↩ Digtet består af 12 regelmæssige strofer i tillempet balladestil. I digtets tre første strofer skildrer det lyriske jeg sin oplevelse af, hvordan den harmoniske natur er et billede på den nordiske kærlighedsgudinde ►Freja. Oprindeligt havde det lyriske jeg oplevet naturen som modsætningsfyldt og dæmonisk (strofe 6), men ved mødet med blomsten, der forvandlede sig til en kvinde (strofe 7-8), ændrede naturen karakter og blev et symbol på ►Freja. Kvinden, eller gudinden, som hun kaldes i strofe 9, opfordrede det lyriske jeg til at forsage det jordiske. Herved fik han lov at skue ind i den nordiske oldtid (strofe 10), hvorefter han sværger troskab til norden (strofe 11). Digtet slutter med opfordringen til at synge ►Frejas lovsang.