III 384 (US)
Til
👤Adam Oehlenschläger.
✂
Mit Hjerte banker, højt min Aand sig hæver,
Jeg ►nævned Dig og ►nævned dig med ►Sands,
Og hver Gestalt, du trylled frem, hensvæver
For Aandens Øie, klædt i Straaleglands;
Med Korset jeg din 👤Olaf ser fremtræde,
Mig ►Asalivet vorder lig en Drøm,
Og Smertens Graad blir Andagts Taarestrøm,
Jeg klage vil, og maa en Lovsang kvæde.
✂
IVI 📌Nidaros jeg for Høialtret knæler,
Og skuer 👤Valborg ved sin 👤Axels Lig,
Min hele Sjel i vaade Øie dvæler,
Og løfter sig mod 👤Krist i Himmerig;
Men aldrig kan jeg ►Valhals Guder glemme,
Den Rune, som i Skjoldet ►Urda skar,
Fra spæde Alder mig ►inddrevet har
I gamle 📌Nord, og der jeg kun har hjemme.
✂
Jeg sad, og stirred i de gamle Skrifter,
Mig fængslede den store ►Kæmpeaand,
Som ►byggede i Hedenolds Bedrifter,
Og bandt dem fast med Jernets stærke Baand
Til ►Valhals Guder, til det Evighøie;
En Trang hel dyb jeg i mit Indre fandt
Til at udfolde Tiderne, som svandt,
For Samtids og den fjerne Fremtids Øie.
✂
VJeg vovede et Greb i stærke Strænge;
Men Aanden flygted fra den dumpe Klang,
Med Sorg forgæves greb jeg tit og længe,
Men aldrig stilledes den indre Trang;
385
(US)
Ustadig mellem Tiderne jeg svæved,
Og ingensteds jeg havde noget Hjem,
For Oldtid kun mig Nutid bragte frem,
Og halvt sit Slør kun Oldtid for mig hæved.
✂
En mægtig Lue tændtes i mit Hjerte,
Og voldsom jeg fra Oldtid mig løsrev,
Men da omspændtes jeg af idel Smerte,
Og ►Nornen mig paa nøgne Fjeld omdrev;
Da tyede jeg angerfuld tilbage,
Og bange stædtes jeg for Oldtid frem,
Men løftet var det dunkle Slør, et Hjem
Jeg havde nu for alle Livets Dage.
✂
VIAt tolke det, som nu mig ►lyst er vorden,
Mig bød en Røst som Røsten fra en Gud,
Enddog Du kvad, o store Skjald! om 📌Norden,
Ei maa jeg tie, glemme strænge Bud.
Ei vil jeg mig forvoven med Dig maale,
Det blege Lys i Natten har sit Hjem,
Men aldrig dog i Strid det traadte frem
Om Varme og om Glands med Solens Straale.
✂
Som 👤Trygvason Du ►est i 📌Norden ►baaren,
Men vendte aarle Dig, som han, mod 📌Syd,
Og hvor Du gik, der smiled liflig Vaaren,
Og hvert dit Kvad var ligt en Guddoms Lyd;
Som 👤Olaf, Du igen mod 📌Nord Dig vendte,
Og skued Kraften med din dybe ►Sands,
Du vakte den, men klædt i 📌Sydens Glands,
Og stundum ei sig selv i sig den kendte.
✂
VIIThi griber jeg, o Skjald! de stærke Strænge,
Og Mange ræddes for den hule Lyd,
Men Lyde, som fra 📌Nordens Gravhøi trænge,
Ei smelte kan, som Tonerne fra 📌Syd,
Og vovede jeg Strængen at nedstemme,
Og dæmpede jeg Røstens hule Klang,
Betydningsløs da blev mit Liv, min Sang,
Thi ►ikkun dybt i 📌Norden jeg har hjemme.
✂
386
(US)
Der stod en Gran paa 📌Norrigs høie Fjelde,
Den eied tusindaarigt Hjem i 📌Nord
Ei huggedes den om ved 📌Sydens Vælde,
Men undergravet var dens Rod i Jord.
Som ►Ygdrasills de andre prude Grene,
Den raadned under fule Ormes Tand.
Hvorfor? – Ei nogen Dødeligs Forstand
Udgrunder, hvad kun ►Norner veed allene.
✂
VIIIHentørret, løs, og hartad hel udhulet,
Stod Granen der, da kom en Vind fra 📌Syd,
Den faldt, men dog den ei var hel ►forfulet,
Det gjalded ►trindt, som mange Tordners Lyd;
Thi stort var Faldet, Jorden maatte revne,
Da tunge Rod sig op fra Dybet tvang,
Den friske Gren, før den isønder sprang,
Mod haarde Fjeld og stred med fulde Evne.
✂
Det stærke Bulder vil jeg her genføde,
Som det paa 📌Danmarks Sletter lød engang,
Til det i fjerne, sagte Drøn hendøde,
Og dæmpedes af 📌Sydens Takkesang.
Ei veed jeg, om mig ►Nornen dette under,
Og Faa i 📌Norden eie ►Dommerkald;
Thi vender jeg mig til dets største Skjald,
Til Dig som kvad om 👤Hakon og ►Vaulunder.
✂ Grundtvig.