;
Men Manden ei kan holde op at ville.
✂
Naar først du har min Trængsels Saga hørt,
Da maa du dømme.
✂
Hist ved 📌Helgenæs
Jeg løftede mod 👤Harald Sværdet;
Men Sværdet sloges af min Haand.
Jeg maatte fly. Jeg kom til 👤Olaf
121I 📌Venden, han var mørk og kold,
Og bød mig bukke for min Fader,
Isteden for at trodse ham.
Jeg kom til 📌England, som en ►Speider
Jeg grebes der, og med Foragt
Man ►netop Livet til mig slængte.
Forvildet vankede jeg om,
Som Trællen, der løb fra sin Herre,
Imellem 📌Skotlands Bjerge først
Jeg standsed, og der fandt jeg Medynk.
✂
O! det er haardt, at 📌Danmarks Kongesøn
Hos ►Odins og hos 📌Danmarks Fjender
Skal søge Hjelp, og finde Medynk!
Det skulde undre mig, om ei,
Man krævede som Løn for Ynken,
Du skulde blive Kristen, 👤Svend!
✂
Jeg hørte hvordan Barder kvad
Om ►Fingals Seier over ►Odin,
466
(US)
Jeg tænkte paa min Faders Seier
Og Troen sank paa ►Asers Magt;
Jeg hørte Klerke ►love 👤Krist,
Og sjunge om, hvordan han hjelper
Enhver af Nød, som tjener ham,
122Og Skottekongen bød mig Skibe
Og Mænd til Strid mod 📌Danmarks Drot,
Naar kun jeg vilde Kristen vorde,
Primsigne lod jeg mig, og med en Flok
Af Snekker jeg fra 📌Skotland styred.
✂
Du troed mer den blinde 👤Ossian,
End vore Skjalde med det klare Øie,
Du mente Skottekongens Mænd
Og Skibe kunde ►Odin trodse
Som ►Fingal! hvor er Flokken nu?
✂
I trende Dage rased Nordenvinden,
Og kun det ene Skib jeg har igen.
✂
I Nordenvinden mæled 📌Nordens Guder,
Og dine Kristne søgte Havets Bund,
Fordi de ikke kunde taale
At høre paa det stærke ►Maal,
Det var jo, hvad du maatte vente.
✂
Saa troer du, det var en Straf
Fra ►Aserne? ei kan jeg nægte
123At Stormen tyktes mig saa haard
Og hul, som vrede Guders Mæle.
✂
Og dog endnu du trodser ►Asers Magt?
✂
Ja, kan det hjelpe atter dem at dyrke?
✂
Mon det kan hjelpe, at du tro'r.
Den Sol er til, som pryder Himlen?
✂
Hvad der er til, maa jeg jo tro er ⓘ
til.
✂
Er ►Aserne da ikke til?
Men om du nægted nu at Solen
Var til, og sagde at det var
En anden Ting, som lyste og som varmed,
Var det ei Ret, om Solen skjulte sig
For dig, saa at du kunde faae at vide,
Hvordan det var, ifald den ikke var,
Hvordan det Andet kunde lyse,
Og turde du da vente Dag,
Før du dig bøiede i Natten
Med Anger og bekendte lydt,
At ingen Straale er som Solens?
✂
Vel tykkes mig, at du har Ret,
Men naar igen jeg ►Aser dyrker,
Da vredes vist de Kristnes Gud,
Og han er haard, naar han vil straffe.
✂
O skam dig, 👤Svend! jeg fostred dig,
Og tænkte ei, din Moders Hjerte
Var krøbet ind i dig. At 👤Haralds Blod
Var ►mænget tykt med ►Jetteedder,
Det vidste jeg, men tænkte dog,
At ►Skjoldungblodet kunde renses.
Du ræddes for de Kristnes Gud,
Fordi du tror at han har ►Størke,
Men har da ►Aser ingen? mener du
At ►Ymers Pande ei var haard at bryde?
✂
O reis dig 👤Svend! og bliv en Mand,
Og tro paa Guderne! da mine Snekker
468
(US)
Skal bære dig til 📌Danmarks Kyst,
Og dette Skjold skal værge dig i Kampen
Og denne gamle, dog ei svage Haand
Skal løfte dig paa Kongestolen.
✂
Ja, ►Toke! ja, jeg skammer mig,
Af Mod og Anger Kinden blusser.
125Med ►Hug og Mund jeg hylder ►Asers Magt,
Og i dit ►Fjed jeg djærvt for dem skal kæmpe,
For dem, for dig og for mig selv,
Og vorde ►Skjoldungnavnet værdig.
✂
Nu kender jeg min Fostersøn igen.
Naar det kun ei er Spaanens falske Lue,
Som blusser vel i Luft en føie Stund,
Men uden Næring brat igen udslukkes!
Fjerde Samtale.
✂ 👤Haralds Skibe laa udi 📌Limfjord, selv var han stegen paa Land med ►Fjølnir, og som de ►ginge langs Bredden, samtalede de.
✂
Ei maa du vredes, Herre Konge!
Fordi jeg spørger dig saa frit:
Hvad vil du med de mange Snekker?
✂
Hvad jeg vil? nei, du skulde spørge:
Hvad Stormen vil at jeg skal gøre
Her, hvor jeg aldrig gider kommet
Ret fra den Stund, du husker nok,
Den ►Juleaften.
✂
Ikke saa jeg mente;
Men hvi du nu i Alderdom
Vil give dig paa Vikingstoge;
Hvi ei du tøver hjemme nu
127I Ro, derom jeg vilde spørge.
✂
Og du jo svaret har dig selv!
Du vil, at jeg skal tøve hjemme
I Ro, ja, naar jeg havde Ro.
✂
Nu er jo ►Palnatoke tæmmet,
Og 👤Svend er sikkert ogsaa død.
✂
Maaske. Det var vel ►og det Bedste,
Men har du glemt det gamle Sagn
Om ►Randver, ►der han skulde hænges,
Hvordan han plukkede en Høg,
Og sendte Høgen til sin Fader,
Og ►Jormunrek paa Høgen saae saalænge
Til han forstod med tung og bitter Sorg,
At han var sønneløs. Mig ogsaa tykkes
Det er hel underligt at dø,
Og ingen Søn at efterlade.
✂
Fødtes end Sønnen
Sildig, dog bedre
Er det, end ingen
Arving at eie.
Sjelden stande
128Bautastene tætte,
Reise ei Sønner
Dem efter Fædre.
✂
Hvorledes er det med dig? Herre Konge!
Saaledes talte du jo aldrig før.
Jeg troer du har Sot.
✂
Ja ►Helsot.
Jeg ►og har levet mange, mange Aar.
Hvorlænge er det nu vel siden
Den ►Juleaften?
✂
Ogsaa jeg
Er siden den Tid vorden gammel.
Men, gaa vi ikke alt for langt
Fra Skibene? Du kunde trættes.
✂
Ja, jeg er allerede træt
Af denne Gang, som af den anden.
Hist er en Sten, en mægtig Sten,
Der kan vi sætte os og hvile,
Og tale om den forbigangne Tid.
✂
Nei, Konge! Sædet er for haardt
Til dine gamle, ►møde Lemmer;
Vi snart kan naa igen dit Skib,
Der kan du dig langt bedre hvile.
✂
Vist ikke, ►Fjølnir! Hvilken Sten!
Hvad om vi kunde faae en saadan
Paa vore Høie! Vil du tro,
Den kunde skygge over begge,
Og naar de lange Tider ►led
Man skulde dog i 📌Danmark mindes,
Hvem der fik slig en Bautasten.
✂
Din Tale er hel underlig, min Konge!
471
(US)
Hist er en anden Sten, og den
Er ei saa høi, saa ubekvem til Sæde.
✂
Jeg tro'r du ræddes for den Sten,
Kan du nu ikke klavre længer?
►End kan jeg mindes, da du sprang
Med mig fra Skib til Skib i Fjorden,
Og saa fra Skib paa Land. Kom nu!
Saa vil vi se, hvem af os begge
Der først kan klavre op.
✂
Nei, nei,
Jeg kan ei klavre, du ►og neppe.
Kom med til denne lille Sten!
Der kan vi sidde ret i Mag.
✂
Du glemmer nok, at jeg er Konge,
Og hvad jeg vil, det vil jeg; kom!
Og du skal se, at jeg kan klavre;
Kan du ei ►vinde op, saa tøv
Kun nedenfor! du ►est jo ogsaa
Af Trælleæt.
✂ Længe varede det, og stor var Møien før 👤Harald mægtede at komme paa Stenen. Der sad han tiende enstund og skuede ►trindt sig.
✂
Besynderligt!
Var det ei hist ved hine Træer
At 👤Knud sprang op? og denne Sten!
Hvad? Hu! hvor blev du ►Fjølnir! kom dog,
Og se! Er Mosset ikke rødt
Paa denne Side?
✂
Nei, mig tykkes,
At det er gult, en smule brunt.
✂
En smule! ja han havde ogsaa
►Alt dengang mistet meget Blod,
472
(US)
Det var jo kun de sidste Draaber,
Som dryppede paa denne Sten!
Og det var allerede meget,
At Mosset blev en smule brunt;
Men det var ogsaa Broderblodet.
✂
Brødre skulle
Slægtskab skille,
Hinanden dræbe.
Frænder øde
►Næste Frænder.
Sværdtid, Skjoldtid,
Vindtid, Ulvtid,
Før ►Ragnaroke.
✂
Kan du ei mindes ►Fjølnir! disse Ord?
►Saa mælte 👤Knud i Dødens Vaande,
Det var mig tit, som Nogen raabte
Dem i mit Øre, aldrig dog
Saa høit, saa frygtelig de løde,
Som nu i denne fæle Stund.
Er det vel Stormen, som i Skoven hviner,
►Hvad heller mæler denne Sten?
✂
Du sagde nys, jeg var af Trælleæt,
Og ser dog ei, at mine Lemmer ryste;
Men vel det undrer mig, at du,
En Kristen, gruer ved at tænke
Paa hedensk Kvad, paa Noget, som
En Hedning kvad, for dig at skrække.
Hvad har du gjort? Det Samme jo,
Som dine gamle, priste Frænder,
Som ►Regner Lodbrok selv, en Mø
Du saae, som du fik Lyst at eie,
Og ►Ormen, som sig ►trindt om Buret ►vandt,
Ham stak du, og gik ind, og favned Møen,
Fordi den Mø ei ►Thora hed, men 📌Danmark,
Fordi den Orm hed 👤Knud, hvad skader det?
✂
Men ►Regner, han som ►Ormen stak,
Han blev ►og ►stungen død af ►Orme,
Det har du glemt.
✂
Ja, det er vist,
At jeg har Meget glemt, som du ►end mindes,
Og aldrig har jeg hørt endog en Hedning
At ►tyde saa paa sig de gamle Eventyr.
Hvad vilde vel din fromme Moder sige,
133Hvis hun dig hørte kvæde gammelt Digt
Med samme Fynd, som Klerke synge ►Tider?
✂
Min Moder! ja, jeg skylder hende Meget.
✂ Kongen hensank i dyb Grublen; men ikke eiede Sjelen ►Størke til at overvinde de forstyrrede Tanker, og maatte derfor tjene dem.
✂
Nu lystig, ►Fjølnir! spring til Skibs!
Og hent mig alle mine Mænd
Med ►Touge og med Løftestænger,
Og jag saa Nogle ud i Landet ►trindt,
Og lad dem drive mine Bønder hid,
Med Stænger og med Reb og Øksne,
Thi her er Arbeid for dem Alle!
Nu er jeg engang blevet glad igien.
✂
Min Konge!
✂
Ja, din Konge er jeg,
Men derfor skal du ogsaa løbe,
Alt hvad du kan, thi du kan tro
At her er ingen Tid at spilde.
De Døde er just ei at spøge med,
134Og hvad man lover dem, det maa Man holde.
Nu! hvorfor nøler du? kun, rask!
✂
Jeg ræddes for dig, Herre Konge!
Du ser saa vildt.
✂
Nei hør til ham,
Fordi Man stundum er lidt lystig!
Hvad havde jeg for alt, hvad jeg har gjort,
Hvad var der ved at være Konge,
Naar jeg, som du, var aldrig glad?
Nu ingen Snak! men løb!
✂
Jeg maa
Vel ►gange, naar du ►saa befaler,
Men saa er du jo ene her!
✂
Jeg ene? du kan aldrig huske,
At jeg er Konge. Alle Ting,
Det Døde som det Levende maa snakke
Med mig, saasnart jeg ►ikkun vil.
Nu skal du bare høre:
Hvorfor er du saa brun, du Mos!
135Har du vel Lyst at blive fløttet,
Du store Sten! til 📌Jelling Høi?
*👤Harald lagde Øret til Stenen, men ►Fjølnir gik.
Ja rigtig! ja det vidste jeg
Da nok, hvorfor du Lød har skiftet,
Men vil du fløttes? nu saa svar!
Jeg troer, ogsaa du har Nykker,
Og stoler paa jeg ei er ung;
Men jeg skal vise dig, at Konger
Blir aldrig gamle, aldrig svage
Saalænge der er Noget ungt,
Og om jeg saa dig overalt
Skal male med den samme Lød
Som dette Mos, saa skal du fløttes.
✂ 475 (US) En mægtig Flok slæbede paa tunge Sten, og til den nære Lund var den nu henvæltet. 👤Harald og ►Fjølnir stode bag ved Flokken.
✂
Det gaar jo herligt, hopsa, hopsasa!
Der kan du se, at det gaar an;
Men den er tung, det kan jeg mærke.
Min Moder kommer til at vænne
136Sig til et stakket Aandedræt,
Men hun gad ogsaa gerne sukke
Imens hun leved, og hun ►alt
Vel nu er vant til lidt at knuges.
✂ Frem gik 👤Odinkar. Med Undren saae han Folkets Færd, og med Skræk hørte han Kongens Tale.
✂
Dig hjelpe 👤Krist af Nød, min Konge!
✂
O! jeg har ingen Nød, se der!
Jeg har den Hjelp, som jeg behøver.
Hvem er du ellers? jeg er 👤Harald,
De Danskes Konge som du ser.
✂
Jeg er kun 👤Kristi ringe Tjener,
Men bytted ei med dig, jeg har
Hvad du maa savne, Ro i Sind.
✂
Hold Mund, du dumme Klerk!
✂
O lad ham snakke! det er Løier
At se, hvordan han skaber sig.
Din Stakkel! er det længe siden
Saa rent du tabte din Forstand?
Du har det allerværste Galskab
137Du tænker, du kan finde Ro.
Se paa den store Sten derhenne!
Den mente ►og, den vilde staa i Ro,
476
(US)
Men ser du nu, hvordan jeg triller
Den som et Hjul!
✂
Jeg ser det, men
Det Hjul har Mandeben til Aksel,
Og bliver smurt med Mandesved,
Og Mandeblod, det maa vel trille.
✂
Ja deri har du Ret, det hjelper
At den blev smurt med Mandeblod,
Men, derfor skal den ogsaa trille;
Thi Alt, hvad der er smurt med Blod,
Maa aldrig ►stilles, aldrig ►stædes.
Det kan du ogsaa se paa mig,
Jeg er nu gammel, grumme gammel,
Men jeg kan aldrig have Ro.
✂
*(sagte.)
►O Gud! ►saa mærkede du 👤Kain,
►Saa dreves om den første Brodermorder.►
*(høit.)
Men siig mig Konge! hvor skal Stenen hen?
✂
Det skal jeg saamæn sige dig.
Du veed, min Moder hun hed 👤Thyra,
Min Broder hed 👤Knud Danaast,
Thi Danske godt ham kunde lide.
Min Moder holdt dog mest af mig,
Thi naar hun sang, saa sad jeg stille,
Og lærte Noget udenad
Af det hun sang, og naar hun spurgte:
Om jeg ei ogsaa vilde sjunge ►saa,
Og være Kristen, dersom jeg blev Konge,
Saa ►svarte jeg bestandig: jo,
Fordi mig tyktes, det var herligt,
At være Konge, som det ogsaa er.
477
(US)
Jeg hørte tit, hvordan min Moder sukked,
Naar Nogen nævned 👤Knud, og tit
Hun sagde til mig: hvis han lever,
Saa blir du aldrig Konge, han,
Den Hedning bliver det. Da tænkte
Jeg mangegange paa, om ►og
Det just var sagt, han skulde leve,
En Klerk fortalte mig, det var
En hellig ►Idræt ham at dræbe;
Jeg dræbte ham, min Fader 👤Gorm,
Han døde fluks af Sorg og Harme,
►Saa blev jeg Konge.
✂
Dyrt var Købet.
✂
Hvordan? var det saa dyrt? du er
Jo ogsaa Kristen, og min 👤Popo
Har sagt, at Kristendommens Urt
Desbedre gror, jo mere Hedningblod
Den gødes med, og 👤Knud var Hedning
Og kom til Helved, men til Himmerig
Skal jeg, fordi jeg fik ham myrdet.
Men veed du hvad? det er dog tit
Jeg tror at baade du og 👤Popo
Og 👤Thyra løi, og narrede mig kun.
Mig tykkes ret, at jeg er ►Høder,
Som myrdede sin Broder ►Balder,
Den Elskede, og ►Fjølnir! du,
Du er da