►Freias Pris.
✂
Her i den svale Aftenstund,
Mens Sol i Hav sig sænker,
Jeg ganger i den grønne Lund,
Paa ►Freia kun jeg tænker,
Jeg hende ser i grønne Blad,
Og i den fagre ►Blomme,
Fra hende ►og hvert Fuglekvad
Mig ene tykkes komme.
✂
Jeg er saa fro, saa barneglad,
Og med de ►Blommer spæde,
Der staa saa net i ►Krinds og Rad,
Jeg deler al min Glæde,
Jeg takker dem saa inderlig,
Men de forstaa mig ikke;
Thi at i dem jeg ser kun dig
Skøn ►Freia! veed de ikke.
✂
142
(PS)
Den lyse Sol har fjælet sig,
Det mørknes brat i Lunde.
Smaafugle! vil I laane mig
Jer Stemme, mens I blunde,
Da vil jeg ►sjunge ►Freias Lov,
Og ikke jeg allene,
Men Dal og Høi, og Mark og Skov
Skal sig med mig forene.
✂
I kan det ei, I Fugle smaa!
Og jeg kan ikke ►sjunge;
Men til skøn ►Freias Pris dog maa
Sig røre høit min Tunge,
Thi hun har friet mig af Nød,
Af Sorgens mørke Fængsel,
Hun gav mig Liv, ►der jeg var død,
Og stilled al min Længsel.
✂
Jeg gik saa ►sorrigfuld i Sind
I Ungdoms første Dage,
Og Taaren randt saa tit paa Kind,
Jeg higede tilbage,
Mig tyktes, jeg var fremmed her,
Og maatte ►vild omvanke,
Saa fjern, saa fjern, men aldrig nær
Var derfor ►og min Tanke.
✂
Af Angest var jeg mest ►omspændt
Alt i den blide Sommer,
Af onde Magter tyktes sendt
For mig de fagre ►Blommer,
Naar jeg med Gammen paa dem saae,
Da vilde Hjertet briste,
Jeg maatte snarlig fra dem gaa,
Hvorfor, jeg ikke vidste.
✂
1064
143
(PS)
Saa ►ginge hen de Aar i Kval,
De ►ginge som de komme,
Indtil engang jeg fandt i Dal
En yndig ►Rosenblomme,
Den blev jeg ved at stirre paa,
Dog Hjertet vilde briste,
Det maatte før ►isøndergaa,
End jeg den vilde miste.
✂
Den ►Blomme blev en Kvinde lig,
Hvordan, det veed jeg ikke,
Hun lod mig hæfte fast paa sig
De luehede Blikke.
Jeg stod saalænge, stod og saae
Mig ind i hendes Øie,
Saa Læben vilde vove paa
Til hendes sig at føie.
✂
Gudinden stod med Smil paa Kind,
Og sang med kærlig Stemme:
Jeg saae, du følte dybt i Sind,
At du var ikke hjemme,
Thi steg jeg her i Dalen ned,
Alt som en ►Rosenblomme,
Og har jeg al din Kærlighed,
Du skal til Hjemmet komme.
✂
Jeg kyssed hendes Klædebon,
Forsaged Alt paa Jorden,
Da førte hun med Liljehaand
Mig ind i gamle 📌Norden.
Jeg saae den gamle Gudehær,
Dertil de ►Kæmper stærke,
At jeg var kommet Hjemmet nær,
Jeg klarlig kunde mærke.
✂
144
(PS)
Saalænge jeg kan tælle Aar
Jeg vil i 📌Norden ►bygge;
Men naar i blide, lune Vaar
Mig vinker Lundens Skygge,
Da ræddes jeg slet ikke mer,
Min Trængsels Tid er omme,
Jeg overalt skøn ►Freia ser
I fager Mø og ►Blomme.
✂
Min Stemme er saa hvas og raa,
Og mine Toner runge,
Thi beder jeg I Piger smaa!
I vil om ►Freia ►sjunge:
Da skal det tone sødt i Dal
Og klinge over Enge,
Til ►Freias høie, lyse ►Sal
Skal eders Lovsang trænge.
✂ N. F. S. Grundtvig.