↩ 556Dog, jeg ser Enkelte fremtræde med vigtig Mine og spørge mig: med hvad Ret jeg, som ei selv er blevet fornærmet, har sagt og siger hine Mænd alt dette? hvorfor jeg ikke overlader det til ►Lærde Efterretninger at dømme litterære Syndere og til de Fornærmede at forsvare sig? Jeg burde ikke svare, men blot beklage 133 (PS) dem, der tro at have nogen Stemme i litterære Handeler, skønt de ei mægte at begribe hvad Forskellen mellem det daglige Liv og Livet i Konstens og Videnskabens Rige monne være. Dog jeg kan jo sagtens tjene dem med et Par Ord. De ►vide da! at enhver uforskyldt Ophøielse eller Nedsættelse af en Forfatter og hans Produkter, enhver Nedkomst med litterære Misfostre er en Brøde, som Enhver der kan, bør paatale, og at jeg, som staar fri og ene, troer mig forpligtet til at tale der, hvor Andre tie, for ei at saare personlige Forholde. Hvad ►Lærde Efterretninger angaaer, da have vi en klassisk Historie af sammes æstetiske Del i 👤Baggesens ►Genganger, – og dette sidste Ord betegner dens Liv siden den Tid.